Ekkoerne fra 1914

Første Verdenskrig har ikke kun sat sig storpolitiske spor. Vores syn på børneopdragelse, mode, ja, selv på samtalekøkkener har også forbindelser til krigsudbrudsåret, fortæller Martin Zerlang, professor i moderne kultur og forfatter til bogen »1914«.

Tanken om samtalekøkkener opstår i virkeligheden i tiden omkring 1914, fortæller professor Martin Zerlang. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Der tales meget om curlingbørn i dag. Det er dem, der bliver kørt til Roskilde Festival. Dem, der tager deres forældre med til jobsamtalen. Dem, der aldrig tømmer opvaskemaskinen eller skræller kartofler derhjemme.

Curlingbørn er et moderne fænomen, begrebet opstod først i slutningen af 1990erne. Men idealerne bag går helt tilbage til tiden omkring Første Verdenskrig. Curlingbørn kan siges at være den yderste, nogle ville sige perverterede, form af en opdragelse, hvor man sætter barnet i centrum.

Det syn på børn var yderst revolutionerende i 1914, da den danske forfatter Vilhelm Riegels udsendte første bind af sine pigebøger om Frøken Dik. Skal man tro anmelderen i tidsskriftet »Verden og Vi«, var den lille pige en forløber til det, vi i dag ville kalde et curlingbarn: »I de fleste gode Hjem, hvor man i det hele taget giver sig af med Problemet Børneopdragelse, har man fulgt hendes Opvækst og skrevet sig et og andet bag Øret i dette ejendommmelige hyper-moderne Forhold mellem Fader og Datter, hvor der vendes op og ned paa saa meget dumt, forældet og overgemt, hvor Faderen ikke er den strenge Patriark men sit Barns første Tjener.«

»I år 1900 havde den svenske forfatter Ellen Key proklameret, at det 20. århundrede ville blive barnets århundrede, og herhjemme var Frøken Dik-pigebøgerne et af de første eksempler på en opdragelse, hvor det ikke er patriarken, der bestemmer, men hvor der er et partnerskab mellem forældre og børn,« fortæller Martin Zerlang, professor på institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Han giver et par eksempler mere:

»Forfatteren Edith Rode skrev i 1914 romanen »Pige«, som også er båret af den nye interesse for børneopdragelse, og samme år udsendte Karin Michaëlis en bog med titlen »Glædens skole«. Det var en helt ny holdning dengang, og det har været linjen siden i synet på børn.«

Eksemplerne er hentet fra Martin Zerlangs nye bog »1914«. Den handler om året, der ikke blot markerede Første Verdenskrigs udbrud, men også et markant kulturhistorisk skifte. Da den verden, vi kender i dag, begyndte at tage form. Da verden af i går blev til verden af i dag, hvis man skal parafrasere titlen på Stefan Zweigs roman.

»Verden af i dag, er selvfølgelig allerede på vej før 1914,« skynder Martin Zerlang sig at pointere og henviser til kubismens gennembrud i 1907 og futurismens i 1909.

»Det giver sig selv, at futuristerne ikke var fortalere for verden af i går. De ønskede, at man skulle asfaltere kanalerne i Venedig, så man kunne erstatte de langsomme gondoler med væddeløbsbiler. Så der var selvfølgelig masser af opbrudsstemning i gang allerede inden 1914.«

Alligevel giver det mening at se Første Verdenskrigs udbrud som en katalysator for den moderne verden, mener Martin Zerlang. Krigen skærpede opgøret med den forældregeneration, der sendte de unge ud på slagmarken. Efter krigen vandt tanken om en »glædens skole« stor udbredelse.

Et andet spor tilbage til 1914 ses i vores måde at indrette hjemmet på.

