Selvom dansk film på mange måder var påvirket af coronaepidemien i 2021, blev det alligevel et flot filmår, hvor en debutant brød igennem til det store publikum, en film satte danmarksrekord, og den historiske film for alvor fik markeret sig. Hele tre af årets fem bedste film bygger på historisk materiale. Det ligner en tendens.
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
1
Hvor kragerne vender
Det sker ret sjældent, at en nyudklækket instruktør brager igennem som det skete for Lisa Jespersen, der debuterede i sommermånederne med »Hvor kragerne vender.«
Næsten 150.000 mennesker gik i biografen og så filmen, der bygger på instruktørens egen opvækst i det, vi kalder Udkantsdanmark. I »Hvor kragerne vender« møder vi Irina (Rosalinde Mynster), da hun vender hjem til barndomsgården, fordi hendes bror skal giftes. Håret er klippet kort og foragten for barndomshjemmet er nypudset. Alligevel kæmper Irina også for at blive accepteret af sit gamle miljø.
Som en sand mønsterbryder har Lisa Jespersen et skarpt blik for både københavnerens selvoptagethed og den bondske plathed, men i stedet for at vælge den nemme løsning, skildrer hun sit barndomsmiljø med så meget varme og genkendelighed, at latteren aldrig for alvor bliver ond.
»Hvor Kragerne vender« er en moderne Erasmus Montanus-historie, der samtidig tør lave satire over det modsætningsforhold mellem hovedstad og provins, såkaldt elite og den brede befolkning, der findes i vores lille land.
Uddrag fra anmeldelsen:
»Uanset om du uden at blinke betaler 40 kroner for en cortado på havremælk, eller om kaffe for dig er noget, der kommer fra en kaffemaskine og fås i varianterne »sort« og »med mælk« – eller du har et ben i hver lejr – vil du garanteret i en eller anden grad blive ramt af temaet om, at man aldrig helt kan løbe fra, hvor man kommer fra. Selvom man måske gerne vil.«
Sikken en ballade, der kom efter premieren på Ole Bornedals film om bombningen af Den Franske Skole i København under Besættelsen. Først og fremmest var anmelderne uenige. Der var dem, der syntes, at filmen var for meget – og dem, der elskede den. Og så var der de pårørende, der krævede, at navnet på deres onkel blev fjernet, fordi filmen fik ham skildret som en morder, der slog uskyldige bryllupsgæster ihjel.
Drama er der også nok af i selve filmen, der er malet med bred og stærk pensel. Vi møder tre børn, der går på skolen, som fejlagtigt bombes i krigens sidste tid. Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund Nilsson go Ester Birch Beck byder på noget af det bedste børneskuespil, der er set længe i rollerne som Henry, Eva og Rigmor.
Deres præstation er vigtig, for »Skyggen i mit øje« er på alle måder en film, der ønsker at skildre krigen set fra dem, der har mindst ansvar og mest i klemme. Sjældent har tyske soldater været mere fraværende i en film om Anden Verdenskrig. Denne gang er det børnene, det handler om.
Uddrag af anmeldelsen:
»Normalt bryder jeg mig ganske enkelt ikke om børn i danske voksenfilm. De er i bedste fald akavede som skuespillere, og er som regel kun med for at eksponere de voksne karakterers familieforhold.
Det gælder dog ikke Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund Nilsson og Ester Birch Beck, der er uhyre godt castede som de tre centrale børnekarakterer, Henry, Eva og Rigmor, alle elever på Den Franske Skole. De tre børn er filmens esser; dem holder man hurtigt af, takket være deres sprælske mimik og stærke indlevelse i rollerne.«
Det kan godt være, at biograferne var ramt af restriktioner i dele af 2021, men intet kan tilsyneladende stoppe Anders Matthesen og hans ternede ninja.
Knap en million biografbilletter blev der solgt til den flabede plys-dræber, hvis sylespidse replikker rummer både sandheder og moralske domme. Det er kun anden gang, at en dansk spillefilm har formået at sælge 900.000 biografbilletter i over tre årtier. Første gang var den første omgang af »Ternet Ninja«.
