Det er altid en farlig strategi at fornærme sit publikum, og i Vega gjorde Leslie Feist det to gange i træk:
»Det er ærgerligt, at I er her, for det var sådan en flot koncertsal, indtil I kom ind i den. Er det sådan man laver den slags her i øh ...«
»Danmark,« hviskede én i bandet.
»Danmark!« kom det lettet fra den canadiske sangerinde.
Hvorefter hun stemte i med »So Sorry«, som titlen antyder en perfekt sang at undskylde sine dumheder med. Lidt for perfekt, timet og tilrettelagt? Uanset om Feist fakede sin geografiske forvirring eller ej, var episoden et sigende billede på en koncert, hvor alt gik nydeligt op uden den mindste ukurante decimal i mente.
Siden hun i 2004 udgav »Let It Die«, har Feist nydt en status som de kloges feelgood-sangerinde, en smagfuldt rocket og slightly more sophisticated udgave af Norah Jones. Og med rette! Også i Vega sang hun med luft i stemmen og variation i udtrykket, og så er hun et frydefuldt naturtalent på en guitar:
Det én ene øjeblik slentrer hendes fingre hen over gribebrættet som som en doven edderkop med styr på tingene, det næste kradser hun – som en anden arrig kattemor – et besk rockdrive frem, for minutter senere at slå et klassisk backbeat an med et smæld som når man knalder en oppustet papirspose. Og når hun blev træt af det, fiflede hun med klaveret, og med at gøre sine sange levende med livesamplinger af sin egen stemme og fløjten.
Der er ikke meget, den dame ikke kan, og det samme kan siges om hendes medbragte kvartet: Under stemningsfuldt ophængte lyskæder, der hensatte det siddende publikum til et provinstivoli udenfor sæsonen, fortolkede den tynde sangerinde iklædt hængehår og spøjse sølværmer sine fine semihits som »Mushaboom« og »Gatekeeper« foran de fire elegante musikere med stort M. Musikerne byttede konstant instrumenter i en overlegen, men diskret skruen op og ned for dynamikken i Feists veldisponerede sange, der blev knyttet tæt sammen i en smukt opbygget koncert, som kun akkurat var et par vage ekstranumre for lang.
Men deri ligger måske Feists eneste svaghed: Et rent, afrundet voksenrockudtryk kan være en stor styrke, men det er nu engang sværere at skære sig ind under huden med en kniv uden spids. Ligesom hendes remixplade »Open Season« fra sidste år bringer klart flere nuancer frem i hendes sange, kunne koncertkunstneren Leslie Feist muligvis synge sig helt op i skyerne, hvis hun udfordrede sig selv med lidt mere kvalificeret mod- frem for medspil. Men hendes nuværende formel fungerer så forbasket effektivt, at jeg tvivler på, at det vil ske.
