Ung mand anholdt for dobbeltdrab i Østjylland

To personer blev onsdag aften fundet dræbt i en bolig i Sabro, der ligger vest for Aarhus.

En 28-årig mand blev samme aften anholdt for de to drab.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet er den anholdte i familie med de to ofre. Der er formentlig tale om boligens 92-årige beboer og en 61-årig kvinde.

De er dog ikke endeligt blevet identificeret, lyder det.

Det er uvist, hvordan den 28-årige mand forholder sig til den alvorlige sigtelse. Han bliver senere torsdag fremstillet i et grundlovsforhør.

Her vil anklagemyndigheden bede om lukkede døre.

Derfor ønsker Østjyllands Politi ikke at sige meget mere om sagen.

- Jeg kan sige, at vi får en anmeldelse i går aftes, der gør, at vi rykker ud til stedet. Der finder en patrulje de to personer, som er blevet dræbt, siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver fra politiet.

Han ønsker ikke at svare på, hvordan de to er blevet dræbt.

Der er intet, der tyder på, at der er medgerningsmænd på fri fod.

- Det er der ikke en formodning om, siger Jakob Christiansen.

Omkring klokken 09 er det uvist, hvor grundlovsforhøret skal afholdes.

I 2014 udgav Justitsministeriet en rapport, hvor man havde undersøgt baggrunden for 168 drab begået i Danmark fra 2008 til 2011.

Her viste det sig, at i størstedelen af drabssagerne har offer og gerningsperson kendt hinanden. Faktisk har de i et flertal af sagerne haft en ganske nær relation.

Omkring hvert tredje drab blev begået af en nuværende eller tidligere partner, mens andre typer familierelationer tegner sig for 18 procent af tilfældene.

/ritzau/