Stjernebesat film om et af de mest omtalte drab i »showbiz« er landet - her er dommen

En håndfuld af Hollywoods største skuespillere, en legendarisk instruktør og et af de mest omtalte drab i »showbiz« er ikke nok til at skabe en sublim film. »House of Gucci« er for lang, spækket med klichéer og plaget af et pinligt manuskript.

 
»House of Gucci« er instrueret af Ridley Scott med blandt andet Lady Gaga i rollen som Patrizia Reggiani. Filmen kommer i biograferne til thanksgiving. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilken film har du mest lyst til se om det berømte drab på Maurizio Gucci fra 1995?

Den, der viser lidt af det hele fra tre årtiers liv uden at dvæle ret længe ved noget som helst … eller den, der fokuserer benhårdt på de øjeblikke, hvor der er allermest på spil – hvor der er truffet kontante valg fra filmskaberne og de overflødige historiske detaljer er klippet ud?

Hvis du havde drømt om et skarprettet filmdrama, så spar pengene, for Ridley Scotts 158 minutter lange »House of Gucci« træder i stort set samtlige klichéfælder, du overhovedet kan tænke dig, når det gælder biografifilm.

Hvorfor lyder Lady Gaga russisk?

For det første er den amerikanske film spækket med stjerneskuespillere, der er tvunget til at spille bag et slør af lårtykke italienske accenter, der får filmens skuespillere til i bedste fald at fremtræde som snakkende anakronismer, i værste fald at lyde som skurke fra aldrende James Bond-film. Tænk på, hvor kraftfuld en effekt det var i »The Godfather: Part II«, at lade skuespillerne tale med accenter, når vi fulgte dem i New York – de var jo tilflyttere – men at der blev talt italiensk, når vi fulgte unge Vito Corleones liv på Sicilien.

Det kan da være lige meget, vil nogen påstå. Ja, det kunne det, hvis ikke det påvirkede skuespillernes præstationer i filmen i ikke mindst de scener, der er skruet sammen for at ramme publikum hårdest. Den kvindelige hovedrolle spilles af Lady Gaga – hun har rent faktisk italienske rødder – men hun kæmper ustandseligt med accenten, og det dræber illusionen om, at man ser Patrizia Reggianis udvikling fra naiv, ung provinskvinde til dronningen af Gucci.

Afstanden fra publikum til lærred vokser så at sige for hvert minut, for man føler sig ikke opslugt som publikum, men fremmedgjort. Som bonusinfo kan det nævnes, at Francesca De Martini – en sprogunderviser og skuespiller, der var tilknyttet »House of Gucci« for at hjælpe med netop accenterne – har tilkendegivet over for mediet The Daily Beast, at Lady Gagas accent i filmen lyder mere russisk end italiensk. Suk.

En film er ikke bedre end sit manuskript

Det skorter ellers ikke med tidligere Oscar-vindende eller -nominerede A-navne på filmplakaten. Lady Gaga, Adam Driver, Al Pacino, Jared Leto, Jeremy Irons, Salma Hayek. Og 84-årige Ridley Scott – instruktøren bag film som »Alien« (1979), »Blade Runner« (1982), »Gladiator« (2000) og »The Martian« (2015) – er også et navn fra allerøverste hylde. Men en film er sjældent bedre end sit manuskript, og det er først og fremmest her, det er gået galt for »House of Gucci«, og de to manuskriptforfattere har heller ikke just ikoniske film bag sig på deres cv.

Som nævnt fungerer filmen trods sin lange spilletid som et skøjteløb hen over de på papiret mest dramatiske begivenheder i Maurizio Guccis liv. Fra hans første forelskelse, over hans opstigning til den øverste tinde i familieimperiet, til sit endeligt på trappen foran sit kontor i Milano, 27. marts 1995. Desværre skal utallet af store begivenheder kondenseres til få scener, og derfor bliver alt det væsentlige fortalt direkte i stedet for at blive vist på elegant vis. Det ender ofte ud i dialogbider à la »Jamen, jeg har aldrig følt mig så lykkelig som nu«. Selvfølgelig tilsat accenter af svingende kvalitet.

Den ellers så talentfulde Jared Leto misbruges i en regulær klovnerolle, hvor han er forandret til ukendelighed og kæmper gevaldigt med den italienske accent. Det bliver desværre hverken rørende eller tragikomisk at følge hans deroute. I stedet føles det mere som at se en malplaceret komedie midt i en dramafilm, hvor Gøg og Gokke er splejset sammen til én person.  Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Studios Fabio Lovino.

