Gymnasier klar til mere overvågning af elever - »overvågning er ikke et rart ord«

"Jeg er pragmatisk," lyder det fra SFeren Jacob Mark til forslag om overvågning af gymnasieelevers computere til eksamen. Men skru ned for mistilliden, tilføjer han.

Formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, vil heller ikke afvise et overvågningsprogram som Exam Monitor som en af flere løsninger på at begrænse snyd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Overvågning af gymnasieelevers computere til eksamen er ikke noget, der skræmmer hverken Danske Gymnasier, Socialdemokratiet eller SF.

I en ny konsulentrapport, som Undervisningsministeriet offentliggør i dag, fremgår det, at et program som Exam Monitor fra Syddansk Universitet, der registrerer og tager billeder af, hvilke programmer den studerende bruger under eksamen, er det bedste og mest effektive program til at forhindre snyd. Exam Monitor er et program, som kun skal køre og er aktiv på den studerendes computer under eksamen.

» Jeg er pragmatisk, hvis det bliver gjort på en ordentlig måde, så man ikke krænker elevernes personlige frihed. Det her kunne man godt arbejde hen imod. Denne løsning er bedre end nogle af borgerliges forslag til at bekæmpe snyd, hvor de vil udskifte moderne eksamensformer med nogle oldnordiske eksamensformer, hvor man ikke må gå på nettet og bruge computere,« siger uddannelsesordfører Jacob Mark (SF).

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har erklæret sig åben over for at kigge på rapportens anbefalinger om teknologisk screening og overvågning og opfordrer på forhånd til at droppe berøringsangsten over for overvågning af computere under eksamen. »Lige så vel, som de unge bruger teknologien til at snyde, skal vi også bruge teknologien til at fange dem, der snyder,« siger hun.

Exam Monitor sætter ingen begrænsninger på de programmer, de studerende kan bruge under eksamen. Men programmet tager et par gange i minuttet snapshots (billeder) af skærmbilleder, udklipsholder og programmer, der kører. Når prøven er slut, skrives en rapport ud om hver studerende. Hvis der er konstateret noget mistænkeligt, er der et rødt flag ved rapporten, som så kigges efter. De røde flag er baseret på services, som de studerende ikke må bruge, for eksempel Facebook.

Formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, vil heller ikke afvise et overvågningsprogram som Exam Monitor som en af flere løsninger på at begrænse snyd.

»Men jeg tvivler på, om det på langt sigt er en holdbar og fornuftig løsning. Jeg tror heller ikke, det er noget, den enkelte skole kan håndtere, for det er store datamængder, der skal håndteres og kigges efter. Men det kunne måske være en central løsning, som ministeriet står for,« siger Anne- Birgitte Rasmussen.

Undervisningsordfører Annette Lind fra Socialdemokratiet vil som udgangspunkt se positivt på anbefalingerne. »Snyd er fuldstændig uacceptabelt, og vi har selv været med til at skrive ind i gymnasiereformen, at vi skal finde løsninger til at forhindre snyd. Overvågning er ikke et rart ord, og det skal ikke være en vidtgående kontrol, men vi er nødt til i højere grad at sikre, at det er eleverne, der har lavet deres eksamensopgaver,« siger hun.

På Syddansk Unviersitetet blev Exam Monitor sidste år indført på samtlige skriftlige eksamener, og det er de studerende glade for.

»Det legitimerer de karakterer, vi får, og viser, at vi er kommet ærligt til dem. Vi har fået så meget teknologi og må bruge internettet til eksamen. Det er fair nok, at der er kontrol,« siger Klaus Rose, der er formand for Syddanske Studerende.

Formanden for gymnasieeleverne, Martin Thing er derimod utilfreds med, at gymnasieelevernes computere skal overvåges under eksamen på samme måde, som de SDU-studerendes computere bliver. Martin Thing opfatter det som udtryk for mistillid:

»Der er ikke særligt mange, der snyder, og det er ikke noget, vi hører om. Vi så gerne en rapport, der dokumenterede omfanget, inden man slog ned med overvågning. Indtil da er det en mistanke, man har, og man bør ikke lave regler ud fra en mistanke,« siger DGS-formanden.

SFs Jacob Mark mener også, der fokuserers for meget på snyd og mistillid.

»Man skal skrue ned for mistillidsdagsorden til eleverne, for man bruger uforholdsmæssigt meget tid på det i forhold til at diskutere, hvordan vi sikrer bedre vejledning og undervisning,« siger Jacob Mark.

Undervisningsministeriet offentliggjorde i februar i år en undersøgelse af snyd på gymnasierne i 2014 og 2015, som viste, at elever var blevet bortvist på grund af snyd til eksamen i 143 tilfælde ud af 550.000 skriftlige og mundtlige prøver. Det vurderes dog, at der er et betydeligt mørketal, fordi mange snydere ikke opdages.

Hidtil har diskussionen om eksamenssnyd især omhandlet gymnasiet, men ifølge konsulentfirmaet Devoteam, der har udarbejdet rapporten for Undervisningsministeriet, vil problemet med snyd fremover blive lige så stort i folkeskolen, som det er i gymnasiet. Devoteam konkluderer, at en imødegåelse af snydeproblermerne vil kræve, at man tager de samme midler i brug mod snyd i folkeskolen som i gymnasiet. Det skyldes, at folkeskolens afgangsprøve med den ny gymnasiereform er blevet til en eksamen, som skal bestås for at sikre optagelse på en ungdomsuddannelse.

Både Ellen Trane Nørby og Annette Lind afviser dog at indføre overvågning af folkeskoleelevers computere.