Gramseri i nattelivet: »Der er altså et eller andet, der er kikset her«

De mange ufrivillige berøringer, som mænd og kvinder oplever i nattelivet, fortæller en historie om, at vi er blevet grænseløse. Når vi ingen grænser har, bliver vi også ufrie, lyder opråbet fra historiker og samfundsdebattør Henrik Jensen.

Undersøgelse viser, at især kvinder føler sig krænket, når de bliver udsat for ufrivillig berøring i nattelivet. ILLUSTRATION fra det københavnske natteliv, torsdag den 18. august 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

En mand, der tager en kvinde på brysterne og en kvinde, der klemmer en mands numse.

Sådan er det moderne ritual ude i nattelivet, hvor ufrivillige berøringer er en ligeså en stor del af byturen som en solid drink og en ristet hotdog på vej hjem. Det beskrev Berlingske i denne uge.

Når historiker, samfundsdebattør og lektor emeritus fra RUC Henrik Jensen betragter det billede - unge mennesker, der til gensidig frustration og irritation befamler hinanden uden at den anden part har sagt ja, er det for ham et brudstykke af en større samfundsvirkelighed, hvor vi alle dyrker det grænseløse.

Vi vil overskride reglerne og vores egen formåen, lyder hans analyse af fænomenet.

»Nogen kan ikke finde ud af, hvor grænsen går. I familier eksisterer der en stimulering af grænseløsheden, fordi man gerne vil se sine børn være selvstændige. Vi siger, at det hærder én som menneske at prøve grænser af, fordi man skal realisere sig selv. Ved siden af har vi krænkelseskulturen, hvor vi er meget omhyggelige med at trække en grænse omkring dem. Og så giver det gnister, når de to ting støder sammen.«

Dørene har aldrig stået mere vidtåbne for sex og porno. Erotik er ikke længere væk end et enkelt klik. Hvorfor så overhovedet rage på hinanden derude i nattelivet?

»Jamen, det ligger næsten i grænseløshedens natur, at det bliver lidt tomhjernet. At man bare vælter ind over hinanden. Det ene stimulerer det andet. Man får fornemmelsen, at det hele er frit spil. Og så bliver mændene overraskede: Jamen, du kan jo godt lide det. Det er en form for amoral. Mænd og kvinder burde kunne more sig uden at skulle frygte befamling fra det andet køn,« siger han.

Det er især kvinderne, der føler sig forulempet i nattelivet, viste TNS Gallup-målingen for Berlingske. Et tegn på, at nogle mænd også føler sig trængte i deres maskulinitet.

»Der er uden tvivl et element af magt i det. Da jeg var ung i 60erne, skete det ikke på samme måde. Vi havde ungdomsoprøret med nøgenheden og friheden, men det havde en anden karakter. Der stod en respekt om hinanden, og man havde en fælles omgangstone. De unge, der kastede sig ud i alt det der, var sådan set godt opdraget. Mange kom hjem fra borgerlige hjem, og de vidste godt, hvor grænsen gik. Vi snakkede enormt meget, men i dag udlever man rent faktisk det grænseløse i stedet for, at det blot er en teori.«

Er det alt sammen gået for vidt? Har ånden fra hans unge 60ere virkelig sejret så meget, at vi ikke kan sige stop? Henrik Jensen nikker bekræftende:

»Vi ser det på det fysiske niveau med at dyrke Ironman og ekstremsport. Vi har en mærkelig dyrkelse af det grænseløse. Vores opdragelse har ellers fortalt os, at grænser er til for at blive overholdt. Ved at overholde grænser, sætter man hinanden fri. Det er en logik, som det er svært for den grænseløse at forstå. Hvis alle kan acceptere, at der går en grænse her, kan alle slappe mere af og føle sig mere fri. Hvis nogen insisterer på at skride over grænsen, bliver andre ufri og utrygge,« siger han.

Det er ved at blive et slidt refræn her i 2016: Det er individualiseringens skyld. Men der er god grund til at synge den sang igen, når man ser på billedet af de unge, der ikke kan holde fingrene for sig selv.

»Det individualiserede samfund er gået lidt grassat. Vi har en meget stor veneration for den personlige frihed i Danmark. Men vi har jo altså stadigvæk et behov for at føle os i fællesskab med andre, og der er ikke penge, stor succes og opmærksomhed nok til os alle.«

Trafikken er et oplagt eksempel. Der er en færdselslov og nogle normer for, hvordan man bør opføre sig der. Alligevel insisterer mange at køre efter deres egne regler.

Det skaber følelsen af, at man aldrig kan vide sig sikker.

»Vi skal ikke have et samfundssystem, hvor vi er alle artige. Det vil heller aldrig ske. Men man bliver nok nødt til at køre den helt ud, før vi forstår det. Vi taber former hele tiden, og den tendens er kun blevet forstærket. Den fælles omgangsform, vi alle kan være i og respekterer, er skredet. Omgangsformer var måder man kunne forholde sig til andre mennesker på uden at man skulle være personlig. Man vidste, hvor grænsen gik. I dag ved vi ikke længere, hvordan man gør,« siger Henrik Jensen.

Selvom vi kan se langt efter den faste hånd, der sætter grænser, er der for historikeren og samfundsdebattøren tegn på at tidsånden vender. At vi vil tilbage til den helt tydelige streg i sandet.

»Der hersker en pligtkultur, hvor vi alle forsøger at leve op til det, som samfundet forventer af os. Den tendens kunne godt føre over i, at vi vender tilbage til faste grænser. Især hvis folk føler sig overmandet af et kaos. Vi er jo enige om, at man bliver nødt til at sætte grænser i et samfund for, at alle kan være der. Og der er altså et eller andet, der er kikset her.«