Folkeskolen kan være på vej væk

Der er så store forskelle på folkeskolerne fra kommune til kommune, at folkeskolen kan være på vej væk, advarer eksperter.

Foto: Steffen Ortmann.
Læs mere
Fold sammen

Lærere og eksperter frygter, at folkeskolen som en fælles størrelse er på vej til at dø, fordi forskellen mellem kommuner og skole øges de kommende år.

Sidste år var udgiften per elev næsten dobbelt så stor i den kommune, der brugte flest penge, sammenlignet med den kommune, der brugte mindst. Det skriver Politiken.

Ning de Coninck-Smith, der er professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, siger til avisen, at folkeskolereformen har bidraget til en stadig mere atomiseret skole med markante kvalitetsforskelle.

Samtidig er hun overrasket over, hvor store forskelle der er på skolerne.

»Der er helt klart områder af Danmark, hvor folkeskolen slås med så store problemer, at de sociale problemer i sig selv går ind og sætter nogle helt andre dagsordener for, hvordan det er at gå i skole der. Og så er det jo klart, at det heller ikke er nær så attraktivt for dygtige lærere at være der. Det er en tung opgave,« siger hun til Politiken.

Ning de Coninck-Smith er en af forskerne bag et nyt værk, der med støtte fra Carlsbergfondet gennemgår flere hundrede års dansk skolehistorie.

Formanden for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, mener, at reformen giver hver enkelt kommune alt for vide rammer til at indrette folkeskolen, som de vil.

Han opfordrer Kommunernes Landsforening til at lave fælles retningslinjer for, hvordan reformen skal gennemføres, så hver enkelt kommunalbestyrelse ikke skal starte fra bunden.