»Interregnum« er et vellykket eksperiment

Corpus – Den Kgl. Ballets kompagni i kompagniet – har med »Interregnum« lavet en poetisk lille forestilling omkring krop og følelser.

Foto: Signe Roderik Fold sammen
Læs mere

Frustrationer hører med til den kreative proces. Også når den kreative proces er en demokratisk skabelsesproces, som det har været tilfældet med kreationen af forestillingen »Interregnum«, hvor de seks medvirkende dansere alle har været både koreografer, scenografer og beslutningstagere. En uvant situation for dansere i ballettens hierarkiske verden, men et ønskeeksperiment for Corpus, Den Kgl. Ballets kompagni i kompagniet.

Og eksperimentet må siges at være vellykket. For »Interregnum«, hvis titel netop hentyder til en periode frigjort fra sædvanlig autoritet, er med udgangspunkt i forskellige følelsestilstande blevet et stemningsfuldt og rimeligt sammenhængende 45 minutter langt danseværk, indrammet i en flot papkassescenografi med el-pærer i lange snore, der tændes og slukkes som stjerner på himlen.

Netop frustration viser sig at være en rigtig god og frugtbar følelse at danse på. For et højdepunkt er den afsluttende del, hvor Kizzy Matiakis smidigt fører an i en herlig frustrationsdans og får følgeskab af de andre dansere i stramt strukturerede bevægelser og kropsrytmer akkompagneret af Sune Martins fine og følsomme live musik.

Musik og ballet

Programmet igennem byder »Interregnum« ikke bare på god bevægelseskvalitet i soloer, duoer og gruppedanse, men også ekspressiv mimik, og det er en fornøjelse at se de to unge talentfulde aspiranter Oliver Marcus og Tobias Praetorius i samspil med garvede dansere som Louise Midjord, Elisabeth Dam og Louise Østergaard.

Uanset om fokus er på angst, passion, frustration eller andre følelser bruger danserne meget effektfuldt åndedrættet højlydt som en organisk og rytmisk medspiller, der giver ekstra nærvær til dansen i Takkelloftets intime rum. Og så er det en rigtig god idé, at danserne til slut som sløjfe på programmet yderst velformuleret fortæller og besvarer spørgsmål om deres arbejdsproces i »Interregnum«.

Hvad: »Interregnum«.

Hvem: Corpus. Musik: Sune Martin. Procesansvarlig: Marie Haugsted Mors.

Hvor: Takkelloftet, Operaen, sidste dag 21. september.