København. Overvågning af gymnasieelever med programmet Exam Monitor under elevernes eksamen kan blive »ret indgribende«, hvis det udføres konsekvent ved alle eksamener. Det mener It-Politisk Forening.

- Hvis det kun er en gang imellem og kun i få timer, er det måske okay, siger formand Jesper Lund.

- Men der er også eksamener, der varer 24 timer, hvor eleverne laver alt mulig andet end at besvare eksamensspørgsmål. Den aktivitet bliver også overvåget. Det er ret indgribende i de studerendes privatliv.

En rapport om de tekniske muligheder for at bekæmpe snyd ved eksamener i gymnasiet anbefaler undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), at der i højere grad skal gøres brug af programmet Exam Monitor.

Ministeren siger til Berlingske, at hun er »åben for at kigge på hele perspektivet om overvågning«.

Exam Monitor er et program, der overvåger netforbindelser på computeren. Et par gange i minuttet tager programmet et billede af, hvad der foregår på computerskærmen, samt hvilke programmer der er åbne.

De oplysninger kontrolleres for at undersøge, om eleven foretager sig noget, den ikke må.

Den fremgangsmåde kan være problematisk, mener It-Politisk Forening, der er en interesseorganisation, som arbejder for brugernes rettigheder og frihed inden for it-politik.

 

/ritzau/