Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Der var fem, der var fire, der var tre ... I begyndelsen er alle otiumstolene på scenen optaget i Mungo Parks »Den allersidste dans«, der lader teatrets unge ensemble tage en svingom med alderdommen. Men ikke længe. De falder jo fra som fluer, de gamle: Pludselig er pladsen ved siden af tom, fint illustreret ved, at skuespillerne afskræller sig briller, kunstige maver, farfarbukser og mormorbluser for at træde ud af legen og forlade scenen.
Instruktøren Petrea Søe har i det hele taget arbejdet dynamisk med collageformen, der afbryder dialogen på plejecentret af små monologer, pludselige klip tilbage i tiden, scener fra vejen mod forfaldet. Minderne har man da lov at ha'- hvis man ellers er heldig. Ind imellem tyr de gamle til trygheden i de gammelkendte toner fra ungdommen - enten som ekko fra en skrattende radio eller istemt af ensemblet: »Glemmer du«, »Man bli'r så glad, når solen skinner«, »Blot slentre gennem regn«. Vemodigt ekko fra gladere dage, men også undertiden et memento mori - især når det handler om at mødes og skilles.
Som altid hos Mungo Park er det ensemblet, der er i centrum. Og hver af de unge skuespillere har arbejdet fornemt med detaljen. Det kan ikke undgås, at de gamle udleveres en smule til latteren, når de unge glatansigter fokuserer på en rystende hånd, futtetfutgang og pudsige udfald af hukommelsessvigt. Den ubarmhjertige aldersproces er jo nu engang både tragisk, forfærdende og undertiden ufrivilligt komisk. Men samtidig er det åbenbart, at Mungo Parks grønskollinger er gået ind i rollerne med kærlig indlevelse. Fremstillingen bliver aldrig grel parodi. Og det er lidt af en bedrift.
Rundt med kaffevognen
Tag nu det komiske talent Rikke Bilde, der især som jyske Karen, som gemmer sig for sin familie, fordi de ikke skal se hendes forfald, balancerer flot mellem det kontant afleverede og det meget rørende. Eller Tilde Maja Frederiksens skønne og sikkert udfoldede portræt af den optimistiske Susanne Andersen -»Sus er navnet«- 83-årig forfatterinde og læserbrevsskribent, en globetrotter med ciseleret talesæt. Hendes protest mod at blive reduceret til »ældrebyrde« er vel det nærmeste, man kommer stykkets credo: »Jeg er en olding, og jeg er stolt af det!« Det er også hende, der opsummerer alvoren bag forestillingen: »Det er en rå tanke, at livshistoriens slutkapitel er ved at blive skrevet, uden at man kan ændre noget selv.«
Og de andre er lige i hælene på turen rundt med kaffevognen, hvor der kæmpes for at mande sig selv og hinanden op og bevare en sidste værdighed. Kitt Maiken Mortensen som den nervøst skrøbelige, stramtandende forstanderinde, hvis ultimative ydmygelse er ikke længere at kunne tage vare på sin personlige hygiejne. Christian Tafdrup som den krampagtigt optimistiske sportsmand, hvis fysiske bedrifter er snævret ind til lidt gymnastik i lænestolen. Og Nils P. Munk som en gammel charmør.
Mungo Park tager smukt og blidt de gamle i hånden. Ensemblets researcharbejde er resulteret af en underholdende og ikke så lidt rørende forestilling, lige egnet for pensionistklubber som for den unge flok, jeg så forestillingen med. Uhyggeligt unge!
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
