Løsladt gidsel: De truede os

Danica White blev kapret, mens besætningen var ved at gøre rent. Der var 12-15 gidseltagere, fortæller Jens Peter Skov Jensen til TV2 Fyn.

Det danske fragtskib Danica White blev kapret i farvandet ud for Somalias kyst, mens besætningen var ved at gøre rent. Der var 12-15 gidseltagere. Det fortæller en af de fem frigivne søfolk, 26-årige Jens Peter Skov Jensen fra Nyborg, til TV2 Fyn.

Han fortæller, at søfolkene var under et hårdt pres, og at de ikke fik megen søvn, og at de var meget stressede.

- Vi blev adskillige gange truet, og vi fik at vide, at hvis vi ikke hostede op med nogle penge til militsen, ville vi enten få skåret halsen over eller blive skudt, siger han til tv-stationen.

Forholdet internt blandt de fem gidsler om bord var heller ikke hele tiden godt.

- Stemningen iblandt os har ikke været lige god hele tiden. Vi har gået og snerret af hinanden, men vi har prøvet på at holde humøret oppe, siger Jens Peter Jensen til TV2 Fyn.

Jens Peter Skov Jensen og de fire andre frigivne søfolk fra Danica White landede tirsdag aften i lufthavnen i Beldringe ved Odense, efter at de i 83 dage var gidsler hos piraterne.

Hjemkosten foregik under stor beskyttelse. Udenrigsministeriet og politiet lagde en jernring om gidslerne og deres pårørende, der på forhånd havde sagt, at de ikke ville møde pressen ved hjemkomsten.

Krisepsykologerne fra Søfartens Arbejdsmiljøråd, der behandler gidslerne, har rådet dem til at holde sig fra at møde pressen den første måned.

/ritzau/