Ekspert: Fogh har ringe muligheder

Statsministeren garanterer, at udlændingepolitikken står fast og vil bruge en garanti fra EU om, at landene har muligheder for at forhindre misbrug. Men den garanti dækker kun et lille område, påpeger EU-ekspert. Samtidig er Danmark bundet af EU-dom, fastslår EUs justitskommissær.

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) forsikringer om, at han vil udnytte EF-Domstolens mulighed for, at landene har ret til at tage foranstaltning for at forhindre misbrug, er ikke meget værd. Mulighederne for ad den vej at stå vagt om den danske udlændingepolitik og begrænse antallet af familiesammenføringer er meget ringe, fastslår EU-ekspert Marlene Wind fra Københavns Universitet.

»Fogh hænger sin hat på, at landene har ret til at dæmme op for snyd. Men de familiesammenføringsager, hvor der kan være tale om misbrug, udgør kun et meget lille hjørne. Problematikken er langt større, end det statsministeren prøver at gøre det til,« siger Marlene Wind.

Som Berlingske Tidende har beskrevet, åbner EU-reglerne for, at få ugers arbejde i et andet EU-land er nok til at tage sin udenlandske ægtefælle med til Danmark - og dermed undgå at blive ramt af bla. 24-års regel og tilknytningskrav. Men hvis EU-rettigheden skal sættes ud af spil, kræver det, at Udlændingeservice i de konkrete tilfælde kan bevise, at der er tale om decideret misbrug, anfører Marlene Wind.

»Men det bliver ekstremt svært at bevise, for ansøgeren vil naturligvis benægte det, og sige at det er i arbejdsmæssig øjemed, at man er i udlandet,« siger Marlene Wind.

Statsministerens håb om at stoppe misbrug kan også handle om proformaægteskaber i forbindelse med illegal indvandring. Her er det ligeledes Udlændingeservices, der har bevisbyrden til at fastslå, at der er tale om et proformaægteskab, påpeger Marlene Wind.

Samtidig fastslår EUs justitskommissær, Franco Frattini, at de danske myndigheder er bundet af den omstridte EU-dom, selv om Anders Fogh Rasmussen nu vil tage kontakt til EU-Kommissionen og andre EU-lande for at få opbakning til Danmarks kritik af dommen fra EF-Domstolen om familiesammenføringer. Danmark kan med andre ord ikke bare lade som, at dommen ikke eksisterer.

»Domme fra EF-Domstolen er bindede fra det øjeblik, de er afsagt,« siger Katharina von Schnurbein, talskvinde for EUs justitskommissær.

Den omstridte dom, der blev offentliggjort den 25. juli, udhuler ifølge statsminister Fogh Rasmussen de danske regler om famliesammenføringer ad bagvejen. Hvis de danske myndigheder alligevel behandler sager om familiesammenføring i strid med dommen, risikerer Danmark, at EU-Kommissionen rejser en sag om traktatbrud.

Justitskommissæren er i øjeblikket i gang med at tjekke, om EUs medlemslande retter sig efter direktivet. Katharina von Schnurbein slår dog fast, at EU-justitskommissæren er parat til at mødes med statsminister Anders Fogh Rasmussen for at drøfte de danske argumenter mod EU-dommen.

Marlene Wind peger på, at så længe Danmark ikke har fået et særligt grønt lys fra de andre EU-lande, så gælder de lempelige EU-reglerne i Danmark:

»Det er fuldstændig uomtvisteligt, at så længe statsministeren ikke har fået de andre EU-lande med på at omstøde direktivet, så er det EU-reglerne, der gælder i Danmark. Det betyder, at man nu kan tage til udlandet med sin ægtefælle og arbejde, og derefter tage sin ægtefælle med tilbage til Danmark ved at henvise til EU-reglerne,« siger hun.