Kvinderne flygter fra snaps og sæljagt

Grønland er igen kommet i vælten efter TV-dokumentar om blandt andet overgreb på børn. Ude omkring i de små byer og bygder er problemerne ikke mindre. Her er der mange steder nu et massivt underskud af unge kvinder. De flygter fra druk og SOCIALT ARMOD ind til de større byer eller til Danmark i håb om et bedre liv. Skellet mellem de velfungerende og de dårligt fungerende bare vokser.

Den fantastiske natur i Sydgrønland er ikke tilstrækkeligt til at holde på kvinderne. Mange flytter til byerne, når den sociale krise kradser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sigrid Rasmussen

NANORTALIK: En dame læner sig ind over en helt ung kvinde. De hiver i hinanden, mens de skriger og råber på grønlandsk. Andre gæster i lokalet skiller dem ad, og deres skrig bliver til gråd, mens Kim Larsens 80er-hits får nogle til at danse ubekymret.

Det er en normal fredag aften på baren i Hotel Kap Farvel i den sydgrønlandske by Nanortalik.

Inger Karlsen er vant til at se lidt af hvert. Luften er tyk af kys, kærtegn, skældsord – og alkohol. Masser af alkohol.

Den 32-årige bartender kan godt forstå, at unge kvinder flygter fra de små grønlandske byer. Væk fra ideen om at rigtige mænd fanger sæler, og at kvinden vasker op. Væk fra bingo og hård sprut. Men hun har alligevel valgt at blive og tage kampen op.

Inger er kendt som en usædvanlig kvinde. Hun er souschef på byens største hotel og herre over sit eget liv. For otte år smed hun faderen til sine to børn ud – træt af at betale alle regningerne, mens han lå på sofaen. Som eneste forsørger af parrets to børn mente hun, at hun burde have ret til deres hus, men hendes samlever var ikke enig. Hun gik rettens vej og fik besked på, at hun skulle købe ham ud.

»Jeg viste dem alle mine kvitteringer og sagde ’kan I ikke se, at jeg har betalt det hele. Hvordan kan I nedtrykke mig på den måde?’« fortæller hun.

Hun nægtede at betale manden ud.
»Jeg skrev til hjemmestyret og spurgte, om de ikke kunne give mig et tilbud på et hus, jeg havde udset mig.«

De sagde, at hun kunne købe huset for 200.000 kroner, som hun lånte i banken, hvilket er usædvanligt i Grønland, da de fleste køber huse med økonomisk hjælp fra hjemmestyret.

»Her er der ikke nogen, der køber hus – slet ikke alene,« siger hun.

Nanortalik er Grønlands sydligste kommune. Ismasser driver forbi om sommeren, hvor fjeldene blomstrer smukt. Alligevel flytter mange fra kommunen til større byer, og mange vælger helt at forlade Grønland. Størstedelen af udvandrerne er unge kvinder.

Det konkluderer Rasmus Ole Rasmussen, lektor i geografi ved Roskilde Universitetscenter, i en ny undersøgelse.

»Underskuddet af kvinder er et problem i forhold til reproduktionen og udviklingen af Grønland,« siger han.

Tendensen gælder for hele Grønland, men især Nanortalik Kommune er ramt – ikke mindst dens bygder. Andelen af kvinder i Nanortalik er dalet drastisk fra 1990 til 2007. Helt konkret mangler der 12 procent kvinder i Nanortalik by, og i nogle af de omkringliggende bygder er kvindeunderskuddet 50 procent. Manglen på kvinder er mest udtalt i den fødedygtige alder fra 20 til 50 år, viser hans undersøgelser.
»Det er de gamle, der bliver, og det betyder, at manglen er større, end tallene umiddelbart viser,« siger Rasmus Ole Rasmussen.

Bag statistikken gemmer sig også en dyster virkelighed. For mens kvinderne flygter for at forbedre deres fremtidsmuligheder, dominerer drengene i selvmords- og alkoholstatistikkerne.

»Det er ofte mænd, der har problemer med alkohol og udviser voldelig adfærd,« siger Peter Bjerregaard, der er professor i arktisk sundhed ved Institut for Folkesundhed i København.

