Søndag løb Annette sit 50. maraton på 50 dage

Der er stadig lang vej igen for Annette Fredskov, som har sat sig for at gennemføre 366 maratonløb på bare et år.

Annette Fredskov har sat sig for at løbe 366 maratonløb i løbet af 365 dage, og søndagens løb var »blot« nummer 50 i træk. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fire timer, 52 minutter og to sekunder tog det Annette Fredskov at gennemføre sit maratonløb søndag. De fleste ville sikkert være ganske godt tilfredse med blot at have gennemført de mytiske godt 42 kilometer, som maratondistancen er.

Men for Annette Fredskov var søndagens løb, der blev gennemført i selskab med fire andre nær Næstved, ikke noget særligt. For hun har sat sig for at løbe 366 maratonløb i løbet af 365 dage, og søndagens løb var »blot« nummer 50 i træk.

- Det har været meget stille og roligt, og jeg har også været meget afslappet omkring det, for der kommer mange mærkedage, siger Annette Fredskov.

Hvor meget kan kroppen klare?

Hun begyndte sit projekt 15. juli i år, og søndag den 14. juli næste år vil hun slutte af på beskeden maner ved at gennemføre hele to løb på samme dag.

Hun fortæller, at hun ikke gør det for rekorderne eller opmærksomheden. Det handler i stedet om, hvad kroppen kan præstere.

- Jeg blev forelsket i maratondistancen allerede ved det første løb, jeg gennemførte i Frankfurt i 2010. Jeg synes, det er helt fantastisk at løbe maraton. Siden blev jeg nysgerrig over, hvad vi kan, når vores krop og sind spiller sammen, og vi ikke sætter begrænsninger for os selv, siger hun.

Når man skal afsætte tid til at løbe de 42 kilometer og 195 meter hver dag i et år, er der ikke plads til meget ved siden af, og derfor er Annettes løbeprojekt også et projekt, der kræver noget af hendes to børn og særligt hendes mand.

- Jeg arbejder ikke ved siden af. Det er en prioritering, som vi har valgt i familien. Vi sætter tæring efter næring, og vi lever af min mands løn og noget opsparing. Det er blevet et familieprojekt, og vi har valgt at bruge vores penge på den måde, siger hun.

»Det er hårdt«

Men har hun så virkelig også tænkt sig at stoppe, når løb nummer 366 er gennemført?

- Det er jeg ret overbevist om, for det er hårdt. Jeg bliver meget træt om aftenen efter hvert løb, og det tror jeg er noget, som jeg bliver træt af i længden. Jeg tror, jeg vil gå tilbage til det, jeg gjorde i starten og »kun« løbe et maraton om ugen. Jeg ved godt, det lyder åndssvagt også, forklarer hun.

Selvom rekorderne altså ikke er det afgørende for Annette, så er det alligevel netop sådan en, der gør, at det samlede antal løb er 366 og ikke »kun« 365.

- Der går lidt rekord i den. Der er en belgisk mand, der har løbet 42 kilometer hver dag i et år. Og det er faktisk derfor, jeg tænke, »så tager jeg da lige et ekstra«.

Hvordan det bliver at gennemføre det hele, har Annette svært ved at tænke sig til.

- Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det bliver. Det bliver helt sikkert et kick. Måske kommer jeg til at tude hele dagen, siger hun.

Annette Fredskov regner med, at det kommer til at koste mellem 20 og 25 par løbesko at gennemføre de mange løb. Heldigvis er der en flink sponsor, der har været villig til at betale den udgift.