Filmens hovedperson, den smalskuldrede skoledreng Aske, er nu en stor skoledreng, der føler sig lidt alene. Hans udkårne, Jessica, har for travlt med at jagte bad boys til at svare telefonen, og i stedet er Aske tvangsindlagt til at høre stedfar Jørns evige rablerier om hans nyopfundne afføringsapp.
Vi er med andre ord tilbage i samme univers som »Ternet Ninja«, men både billedside og animation har fået et løft siden den første film. Vigtigst af alt, så er hele universet omkring Ternet Ninja stadig skabt af folk, der tør tro på at deres publikum kan tænke selv. »Ternet Ninja 2« tør sige ting, man selv skal tænke over. Af den grund er der meget at forstå – og endnu mere at grine af – i ninjaen, der ender som årets absolut bedste familiefilm.
Uddrag af anmeldelsen:
»Med thailudere, sexistiske vittigheder, hyggesexisme og biljagter fortælles en moralsk fabel, der taler tidens egodyrkelse midt imod: Du kan ikke blive hvad som helst, hvisker ninjaen.
Du kan ikke ændre verden. Til gengæld kan du lære at tage ansvar, og du kan styre, hvordan du reagerer på verden. Det er nemlig sådan, man bliver voksen. Hvis man da ikke dør af grin undervejs.«
Der er langt mellem de gode, danske periodefilm. Ikke mindst fordi det kræver så store budgetter at lave en overbevisende skildring.
Men »Margrete den 1.« var noget særligt. Charlotte Sielings film om Danmarks første kvindelige regent, var ikke bare et spændende drama om den mand, der hævdede at være dronningens afdøde søn i en periode, hvor kongeriget vaklede mellem krig og fred. Iscenesættelsen var også helt fantastisk.
Endelig var filmen et bevis på, at det er muligt at bedrive feministisk historieskrivning uden at ende med et foredrag.
Rollen som den danske dronning var passende givet til Trine Dyrholm, der endnu engang beviste, hvor meget hun kan gøre for en film. Her var en dronning, der både kan være stålsat og hård i sine forhandlinger, og vakle, når hun bliver skal forholde sig til de private følelser. Sjældent har man følt sig mere rørt af en historisk film.
Uddrag fra anmeldelsen:
»Charlotte Sieling vægter det psykologiske drama lige så højt som det politiske, og samtlige skuespillere løfter opgaven, så de historiske figurer fremstår som levende mennesker.
Der er så meget at se og høre, at filmen vil kunne tåle adskillige gensyn. Jeg glæder mig således allerede til at gense Trine Dyrholm – i en storm af en scene – skrige sin ensomme vrede ud mod den skæbne, som guderne, folkets vilje og de gamle riger har pålagt hende.«
Allerede inden premieren på »Pagten« var der meget snak om Bille Augusts storfilm om Karen Blixen og hendes forhold til den noget yngre kollega Thorkild Hansen. Det er første gang, at der laves en dansk film om forfatterinden, som også blev skildret i Hollywood-filmen »Out of Africa«.
De to film kunne ikke være mere forskellige. Hvor »Out of Africa« lader Meryl Streep spille en drømmende og romantisk Blixen, viser den nye film en nærmest dæmonisk side af hende. Her er Blixen edderkoppekvinden i det ulige magtforhold, hvor den unge forfatter Thorkild Hansen bliver lovet en særlig status, hvis han til gengæld står til rådighed – psykisk såvel som kunstnerisk – for den aldrende baronesse.
Birthe Neumann spiller hovedrollen med lige dele diabolsk inderlighed og charmerende overflade. Hendes sorte øjne og langsomt krybende krav om at overtage den yngre kollega, gør »Pagten« til en sand gyser.
Kan man være et godt menneske og en stor kunstner samtidig? Kan man være et røvhul, hvis man blot er et dygtigt røvhul? Sjældent har en historisk film stillet mere aktuelle spørgsmål.
Uddrag af anmeldelsen:
»Er Birthe Neumann så god som Blixen? Nej. Hun er mageløs. Helt vildt fantastisk, faktisk.«
