Danskere i krig

Der var godt 30.000 danskere i krig under Første Verdenskrig. Langt de fleste i den tyske hær, men ganske mange frivillige deltog i andre landes hære. De var med til blodige slag, og to af dem fik den højeste britiske orden, Victoriakorset.

Hverveplakater som de så ud under Første Verdenskrig. Kilde: Library of Congress Fold sammen
Læs mere

Tyskland havde efter sejren i 1864 erobret dele af Danmark, og da Første Verdenskrig brød ud, blev tidligere danskere rekrutteret til den tyske hær. Det drejede sig om ca. 30.000 mand. Der deltog desuden godt 1.500 frivillige danskere i militæret i Storbritannien, Canada, Australien, Frankrig og USA, der også kom i krig.

Allerede i 1914 blev danske soldater kastet ind i kampene i Belgien, efter at tyske tropper havde overskredet grænsen.

Den danske soldat Hans Feltsted fortæller om sine oplevelser under Første Verdenskrig efter et slag ved Flandern, gengivet i Claus Bundgård Christensens bog »Danskere på Vestfronten« (2009): »Jeg har ellers aldrig set så mange døde ligge rundt omkring uden at blive begravet som her. Disse lig ser skrækkelige ud, når de har ligget så længe i denne varme, og de stinker. Mange ligger med gasmaske på og andre med påsat bajonet. Støvlerne bliver nu fjernet fra alle de døde, ven eller fjende er uden betydning, for læderet er en mangelvare.«

Efterfølgende deltog danske soldater på tysk side i kampene i Frankrig. Her skrev en soldat: »Arme, ben, hoveder, stykker af kroppen og alle mulige dele lå omkring på gaden, og da var det meste allerede opryddet. Gader og husene var oversprøjtede med blod.«

Efter hastig fremrykken stivnede stillingerne i skyttegravskrige, hvor sommer kom og gik uden ændringer. Krigen blev nu til en ulidelig, fastkørt kamp, hvor mænd levede og døde under kummerlige forhold.

Den lange skyttegravskrig gav soldaterne god tid til at skrive hjem, hvori krigens rædsler veksler med kærlige ord om hjemmet som i Hermann Hungers brev hjem til hustruen Katrine: »Nu begyndte det skrækkeligste, jeg har oplevet i mit liv: En tolv timers trommeild. Hvad det vil sige, er der ingen, der kan forestille sig, undtagen han selv har oplevet det. Vi kunne ikke gøre bedre end at krybe ind i vore huler. Jeg havde ikke ligget fem minutter, før der slog en granat ned lige over mig. Et stykke af hulen skred efter og begravede mine ben....«.

Begik de danske soldater krigsforbrydelser? Formentlig. Historikeren Claus Bundgård Christensen har i bogen »Danskere i krig« om de danske soldater i tysk tjeneste citeret soldat J. Christensen for, at der blev taget grufuld hævn for angreb på tyskerne, og 248 civile blev dræbt i landsbyen Louvain. Men vi ved ikke meget om det, for i mange af soldaternes breve, der var underlagt censur, fremgår det, at tyske soldater generelt havde et godt forhold til civile, selv om det næppe var hele sandheden.

Det fremgår af flere historiske værker, at de dansksindede soldater kun nødtvungent kæmpede i den tyske hær, fordi de ikke følte sig som tyskere. Denne fortolkning modsiges imidlertid af den nyeste bog om emnet »Øjenvidner 1914-1918. Sønderjyske soldaters beretninger« af museumsinspektør Inge Adriansen. Heri fremgår det af flere beretninger, at de dansksindede ikke blev dårligt behandlet, men indgik i et kammeratskab, som de satte pris på. Inge Adriansen skriver, at de dansksindede soldater oplevede et stærkt kammeratskab med de tyske soldater, der bar dem gennem krigens rædsler. Dette kammeratskab lyser da også ud af deres beretninger mange år senere, som når Jacob Petersen fra Aabenraa skriver: »Kammeratskabet var en ejendommelig Ting. Som Deltager i Verdenskrigen havde jeg næsten udelukkende tyske Kammerater, og de var fra næsten alle Egne af Det tyske Rige. Lad mig sige med det samme, at de var gode Kammerater. De saa aldrig skævt til mig, fordi jeg var dansk.«

Inge Adriansen vurderer, at ca. 2.400 sønderjyske soldater flygtede til Danmark. Men det var først i krigens sidste fase, at de dansksindede deserterede. Frem til sensommeren 1918 så Tyskland ud til at ville gå sejrrigt ud af krigen, og hvis soldaterne og deres familier skulle få et tåleligt liv bagefter som dansksindede i Tyskland, måtte de blive i hæren. Muligvis ønskede de heller ikke andet, og det er svært ud fra antallet af deserterede at konkludere, at der var en bred modvilje mod at deltage i krigen på tysk side.

Af de danske soldater faldt ca. 5.300, og de efterlod sig 1.500 enker og 5.000 faderløse børn. Dertil kom godt 4.000 krigsinvalide. Efter afstemningen i 1920 kom en del af disse enker og invalide hjem til Danmark, og den sociale bistand blev derfor betalt af den danske stat.