Hilde og Johanne befamles i nattelivet: »Det er en magtdemonstration, og det er rigtig klamt«

Danske kvinder bliver ofte befamlet i nattelivet. Det handler om magt og om retten til at bestemme over sin egen krop, mener to unge kvinder, som Berlingske mødte på Københavns Universitet.

Johanne Nødgaard, 23, studerer statskundskab. Foto: Ida Marie Odgaard Fold sammen
Læs mere

»Så slog han mig sgu i røven igen«

Johanne Nødgaard, 23, studerer statskundskab:

»Jeg kan huske en særlig episode, hvor jeg blev befamlet mod min vilje. Jeg var til en gammel elev-fest på mit gymnasium og stod og snakkede med en fyr oppe i baren. På et tidspunkt kommer én af fyrens venner hen forbi og slår mig i røven. Og så blev jeg rasende og skældte ud, mens fyren, som jeg talte med, sagde, at jeg skulle slappe en smule af.

Lidt efter kom vennen tilbage, og så slog han mig sgu i røven igen, selv om jeg netop havde sagt fra med store ord. Derfor vendte jeg mig simpelthen om og placerede en lussing på hans kind. Ingen af de to fyre kunne forstå, at jeg slog, men jeg synes ikke, at man har ret til at rage løs på mennesker, man ikke kender eller har snakket med. Ens krop er ens egen, og man bestemmer suverænt selv over den, og derfor skal man ikke finde sig i at blive rørt ved af fremmede.

Jeg synes særligt, at den her ufrivillige befamling er rettet mod kvinder, og både mine veninder og jeg oplever det med jævne mellemrum. Jeg tror, at nogle mænd tænker, at fordi kvinder klæder sig lækkert på, så er det i orden, men det er det virkelig ikke.

Uanset hvor lårkort ens kjole måtte være, er det ikke ensbetydende med, at mænd har ret til at pille. Det er mit indtryk, at mange piger og kvinder ikke siger fra, fordi det på en måde er blevet i orden, at folk beføler en. Jeg er mere iskold og siger fra hver eneste gang ved at vende mig om og sige: »Hey, hvad foregår der«. Mændene tager det sjældent særligt pænt, men reagerer i stedet, som om man er en småsur kælling.«

Hilde Goemke, 23, studerer samfundsfag og tysk. Foto: Ida Marie Odgaard Fold sammen
Læs mere

»Det er en magtdemonstration, og det er rigtig klamt«

Hilde Goemke, 23, studerer samfundsfag og tysk:

»Jeg blev opmærksom på problemets omfang, da jeg tog på en bar for trans- og homoseksuelle i Berlin. Der lagde jeg mærke til, at jeg lige pludselig ikke fik så mange tilfældige berøringer på både bryst, røv og mave, som jeg normalt får på heteroseksuelle barer i Danmark. Den her befølings-kultur herskede slet ikke, og det var befriende.

Jeg er rigtig chokeret over, hvor almindeligt det er blevet herhjemme, at fremmede mænd lige strejfer ens krop, når de bevæger sig forbi en. Ofte er der mange mennesker til stede på en natklub, så jeg synes sjældent, at man når at reagere eller se vedkommende, før det er for sent. Det er, som om vi har vænnet os til, at berøring hører med til en bytur, og det er virkelig trist. Jeg synes slet ikke, at der kan være tale om, at kvinder selv er skyld i noget som helst, og jeg bliver meget vred, når folk siger, at en kvindes påklædning kan invitere til befamling.

Det er min krop, og om jeg så rendte nøgen rundt, er der ingen, som har ret til at røre den uden at spørge mig om lov først.

Der er mænd, som siger, at de ikke ville blive sure over at blive taget på røven af en kvinde, men det er et spørgsmål om magt. Det er jo tydeligt, at når en to meter høj mand kommer og strejfer min røv, og jeg bliver sur, så er det ham, som har over­taget. Det er en magtdemonstration, og det er rigtig klamt. Derfor er det også vigtigt at få fortalt kvinder, at vi ikke skal finde os i det, og at det ikke bør være normalt at opleve, når man befinder sig i natte­livet.«