Tahira drømte om det store hus i Pakistan

Drabet på den 31-årige dansk-pakistanske Tahira Tabassum har i denne uge fyldt danskerne med gru. Hvem var hun? Hvordan var hendes liv i Danmark? Og hvorfor skulle denne stilfærdige, tilbageholdende kvinde dræbes?

Klassebillede 1987/1988 på Frederiksborg Byskole i Hillerød: Tahira, der står ved siden af sin lærer gennem alle årene, Jørgen Kruse yderst til venstre, var det eneste mørklødede barn i klassen, og selvom hun var glad for at gå på skolen, var hun meget tilbageholdende og fik aldrig hjerteveninder. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det almennyttige boligbyggeri Arildsgård i Husum er et ældre, men pænt boligkvarter. Nyklippede plæner mellem gule murstenskareer, farvestrålende parasoller og bugnende blomsterkummer på de fleste altaner.

Her boede Tahira Tabassum indtil for tre år siden med sin mand og to små døtre. Et tilsyneladende lykkeligt par og en velfungerende familie, der ikke gjorde stor ståhej af sig.

I dag er der ingen blomster på altanen til deres lejlighed, gardiner og persienner er trukket tæt for vinduerne, og dørtelefonen får lov til at ringe forgæves, igen og igen.

Den 19. juni blev 31-årige Tahira Tabassum dræbt med to skud på tæt hold i det værelse i sine svigerforældres hus i landsbyen Kharian i den pakistanske Punjab-provins, hvor hun og døtrene efter sigende nærmest har været holdt som fanger de seneste tre år.

Hendes svoger – ægtemandens lillebror – har tilstået drabet og er fængslet i Pakistan, mens hendes mand, MS, er mistænkt for at have beordret drabet. Han har været tilbageholdt af det danske politi, er blevet frigivet og har nu i flere dage været gået under jorden.

Imens svirrer rygter og gensidige beskyldninger mellem de to familier i både Danmark og Pakistan. Var der tale om æresdrab, som – skønt det ifølge loven kan medføre dødsstraf – i vidt omfang accepteres af både befolkning og myndigheder i Pakistan?

Og var det i så fald på grund af hendes påståede utroskab, eller skyldtes drabet det faktum, at hun ikke havde formået at føde sin mand en levedygtig dreng? Var det et uheld, et drab begået i affekt eller fuldskab, som svigerfamilien nu hævder. Eller lå der rene økonomiske motiver bag drabet, som Tahiras bror har påstået?

Og over alle disse gisninger står det helt essentielle spørgsmål: Hvordan kunne en så krank skæbne med rod i en gammeldags, feudal kultur overgå en ung kvinde, der var født og opvokset i Danmark?

Hvorfor sagde Tahira ikke fra over for svigerfamiliens urimelige behandling. Hvorfor tog hun ikke sit gode tøj og sine børn og satte sig på det første fly til København?

Fordi Tahira Tabassum havde en drøm. En drøm, som hun delte, ikke bare med sin mand, men med flere generationer af pakistanske indvandrere i Danmark.

Drømmen om det store hus hjemme i Pakistan, som skal vise for alverden – og især for naboerne og familien i landsbyen – at de har haft succes i det fremmede. Det er den drøm, der får pakistanske mænd til at knokle i døgndrift bag rattet i deres taxier, og som får kvinder som Tahira til at acceptere et usselt liv i årevis på svigermors nåde og unåde.

Hos sin pakistanske svigerfamilie måtte Tahira vaske, lave mad og gøre rent for hele familien. Hun boede yderst spartansk, kun med en gammel seng og et skab, og nogle gange låste svigermoderen sågar køkkenet af, så hun ikke kunne få mad eller mælk til sine børn.

Men når hendes slægtninge spurgte, hvorfor hun ikke rejste tilbage til Danmark, svarede hun altid, at det var fordi hun og hendes mand ville bygge et hjem i Pakistan, fortæller Tahiras kusine i Pakistan, Samara Ahmed.

»Når hun beklagede sig til sin mand over svigerfamiliens behandling, sagde han bare, at han snart ville bygge et hjem til hende. Og når hun bad ham om penge, sagde han, at han jo sparede op til deres nye hjem,« siger hun.

Det er især de unge familiesammenførte mænd, der stadig har drømmen om det store hus i Pakistan, mener den dansk-pakistanske forfatter og journalist, Rushy Rashid:

»Det var den drøm, der oprindelig fik deres fædre til at flytte til Vesten,« siger hun. Hun er dybt frustreret over den skæbne, der bliver unge piger som Tahira Tabassum til del, når de, forblændet af løfter om et liv i luksus i hjemlandet betalt med danske taxa-penge, indvilliger i at flytte ind hos svigerfamilien i den pakistanske landsby:

»Pigerne er naive. De kender kun familien fra de hyggelige ferier. De ved ikke, hvor hård tilværelsen kan være, når man som svigerdatter befinder sig nederst i hierarkiet i en pakistansk storfamilie,« siger Rushy Rashid.

