Danmarks første matchfixer straffet­ med et års betinget fængsel

En 28-årig mand er skyldig i at have matchfixet to fodboldkampe i efteråret 2010. Dommen er den første af sin art herhjemme, og byretsdommeren kaldte det »klart bedrageri«. Sagen er anket til landsretten.

Foto: Mads Nissen

Der har fundet matchfixing sted i dansk fodbold. Sådan lyder dommen fra Københavns Byret, hvor man tirsdag kendte hovedtiltalte »MT« skyldig i at have aftalt resultaterne i to kampe mellem 1.-divisionsklubben Hvidovre og henholdsvis FC Hjørring og Vejle. Begge kampe blev afviklet i efteråret 2010 og endte med et overbevisende nederlag til Hvidovre. Retten finder det bevist, at MT har gamblet store summer på de to kampe, hvilket har medført et økonomisk tab for blandt andre Danske Spil.

Byretsdommer J. Stausbøll konstaterede, at der var tale om groft bedrageri, da han afsagde dommen på et års betinget fængsel.

»Matchfixing er retsstridigt, og der er sket en klar overskridelse af loven. Der er tale om groft bedrageri. Man har udnyttet en vildfarelse hos spiludbydere og andre spillere. Der er klart tale om bedrageri,« lød begrundelsen.

Centralt i anklagemyndighedens bevismateriale stod MTs egen forklaring til politiet, efter at han i maj 2012 søgte hjælp. MT blev dengang overfaldet i sin lejlighed, fik stukket en kokkekniv ned i halsen og forsøgt truet til at betale godt 100.000 euro, knap 750.000 kroner, til en bankkonto i Tyskland. Politiet havde dengang ikke mange spor at gå efter, kom det frem ved gårsdagens retsmøde, og var i efteråret 2012 indstillet på at henlægge overfaldssagen. I efteråret 2012 afgav MT en detaljeret forklaring om aftalt spil i dansk fodbold og navngav i den forbindelse fire tidligere hvidovrespillere og yderligere en person, der skulle have deltaget i en egentlig matchfixingring. I dag påstår MT, at den forklaring, han selv underskrev side for side i efteråret 2012, er presset igennem af politiet, der ellers ikke ville efterforske overfaldet i lejligheden.

Ankes til Landsretten

Byretten i København begrundede sin afgørelse med, at MTs egen forklaring til politiet blev bakket op af faktiske beviser. Eksempelvis 92 Oddset-kuponer og bankoverførelser, blandt andet 32.000 kroner til en af de sigtedes morfar. Endelig fremlagde anklagemyndigheden et pas med udrejsestempler til det kinesiske spillemekka Macau, hvor MT havde møde med et filippinsk selskab, der placerede den danske gamblers penge hos spiludbydere i Asien.

Men sagen mod hovedtiltalte MT slutter ikke her. Straks efter dommen ankede MTs forsvarer, Henrik Juul Halberg, afgørelsen til landsretten.

Han mener, at sagen trænger til friske øjne.

»Jeg er ikke i tvivl om, at han aldrig var blevet dømt, hvis han ikke havde talt med politiet. I det hele taget er der tale om meget mangelfuld efterforskning, og samtidig kan vi konstatere, at Danske Spil, der skulle have lidt et tab, ikke er fremkommet med ønsker om erstatning. Det er påfaldende,« siger forsvarer Henrik Juul Halberg.

Danske Spils kommunikationschef, Thomas Rørsig, siger imidlertid til Berlingske, at man har afventet dom i sagen og nu vil læse afgørelsen grundigt, før man vurderer, om der skal rejses erstatningskrav.

På anklagebænken var også 26-årige »NN«, der endte med at blive frikendt for bedrageri. Det var ellers anklagemyndighedens påstand, at NN var blevet orienteret om MTs matchfixing og derpå havde spillet 10.000 kroner på kampen mellem Hvidovre og Vejle. Forsvarer Kåre Pihlmann sagde efterfølgende, at han var »en meget tilfreds forsvarer«.

Anklager i sagen og advokaturchef Per Justesen har tidligere siddet med opsigtsvækkende straffesager om økonomisk kriminalitet, herunder bedragerisagen mod storfuskeren Stein Bagger. Han kalder byretsdommen mod hovedtiltalte MT »forventelig og lige efter bogen«. Frifindelsen af NN var omvendt ikke det, Justesen »havde håbet på«.

Nye oplysninger i sagen

Matchfixingsagen er direkte afledt af det overfald, som MT blev udsat for i sin lejlighed i 2012. Og gårsdagens retsmøde bød også på nye oplysninger om politiets arbejde. Efterforskerne har eksempelvis ikke søgt til bunds i, hvem der stod bag den bankkonto, som overfaldsmændene forsøgte at presse MT til at indbetale penge på. Efterforsker Sandra Egede kaldte det selv »sjusk«, da hun blev afhørt under retsmødet. I det hele taget var forsvarerne kritiske over for de belastende politiafhøringer i sagen. Forsvarerne mente, at efterforskeren havde presset et vidne, der ikke er sigtet i sagen, men som menes at være bindeled mellem MT og fire hvidovrespillere:

»Jeg fortalte, at han (vidnet, red.) ville blive sigtet for bedrageri, hvis han ikke oplyste navne. Så måtte jeg formode, at han ikke kun havde formidlet kontakt. Han måtte være indblandet. I dag kan jeg godt se, at det ikke er den bedste måde at gøre sådan noget på,« lød det fra efterforskeren.

Udviklingschef og konstitueret direktør i Dansk Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen, mener, at dommen er opløftende i arbejdet med at bekæmpe matchfixing.

»Da sagen er anket, skal man vare sig for at udtale sig om løbende sager. Men for os er det trods alt rart at se, at efterforskningen i denne særlige sag ikke har været håbløs og grundløs. Der er trods alt en byret, der har fundet, at der er foregået et eller andet. Disse sager er svære at efterforske, men uanset hvad der sker nu, synes jeg, at vi ikke behøver at miste modet i opklaringen af matchfixing.«

Det ligger også kulturminister Marianne Jelved (R) på sinde at bekæmpe matchfixing. Derfor har hun sat sig i spidsen for en ny lov, der kriminaliserer bestikkelse i idrætten. Hun kalder sagen fra Hvidovre »alvorlig« og håber, at det kan være med til at sætte fokus på den »bombe under idrætten«, som hun vurderer matchfixing til at være.