Kulturborgmester raser over optøjer på Nørrebro: »Det kan betyde en lukning af huset«

Demonstrationen på Nørrebro onsdag aften, hvor der blev kastet med brosten og smadret ruder, risikerer at få den konsekvens, at politikerne må lukke det nye Ungdomshus på Dortheavej, fortæller kulturborgmester i København, Carl Christian Ebbesen (DF).

Ungdomshuset i København afholdt onsdag den 1. marts 2017 en demonstration i anledning af 10-året for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Jeg er rasende. Det er en helt utilstedelig opførsel.«

Sådan siger kulturborgmester i København, Carl Christian Ebbesen (DF), efter en demonstration onsdag aften udviklede sig voldeligt på Nørrebro, da omkring 1.000 mennesker var samlet for at markere tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Han er nu ved at undersøge mulighederne for at lukke det nye ungdomshus.

På vejen fra Vor Frue Kirke til det nye ungdomshus på Dortheavej i Nordvest smadrede nogle unge under demonstrationen facader på flere bankfilialer, de affyrede kanonslag, brændte romerlys og kastede brosten, maling og glasflasker mod politiet.

»Jeg vil have undersøgt, om de her aktiviteter var planlagt i det nye ungdomshus, og om der er en optrapning i forhold til ekstremisme i det nye hus. Hvis det er tilfældet, så er det klart, at skatteyderne ikke skal stille huset til rådighed,« siger Carl Christian Ebbesen.

Ud over at stille huset på Dortheavej til rådighed for de unge støtter kommunen driften af stedet med omkring 1,5 millioner kroner om året.

Kulturborgmesteren fortæller, at Dansk Folkeparti aldrig har støttet Ungdomshuset, men at et rødt flertal på rådhuset har. Det flertal kan imidlertid ikke holde hånden over de unge, hvis hærværk og vold mod politiet har været planlagt af brugere af Ungdomshuset inden demonstrationen, mener borgmesteren.

»Det vil ifølge den nye folkeoplysningslov, som trådte i kraft 1. januar, være ulovligt at stille huset til rådighed, hvis der på møder i huset planlægges ulovligheder. Hvis der for eksempel opfordres til hærværk og vold mod politiet. Loven siger, at kommunen ikke må stille lokaler til rådighed for eller give tilskud til organisationer, som modarbejder demokratiet og frihedsrettigheder,« siger Carl Christian Ebbesen.

Borgmesteren fortæller i samme omgang, at han administerer aftalen med fonden bag Ungdomshuset, og her vil han se på, om alle aftaler bliver overholdt.

København er en tolerant by, der giver plads til forskellige holdninger og til, at man kan vise dem i en demonstration, men Carl Christian Ebbesen understreger, at København ikke skal være en by, hvor borgere bliver utrygge, og hvor folk ikke opfører sig ordentligt.

»I værste fald kan det her betyde en lukning af huset, eller at det skal bruges til andre aktiviteter. Det ville jeg hilse velkommen, for jeg synes, de er gået langt, langt over stregen,« siger han.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) var også hurtigt ude for at fordømme urolighederne onsdag.

»Jeg begriber ikke, at vores modige betjente skal udsættes for en så vanvittig adfærd fra unge forbrydere,« skrev han på Facebook.

Berlingske har talt med borgmesteren torsdag eftermiddag, efter han er blevet vist rundt på Nørrebro af nogle betjente, som var med onsdag. Han mener, deres indsats var fremragende, og så er han fortsat chokeret over de unges opførsel.

»Vi skal huske, at politibetjente også er helt almindelige mennesker med mand og kone og børn derhjemme, som de gerne skal hjem til igen. Det er helt vildt, at man kan finde på at skyde med slangebøsser med møtrikker, kaste med petangkugler, med fyrværkeri og med sten. Jeg mangler simpelthen ord for, hvad der sker i hovederne på de her unge mennesker. Det er fuldstændig vanvittigt,« siger han.

Som justitsminister vil han ikke blande sig i, hvad der skal ske med Ungdomshuset, men han siger dog:

»Havde det været i min borgmestertid hjemme i min kommune, så havde de ikke fået noget, der bare mindede om et hus.«

Flere andre politikere på Christiansborg har på sociale medier ytret sig kritisk efter optøjerne på Nørrebro. Blandt andre de Radikales Ida Auken og Socialdemokraternes Morten Bødskov.

I december blev en ny såkaldt Respektpakke vedtaget. den har blandt andet skærpet erstatningsansvaret for anstiftere og ledere af gadeoptøjer, ligesom straffen er blevet skærpet for overgreb mod personer i offentlig tjeneste i forbindelse med grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Respektpakken trådte i kraft i slutningen af december og kan få betydning for de anholdte.

Københavns Politi har i alt sigtet ni personer i forbindelse med demonstrationerne i København onsdag aften, skriver Ritzau. To politifolk kom lettere til skade ved optøjerne, og ledende politiinspektør Peter Dahl fortæller, at han håber på flere anholdelser.