Tyrkisk film beskyldes for antisemitisme

Tyrkisk heltefilm, der foreløbig ikke kan vises i Tyskland, havde i går premiere i Danmark.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I går på den såkaldte Auschwitzdag, hvor man mindes Holocaust og andre forbrydelser mod menneskeheden, havde tre danske biografer premiere på en tyrkisk film, »Kurtlar Vadisi Filistin«, som kritiseres for at være antisemitisk.

»Man må vise, hvad man vil, men det er bekymrende at vise sådan en film, hvis man ikke gør opmærksom på, at der er tale om propaganda,« siger den københavnske politiker Lars Aslan Rasmussen (S).

Det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skrev i går på sin hjemmeside, at den tyske filmcensur foreløbig har stoppet filmen, og et tysk parlamentsmedlem kalder det »usmageligt«, at filmen skulle have haft premiere på netop Auschwitzdagen.

Filmen er et spin off af filmserien »Valley of the Wolves«, der beskriver tyrkere som ærefulde og modige og israelere som inhumane og brutale, skriver Spiegel. Serien har været skarpt kritiseret både i Tyrkiet og andre lande.

Finn Schwarz, formand for Det Mosaiske Troessamfund, har ikke set filmen, men han siger, at det er problematisk, at der i den arabiske verden laves antisemitiske film, som fremmer konflikt og hate crimes.

»Vi er jo bekendt med, at der vises film, som ikke bare er Israel-kritiske - det er jo helt i orden - men også antisemitiske. Det er også problematisk, når en række lande viser serier med antisemitisk indhold, som via paraboler kan ses i andre lande, herunder Danmark. Særligt hvis de, som ser dem, ikke ser det øvrige nyhedsudbud,« siger Finn Schwarz.

»Vi forsøger i Mosaisk Troessamfund efter bedste evne at være åbne, for når der bliver sat mennesker bag betegnelser som jøde, muslim, kristen eller andet, så fjerner man den umenneskeliggørelse, som den slags film fører til,« siger Finn Schwarz.

Park Bio i København er en af de biografer, som viser filmen, og her siger ejeren Søren Meinertsen:

»Jeg er meget ked af det, hvis filmen opleves propagandistisk. Jeg har opfattet den som en ren underholdningsfilm - selvfølgelig med de fjendebilleder, som man har i et andet land. Jeg vil nu kigge filmen nøje igennem, for vi vil ikke bruges til propaganda.«