Nogle ting er så fremmedartede og underlige, at vi bare må elske dem. Spørg dem, der ynder at rejse til de tidligere sovjetrepublikker, hvis du ikke genkender følelsen. Eller se musicalfilmen »Anette«, et fantasimonster udklækket af instruktøren Leos Carax.
Mens de store biografer lige nu viser den traditionelle udgave af »West Side Story«, er denne musical mere et skævt kærlighedsbarn mellem Lars von Trier og Baz Lurhmann og Muppet Show. Det er en film om en kærlighed, der fra første færd virker dødbringende. Måske også om at elske det, der er dårligt for dig. Fortalt med musicalens sans for følelser, der er så store, at de må synges ud.
Filmen indledes med bandet Sparks og vores hovedpersoner, der går syngende ud af et studie, mens instruktørerne formaner os, publikum, om at vi skal være helt stille, faktisk må ingen trække vejret de næste to timer. Den indledning siger en del om den dystre og alligevel ret levende stemning, der præger resten af »Anette«.
At dø og få bifald
Historiens absolutte centrum er Henry (spillet af Adam Driver), en dyster og voldsom standupkomiker. Iført forvasket badekåbe og veltrænet overkrop gør han grin med alle, indtil han møder operasangeren Ann (Marion Cotillard), der lever af at formidle oprigtighed på scenen. Eller at dø og få bifald, som hendes mand siger lettere nedladende.
Deres forhold er en sand love story, så forgabte er de, at Henry må synge om sin kærlighed, selv mens han dyrker oralsex med Anette. Når han har sunget verset til ende, dykker han igen ned mellem hendes ben.
Alligevel går det rigtigt skidt for Ann og Henry, der ender alene med parrets groteske barn, der – bevist eller ubevist – ligner en sprælledukke modelleret over gyserfilmens Chucky. Ikke alle børn bliver elsket for det, de er, men mere for det, de kan gøre for forældrene. Tal lige om et trofæbarn.
Ægte kærlighed kommer ofte på afveje
Hvad skal man synes om »Anette«? Filmens morale er nok banal: Det værste er hverken had eller undergangslængsel. Det værste er, når man ikke længere har noget at elske.
Det er det, der sker for Henry, der åbenbart ikke kan forene ægte følelser med den kynisme, der fungerer så godt for ham på scenen. Henry er endnu en af de underligt rasende mænd, vi ser i tidens film. Mens dansk film stadig dyrker tøffelhelten, (se for eksempel familiefædrene i »Nisser« eller »Krummerne: Det er svært at være 11 år!«) er tidens internationale titler fulde af komplekse mandefigurer, der kæmper med deres vrede, afmagt og plads i verden (se Netflixs »The Power of the Dog«).
Adam Driver er så stærk i hovedrollen, at han nærmest kører Marion Cotillard over, og filmen er ret svingende. Visse passager virker udsyrede, andre lidt kedsommelige. Alligevel er der noget fantastisk over denne kulørte, bizarre og rørende musical, der slutter med en vigtig opfordring: Kast aldrig blikket ned i mørket. Den opfordring kan vi nok have brug for. Især når den er formidlet så udsyret som her.
»Anette«. Drama. Varighed: 140 minutter. Instruktør: Leos Carax. Medvirkende. Adam Driver. Marion Cotillard m.fl. Musik: Rockbandet The Sparks. I biograferne nu
