Gullaschbaroner, guldjagt og krisetider

Gullaschbaroner var driftige folk, der tjente på krigen. Men de var ikke ene, for mange danskere nød økonomisk godt af krigen i neutralitetens skygge. Men slutningen var grum og blodig.

tegninger fra tiden under Første Verdenskrig kan ses på Storm P. museets kommende udstilling, »Tyk og fed på krigen«. Fold sammen
Læs mere

Hvis man kører gennem Nordsjælland, vil man se mange smukke huse bygget i årene 1914-1920. Det er palæer bygget af de såkaldte gullaschbaroner. Ordet gullaschbaron skabtes under Første Verdenskrig som en nedsættende betegnelse for de initiativrige mennesker, der skabte sig formuer ved at sælge varer til de krigsførende magter – ikke mindst kødkonserves til tyskerne. Mens Danmark var underlagt rationering og vareknaphed, lykkedes det i ly af neutraliteten driftige mennesker at skabe sig store formuer. Deres rigdom vakte selvfølgelig glæde hos håndværkere, der byggede deres huse, og mennesker, der arbejdede i deres fabrikker og kontorer, men rigdommen skabte også en bitterhed – eller misundelse – mod de, som, man mente, blev rige på krigens ulykke. I sidste ende endte de fleste af krigens lykkeriddere med at gå fallit, og ikke så få begik selvmord – men inden da festedes der.

De krigsførende lande havde brug for varer, og dem kunne Danmark levere. Storbritannien forsøgte med en handelsblokade, der skulle forhindre forsyninger i at nå frem til modstandernes hære, men den var ikke effektiv. Danmarks økonomi var stærkt afhængig af samhandel med andre lande, og godt 30 pct. af bruttonationalproduktet stod eksporten for, og heraf udgjorde landsbrugseksporten 90 pct. Priserne steg markant, og det lykkedes den danske regering at få lov til fortsat at eksportere, hvilket gjorde Danmark til en rig nation.

De fleste af de rige gullaschbaroner tjente imidlertid ikke deres penge på eksport, men på spekulation i aktier. Danmark trivedes faktisk i krigens skygge, og man talte om guldstrømme over landet, og dampskibsselskaber tjente formuer på krigsfragt. Aktieselskaber gav kæmpe udbytter, og folk kom til penge. Samtidig var der også vareknaphed og rationeringer for almindelige mennesker. Ikke mindst prisstigninger på brændsel ramte almindelige mennesker hårdt, og der var et fald i reallønnen på op til 20 procent. Særligt i 1917-1918 steg arbejdsløsheden, der forværrede de sociale forhold. Regeringen vedtog en række love om tilskud til fødevarer og brændsel, der skulle hjælpe den fattige befolkning.

Regeringen greb ind med udførselsforbud og rationering af bestemte varer. Der var en stor usikkerhed i befolkningen omkring, hvordan det hele skulle ende. Priserne på fødevarer steg voldsomt, og prisen på f.eks. rugbrød steg med godt 30 procent.

I 1914 var der 21 danske fabrikker, der solgte kød på dåse, men under krigen kom tallet op på 148, og eksporten af kød blev ca. 50 gange større under krigen. Kødkonserves blev i vid udstrækning solgt til den tyske hær og gik til soldaterne ved fronten.

Baronerne blev i datidens presse beskyldt for at blande kødet med sener, knogler og brusk, og der gik endda rygter om, at rottekød blev anvendt. Ingen af beskyldningerne er dog nogensinde blevet bevist. En konservesmester har fortalt om produktionen på en fabrik i Valby:

»Det var, hvad man kalder ungarsk gullasch, vi lavede. Med paprika. Det var det eneste krydderi, vi kunne få. Vi brugte en hel del, alt efter kødets kvalitet. Godt smagte det ikke. »De arme tyskere« sagde vi tit, men de var jo sultne, så glider det lettere ned […] Det var ikke meget, der gik til spilde. Det eneste, vi ikke brugte, var hornene på kreaturerne. Alt, hvad vi var vant til at smide væk før krigen, fandt vi anvendelse for. Sener, brusk, indvolde, alt. Benene knuste vi til mel. De sagde godt nok inde i byen, at vi puttede rotter i spegepølserne, men det er løgn. Vi var ikke så nøjeregnende med kødets kvalitet. Og det skete, det havde en tanke. Men fordærvet var det ikke. Nej. Det skulle da kun være, hvis der røg en med af en fejltagelse. Det kunne man jo ikke garantere for.«

Der blev undervejs politisk ballade om baronerne. Økonomen L.V. Birck var blevet hyret af Den Overordentlige Kommission til at klarlægge, hvad der foregik på det danske marked. Birck var populist og antisemit og så en politisk mulighed i offentligt at angribe jødiske baroner som Max Ballin og Landmandsbankens leder Emil Glückstadt, og det kom snart til offentlige skænderier. Max Ballin var en stor mand inden for sko- og læderbranchen, og hans uheldige spekulationer gav så store tab, at han i 1921 begik selvmord. Hans dristige spekulationer gav også tab i Landsmandsbanken, som havde været dybt involveret i spekulative lån. Det endte med Landsmandsbankens krak i 1922, hvorved mange af gullaschbaronerne tabte deres penge, men bankens fallit berørte også mange andre, også ganske almindelige mennesker. Med Landmandsbankens krak var det endegyldigt slut med gullaschbaronerne i Danmark.