Tavse ofre hjælper ikke politiet

Politiet er på bar bund i jagten på dem, der dræbte en og sårede en anden i bil på Nørrebro. De, der blev skudt på, holder tand for tunge.

De, der blev skudt på, siger ikke noget. Derfor er Københavns Politi stadig på bar bund i jagten på dem, der sent onsdag aften dræbte en og sårede en anden, mens de sad i en bil i Mimersgade på Nørrebro med nogle kammerater.

- De nærmeste til at fortælle, hvem der skød, er de implicerede parter. Det ønsker de ikke at bidrage med. De vil fortælle nogle løgnehistorier. Det kan jeg ikke bruge til noget, siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Ove Dahl.

Bilen, som de tilskadekomne sad i, blev ramt af seks-syv skud. Motoren i bilen blev også ramt. Men det lykkedes chaufføren at køre til Rigshospitalets skadestue.

Ved hospitalet blev fire af deres venner senere anholdt, da de kørte rundt i en anden bil. De havde skudsikre veste på og en pistol i bilen og blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at overtræde våbenloven.

Politiet vil stadig gerne høre fra vidner til skyderiet.

/ritzau/