Fire gange så mange mænd som kvinder begik i 2002 selvmord i følge tal fra Grønlands Statistik. 38 procent af Grønlands mænd har et skadeligt alkoholforbrug.

For kvinder er tallet 12 procent.

Kvinderne klarer sig generelt bedre end mændene i samfundet. Tre ud af fem uddannede er kvinder, og de opnår også de bedste resultater.

»Som så mange andre steder i verden er det kvinderne, der får en uddannelse og dermed mulighed for at slippe væk. Mændene i bygderne bliver derimod uddannet som fangere eller fiskere, og de kan jo ikke bare flytte til et sted, hvor de ikke kender fangstpladserne eller fiskerimulighederne,« siger Peter Bjerregaard.

»De unge fyre, den kommende forsørger, er fra gammel tid forkælede, og de bliver hyldet, når de skyder en sæl. Når de har fået instrukser, de ikke kan eller vil leve op til, ringer de til forældrene og brokker sig,« siger Svend Erik Pedersen, der bestyrer et af Nanortaliks kollegier.

Selvmord koster hver uge et menneskeliv, hvilket er en tårnhøj statistik i et land med cirka 55.000 indbyggere.

»De føler sig afmægtige i forhold til de værdiforskelle, der er imellem deres egen opdragelse og de moderne krav, der stilles fra samfundet. Derfor beslutter alt for mange at tage livet af sig selv og ofte på en affektiv og voldsom måde«.
Svend Erik Pedersen, der er på Inger Karlsens alder, kender selv frustrationen.
»Vi har så mange tabuer. Der er for få, der ønsker at se i øjnene, at alt for mange medarbejdere ikke møder på arbejde, når der har været lønningsdag. Vi vil gerne være stolte af at være grønlændere og have noget, vi kan stå sammen om udover nationaldagen, men det eneste, vi kan blive enige om, er at hade danskerne,« siger han.

De unge kvinder har, modsat drengene, stærke rollemodeller, forklarer Kurt Pedersen, der er arbejdsmarkedschef i Nanortalik og leder et center, der opkvalificerer unge fra hele området.

»Det er hårdt at være kvinde i de små samfund, og derfor har pigerne nogle meget stærke og hårdføre rollemodeller. Selv i dag, år 2007, er det en kvindes job at sørge for, at manden har det godt. De unge kvinder har fundet ud af, at det ikke er optimalt. Bygdedrengene falder nemt til patten og lægger sig på sofaen,« siger han. En af de piger, der ikke kan vente med at komme væk, er 18-årige Anne Sommer. Hun vil gerne til et større sted eller tilbage til hjembyen Manitsoq. »Drengene og mændene skal være fangere ligesom deres familier. Min kæreste ville gerne tilbage for at gå på jagt med sin far. De er afhængige af is og sæler. Jeg gider ikke det her liv med at tage hjem og lave mad og tage til håndbold.«

Inger Karlsen mener selv, at hendes opdragelse med en færøsk far, har betydet alt. Hun forsøger selv at være en god rollemodel. Hun er særlig forsigtig med sin søn, som hun lærer at vaske op og tage ansvar.

Inger har for nylig forsøgt at overbevise kommunen om, at Nanortaliks forsamlingshus skal bruges til kulturelle aktiviteter for børnene, så de kan lære om erhvervsliv og uddannelse.

»Hver aften i ugen er der bingo i forsamlingshuset, hvor folk spiller deres penge op,« fortæller hun.

Byens børn hang ud til sent om aftenen, så Inger startede en underskriftsindsamling, men det hjalp ikke stort. Nu lukker bingoaftenen klokken ti, men flytter videre til et andet lokale.

Kampen mod bingohallen har vist Inger, at der er lang vej endnu.

»Vi har mange muligheder her i Sydgrønland. Vi skal bare blive bedre til at udnytte dem. Her er for mange ekstremer, folk der drikker for meget, folk der spiller for meget, og folk der arbejder meget. Vi mangler en mellemvej. Normale mennesker der tager ansvar.«