Og Tahira Tabassum var på mange måder en både naiv og godtroende pige, husker hendes matematik- og klasselærer fra Frederiksborg Byskole i Hillerød, hvor hun gik indtil 8. klasse: »Mange af de ting, som andre gennemskuede, tog hun helt bogstaveligt. Og hun var overbevist om, at det, som familien sagde, var det bedste for hende,« siger han.

Faderen, Bashir Tabassum, kom til Danmark i 1970. Han ernærede sig ved taxakørsel og blev senere vognmand. Desuden var han meget engageret i det shiamuslimske Islamic Center Jaffaria i Rådmandsgade i København og rejste ofte rundt i Europa. Han døde for cirka seks år siden i Saudi Arabien under en pilgrimsrejse til Mekka.

Tahira blev født i 1977 som den anden i en søskendeflok på fem; to drenge og tre piger. Jørgen Kruse husker hende som en sød pige, der aldrig var problemer med, men også meget tilbageholdende:

»Hun legede med pigerne i frikvartererne, men ikke med drengene, og hun havde ingen hjerteveninder. I fritiden foregik alting meget tæt på hjemmet, og hun var aldrig med til børnefødselsdage eller klassefester,« mindes han.

Da klassen skulle på lejrskole, tog Jørgen Kruse hjem og talte med forældrene:

»Noget af det, jeg husker tydeligst fra samtalen, er faderens ord: ’Hvis vi tillod hende at tage med, ville vi stå i et dårligt lys i familien’. Hun var meget strengt opdraget, og der er ingen tvivl om, at familien og familiesammenholdet var det vigtigste,« siger han.

Tahira var flere gange væk fra skolen i flere måneder ad gangen, når familien sendte hende på ophold i Pakistan:

»Det hed sig, at det var fordi klimaet i Pakistan var godt for den hudsygdom, vistnok psoriasis, hun led af. Men jeg tror nu også, rejserne havde et kulturopdragende formål.«

I hele tredje klasse var hun også væk fra skolen, da forældrene meldte hende ind i en islamisk skole i København. Og da hun skulle begynde i 8. klasse, sendte forældrene hende igen til Pakistan. Denne gang kom hun ikke tilbage til skolen:

»Der gik rygter blandt de andre piger i klassen om, at hun skulle hjem og giftes. Men det havde tilsyneladende ikke noget på sig,« siger Jørgen Kruse. Alligevel kunne han ikke lade være med at bekymre sig:

»Jeg husker, at jeg tænkte: Hvordan skal det mon gå hende, hvis hun ender i en lille landsby med en helt anden livsførelse og kultur end den, hun er vokset op i her i Danmark? Hvor mon hun ender i livet? Tvangsægteskab var jo det, jeg frygtede dengang,« siger han.

Jørgen Kruse hørte aldrig siden fra hverken Tahira eller hendes familie. Ikke før han forleden hørte om drabet på hende:

»Jeg har ofte tænkt over, om man kunne have grebet ind i hendes skæbne allerede dengang,« siger han. »Men jeg tvivler på, at jeg kunne have ændret noget – heller ikke, selvom det havde været i dag. Det er et meget lukket miljø, og Tahira selv var meget svær at komme ind på livet af.«

Tahira selv havde tilsyneladende ingen indvendinger, da hendes mand for tre år siden foreslog, at hun og børnene flyttede ned til hans familie i Pakistan:

»Hun var meget konservativ i den måde, hun levede på, hun gik også med tørklæde, selvom hendes mor ikke gjorde,« fortæller en kvindelig bekendt af familien.

»Jeg tror godt, hun selv ville rejse derned og sætte sine døtre i en muslimsk skole,« siger, SS, hvis fulde navn er redaktionen bekendt.

Brylluppet med den fjerne slægtning, MS, kom i stand, selvom hans familie økonomisk var langt ringere stillet end familien Tabassum. Det skyldtes dels, at Tahiras hudsygdom kunne gøre det svært at finde en ægtemand på samme økonomiske niveau. Og dels venskabet mellem Tahiras far og ægtemandens far fra dengang i 1970erne, da de begge kom til Danmark.

Det venskab mellem familierne er definitivt brudt nu. Tahiras familie beskylder hendes ægtemand for både fysisk og psykisk mishandling, for at have tvunget Tahira til Pakistan og endelig for at have stået bag mordet på hende.

De kæmper nu for at få Tahiras to døtre, seksårige Zeinub og fireårige Noor Fatima, til Danmark. De to små piger, som på nærmeste hold overværede den brutale nedskydning af deres mor, opholder sig fortsat i svigerfamiliens hus, blot få meter fra det værelse, hvor drabet fandt sted.

Ifølge chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Lars Thuesen, arbejdes der i øjeblikket på at få de to piger til Danmark:

»Vi er i kontakt med begge sider af børnenes familie, Vi har en konkret opgave, der handler om at få dem til Danmark på den mest skånsomme måde,« siger han til Jyllands-Posten.

Det kan imidlertid blive en hård kamp. Berlingske Tidende talte i går med den ene af drabsmandens brødre, Hafiz Taimur, som konstaterer:

»Der er intet besluttet om at sende børnene til Danmark.«