Konsulent: Ghettodannelse er boligselskabernes skyld

Lange ventelister på attraktive boliger betyder, at indvandrere ikke kan flytte fra ghettoområder, selv om de ønsker det, mener en integrationskonsulent.

Det kan godt være, at mange indvandrere slår sig ned i de samme byer, men det skyldes ganske enkelt, at de er tvunget til det.

Sådan lyder den klare melding fra integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya, efter en analyse fra Ugebrevet A4 har vist, at der i nogle postnumre snart vil bo flere med indvandrerbaggrund end etniske danskere.

»Min erfaring viser mig, at boligselskaberne i de seneste mange år har gjort det nærmest umuligt for indvandrere at flytte ud af områder med mange indvandrere til områder, hvor der nærmest ingen indvandrere bor. Der er mange, der ønsker at flytte væk fra ghettoerne, men det kan de ikke, fordi ventelisterne er så lange,« siger Mehmet Yüksekkaya, der igennem otte år har arbejdet som integrationskonsulent i flere kommuner.

»Der er for eksempel nogle attraktive bydele i København, hvor det er rigtig svært for en indvandrer at få en bolig, fordi ventelisten kan være helt op til 25 år,« siger han.

Analysen viser, at i postnumrene 5240 Odense NØ, 2660 Brøndby Strand og 8220 Brabrand er de etniske danskere ved at være i mindretal.

»Hvis boligselskaberne virkelig ønskede en mere varieret beboersammensætning, så kunne man lave om på den udvikling inden for blot fem år,« fastslår Mehmet Yüksekkaya.

Ifølge integrationskonsulenten er det også dårligt for integrationen, at indvandrere klumper sig sammen i de samme postnumre.

»Det kan godt være, at det ikke er alle, der har problemer med at integrere sig, men det er dårligt for integrationen, fordi der er social kontrol, folk har ikke den samme kontakt til det danske samfund, og der er mange arbejdsløse,« tilføjer Mehmet Yüksekkaya.