Mulig håndgranat fundet i Helsingør

Nordsjællands Politi har fredag eftermiddag fundet en genstand, som ligner en håndgranat. Fundet er gjort i Folehaven, der er en del af boligområdet Vapnagaard i Helsingør.

»Vi venter på at få en endelig melding fra vores ammunitionsrydder, der er på stedet, i forhold til at få bekræftet, at det rent faktisk er en håndgranat,« siger Ole Hestbæk, vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Politiet har selv en patrulje på stedet, som ifølge vagtchefen vurderer, at der rent faktisk er tale om en håndgranat.

Området er afspærret, men der er endnu ingen evakuerede, oplyser vagtchefen.

BNB