Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hold jeres børn væk fra den store og omstridte drukfest i Dyrehaven nord for København næste fredag i forbindelse med gymnasiestart.
I hvert fald, hvis de går i 1.g.
Så klar er meldingen fra formanden for Danske Gymnasier, rektor Anne-Birgitte Rasmussen fra Københavns Åbne Gymnasium (KG), til forældre til de nye elever i 1.g forud for arrangementet, der løber af stabelen i Ulvedale i Dyrehaven fredag 18. august om aftenen.
Sidste år skabte den stor drukfest med 8.000-10.000 unge deltagere endog meget stor opmærksomhed.
Således måtte hele 180 deltagere i løjerne forbi samaritter i Dyrehaven, mens 14 unge pga. druk og stoffer måtte på hospitalet. To elever havde så livstruende forgiftninger, at de ikke kunne trække vejret og måtte i respirator En enkelt nystartet 1.g-elev på 16 år fra Rysensteen Gymnasium i København svævede i livsfare med en promille på fire.
Så voldsomt var det, at læger kaldte det et rent held, at det ikke endte fatalt.
Dertil kom, at Dyrehaven dagen efter lignede en festival med tømmermænd fyldt med affald, møg og smadrede flasker.
Det må ikke gentage sig, og derfor har Danske Gymnasier udsendt en pressemeddelelse, hvori de opfordrer såvel eleverne selv som deres forældre til at boykotte den såkaldte puttefest i Dyrehaven.
»Sidste år var for meget, ganske enkelt. Vi er bange for, at de unge mennesker kommer galt afsted. Vi har ikke tiltro til, at der er styr på det ude i Dyrehaven. Derfor er vi nødt til at sige til forældrene, at de skal tænke sig om og eventuelt forbyde deres unge mennesker at tage derud,« siger hun.
Altså dem i 1.g?
»Ja, det bedste bud til forældrene er at sige til deres børn, at de ikke skal tage derud. Det er for farligt. Vi ved ikke, hvad der er i omløb af det ene og det andet,« lyder det rektorformanden:
»Kan man ikke det, ja så kan man som forældre tage med derud.«
Anne-Birgitte Rasmussen anerkender dog, at natteravne og andre »godhjertede mennesker gør, hvad de kan« for at hjælpe til ude i Dyrehaven.
På KG har hun selv på et velkomstmøde i juni advaret kommende elever og deres forældre mod orgiet i Dyrehaven.
Af pressemeddelelsen fra Danske Gymnasier fremgår det, at »mange gymnasier i et forsøg på at mindske interessen har lavet egne velkomstarrangementer under kontrollerede former, som foregår ude på de enkelte gymnasier«.
»Fra Danske Gymnasiers side bakker vi op om skolernes strategi, og vi opfordrer til, at eleverne undlader at møde op til den type af organiserede drukfester,« siger Anne-Birgitte Rasmussen i pressemeddelelsen.
»Vores opfordring er, at man ikke deltager... Dyrehavearrangementet er ustyrligt i vores optik,« lyder det bl.a. i brevet.