Det værste i denne henseende er karakterernes 180 graders-vendinger. Det kan være det mest magtfulde filmkneb, at hoved- og biroller pludselig viser sider, publikum ikke anede, de havde. Men i denne film virker hvert plottvist forceret og ufuldstændigt. Som om mellemregninger er klippet ud af det endelige manuskript. De fleste karakterer – selv Jeremy Irons, der virkelig forsøger at skabe noget mindeværdigt i rollen som Rodolfo Gucci – virker som ufærdige skabeloner, og af samme grund overrasker det aldrig, hvad nogen af dem foretager sig. Filmen gør sig med andre ord ikke fortjent til de store øjeblikke, den for alt i verden forsøger at fremkalde.

Tid til montager

Og så vender vi lige tilbage til klichéerne, for filmen storforbruger montager, der benyttes som en slags fastforward-knap mellem tidsperioder. Og når vi taler montager, så er det ikke den superspændstige og historieberigende stil, som vi blandt andet kender fra Martin Scorseses »GoodFellas« eller »The Wolf of Wall Street«. Nej, det er den langsommelige vi-griner-mens-vi-legende-sprøjter-vand-på-hinanden-for-at-vise-accept-og-glæde-og-kort-efter-følger-en-alt-for-lang-sexscene.

Personligt føler jeg, at Scott har forsøgt netop at skabe en Scorsese-stemning gennem det meste af filmen, for 80er-sange bliver afspillet i nærmest fuld længde og placeret virkelig prominent i lydmixet. Desværre for »House of Gucci«, lugter samlingen af numre af en hurtig søgning på årtiets største hit. Sangene er med andre ord FOR oplagte … og dermed intetsigende. På et tidspunkt møder Maurizio Gucci (Adam Driver) en supertrendy, ung designer i filmen, der fortæller ham, at tøjmærket Gucci »ikke længere er en opera, men en operette«. Det samme gælder Ridley Scotts samlede aftryk på denne film. Middelmådigheden flyder ud gennem alle dens plothuller, og vi er langt, langt, langt, langt fra britens bedste film.

Tom Ford og modens magi

Og det fører os til det sidste og måske allermest beklagelige punkt i filmen (altså ud over, at Jared Leto er fejlcastet og forvandlet til ukendelighed i rollen som Paolo Gucci, der forsøger at slå igennem som designer i egen ret, men kun lykkes med at fremstå som en klovn – og vel og mærke ikke som en klovn på den måde, som Ridley Scott havde håbet): At Gucci glimrer ved sit fravær.

Hvor ville det have været fantastisk hvis selve tøjet, moden og magien havde fået lov at fylde mere i »House of Gucci«. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Studios Courtesy of Metro Gol.

Her tænker jeg ikke på det brogede persongalleri fra Gucci-familien, men selve det legendariske tøjmærke. Moden og magien! Jo, der er scener, hvor vi får en fornemmelse af håndværket og familietraditionen og storheden, men det fungerer blot i glimt. I filmens uden sammenligning stærkeste minutter følger vi, hvordan rock’n’roll-designer Tom Ford fra Texas indtager førerpositionen hos den ellers så konservative modegigant.

Her instruerer Scott et modeshow, hvor catwalken vækkes til live i biografen, hvor musikken forstærker pulsen, og undertegnede blev overvældet med kuldegysninger. Tænk engang, hvis dén nerve havde løbet gennem hele filmen. Tænk engang, hvis manuskriptforfatterne og Scott havde opbygget filmen om øjeblikke som disse.

I stedet virker Scotts rodebutik på alle måder som et fejlslagent forsøg på at skabe en Oscar-værdig film – og det er samtidig derfor, den bedømmes så hårdt. Men hvis »House of Gucci« vinder statuetter i øvrige kategorier end Bedste kostumer og Bedste scenografi, så spiser undertegnede sine gamle sutsko ... der desværre ikke er Gucci.

»House of Gucci«. Amerikansk spillefilm. Varighed 158 minutter. Instruktør: Ridley Scott. Skuespillere: Lady Gaga, Adam Driver, Al Pacino, Jeremy Irons, Jared Leto. Premiere over hele landet.