»I dag har vi vores samtalekøkkener som det centrale i hjemmet, det sted vi samles. Den tanke opstår i virkeligheden omkring 1914. Dengang skrev journalisten Agga Amdrup bogen »Arnen og Amerika«. Det er i virkeligheden et funktionalistisk manifest. Hun ville tage afsked med klunketiden, som vi på det tidspunkt kendte den med mekkaplys, persiske tæpper og alt for mange polstrede møbler. Hun ville lys, luft og renlighed, og hun var den første i Danmark, som talte om et mekaniseret køkken med opvaskemaskine og det hele. Før var køkkenet noget, der lå nede i kælderen eller langt nede ad korridoren. En del af det materielle liv, vi ikke ville vide af.«

Martin Zerlang konkluderer, at der var tale om et drastisk skifte i folks måde at organisere hjemmet på. Et nybrud, man normalt tilskriver funktionalismens gennembrud i 1920erne, men som var undervejs i verden af i går.

Et lignende opgør med det svulstige, det upraktiske og ukomfortable stod Coco Chanel for inden for modebranchen. I 1914 havde hun åbnet sine første butikker i Frankrig og var for alvor ved at slå igennem.

»Hun ville give kvinderne bevægelsesfriheden tilbage og gjorde blandt andet op med korsettet. En af hendes skrækhistorier var, at hun engang havde været ved at blive kvalt i et latteranfald, fordi hun havde korset på. Det gav hende en vision om, at kvinder skulle kunne udfolde sig frit, udtrykke sig frit i klædedragten,« siger Martin Zerlang og tilføjer:

»Det praktiske kriterium har præget moden lige siden. I en grundlæggende forestilling om komfort og praktiskhed. Cowboybukserne er et eksempel. Blusen la marinière, som er inspireret af den klassiske sømandstrøje et andet. Den klassiske lille sorte Chanel-kjole et tredje.«

Inden for malerkunsten trækker året 1914 også spor. Omend på en lidt anden måde. Med Første Verdenskrig røg skilderier af slagscener, eller bataljemalerier som de også kaldes, ud af malerkunsten.

»Hvis man tænker på maleriet før 1914, er der en lang række berømte billeder af slag. Af soldater og deres våben. Fra Slaget ved Dybbøl for eksempel. Men i Første Verdenskrig var slagmarken pludselig for stor, og slaget varede alt for længe til, at man kunne male dem. Luft- og undervandskrigen var også nybrud, der var svære at skildre på lærredet. Fjenden blev mindre synlig. Den tyske forfatter Ernst Jünger fortæller for eksempel i sin bog »I stålstormen«, at han efter det første slag, han er med i, måtte undre sig over, at han slet ikke havde set en ærlig fjende. Og maleren Franz Marc skrev, at han først i en abstrakt dimension kunne finde en mening i de kugler, der peb ham om ørerne,« fortæller Martin Zerlang.

Men inden for de senenste år har billedkunstnere forsøgt at tage tråden fra tidligere op.

»Vi har set Peter Carlsens maleri »Libyen 2011« og John Kørners krigsbilleder, ligesom Mathilde Fenger har forsøgt at genoplive bataljemaleriet. Man prøver at se, om maleriet kan stille noget op med de erfaringer, vi gør os med krigen i dag,« siger han og lægger til: »For de brede masser er det afgørende selvfølgelig ikke længere, at der bliver malet et maleri af krigen, men hvad de ser i TV.«

Og også her er der tråde tilbage til 1914. Når en journalist i dag bliver henrettet for rullende kameraer, ser hele verden det på de sociale medier. Under Første Verdenskrig fulgte folk for første gang en krig i biografen.

»I den anden halvdel af 1914 begyndte biograferne at annoncere med, at nu var der blevet optaget film fra denne og denne krigsskueplads. De visuelle medier – fotografiet og filmen – bliver helt dominerende. Det har de været siden.«

Martin Zerlang indskyder, at det også var omkring 1914, at Nordisk Film i Valby fik en ny konkurrent, der i den grad har sat sig spor siden: Hollywood.

»Efter Første Verdenskrig befæstede Amerika sin position som ny stormagt, også på det kulturelle område, og også når det gælder køkkener og børneopdragelse.«