Patrulje finder yngre mand liggende under brændende dyne

Politipatrulje sparker døren ind til brændende lejlighed og redder bevidstløs beboer ud.

Skive. En 24-årig mand i Skive kan takke årvågne beboere, en fungerende brandalarm og en politipatrulje for, at han natten til fredag er sluppet fra en brand i sin lejlighed med livet i behold og uden større skader.

Politiet i Midt- og Vestjylland modtog klokken 01.58 en anmeldelse fra en beboer i en etageejendom på Søndergade 17 i centrum af Skive.

- Beboeren kunne lugte røg og hører også en røgalarm. Vi sender en patrulje til stedet, som sparker døren til en lejlighed i underste etage ind. Her finder de en mand liggende i sin seng under en brændende dyne, siger vagtchef Henrik Nielsen.

Den 24-årige mand var - muligvis på grund af røgforgiftning - så desorienteret, at han ifølge vagtchefen ikke sansede, hvad der skete omkring ham, da politiet fik kontakt til ham.

- Ilden er muligvis opstået, fordi han har haft gang i tobaksrygning, og så er han faldet i søvn. Betjentene får ham reddet ud af lejligheden, og han er nu bragt til kontrol for røgforgiftning på hospitalet i Viborg, oplyser Henrik Nielsen.

En af betjentene indåndede også så meget røg under redningsaktionen, at han er sendt til tjek på hospitalet.

Det har ikke været nødvendigt at evakuere andre af ejendommens beboere.

/ritzau/