Da Frank løb tør for topskud

Frank Skov er mønsterbryder og analysechef i centrum-venstre tænketanken Cevea. I løbet af sin barndom oplevede han, hvor store konsekvenser dårlig skoletrivsel han have på et menneske.

Ceveas analysechef, Frank Skov, var utilpas i skolen og havde problemer med familien. »Jeg ved, hvad de her mennesker kommer til at gennemgå, og vi skal som samfund have råd og format til meget, meget mere,« siger han. Fold sammen
Læs mere

Frank førte jointen op til munden. Sugede. Som man gjorde i amerikanske film. Når han rullede topskuddene fra sin kammerats hampplante ind i cigaretpapiret forsvandt grammatik og brøker ud i glemslen. Dengang i 80ernes Tårnby var der ikke meget, der tydede på, at Frank Skov skulle blive til noget.

I dag kan Frank Skov som Ceveas analysechef tegne et billede af sig selv som en dreng, der var dybt utilpas i skolen. Centrum-venstre-tænketankens nye analyse, som han selv står bag, giver et sigende billede af skoletrivslen på de danske folkeskoler, og chefens egen baggrund trækker klare linjer op til hans nuværende virke i en tænketank, der arbejder imod ulighed i det danske samfund.

For som hos andre utilpassede børn har dårlig skoletrivsel haft konsekvenser hele vejen gennem Frank Skovs 48-årige liv. På trods af en ph.d.-grad og adskillige bogudgivelser kan Frank Skov stadig ikke skrive sine rapporter uden en assistent, der kan stå for renskrivningen. Han kan ikke skrive. Et handicap, han først opdagede som 23-årig, da en kæreste påpegede det.

»Der manglede ord, kommaer, ja halve sætninger. Mine tekster gav ingen mening overhovedet. Dér fik jeg travlt med at lære at skrive, men jeg ville ønske, der var nogen, der havde fortalt mig det, da jeg var barn. Jeg ville ønske, der var nogen, der for alvor havde sat mig ind i det tidligere.«

Den tumultariske barndom

»Jeg ser min farmor og farfar som mine forældre og de andre som nogle slemt forstyrrende elementer,« er det første Frank Skov siger, når han fortæller om forholdet til sine forældre. Bedsteforældrene fik forældremyndigheden over ham, da han var ni. Indtil da gennem­levede han en tumultarisk barndom, hvor han flyttede fra Valby til Bornholm med sin alkoholiske og voldelige far, der straffede petitesser med tæsk.

»En aften, da jeg kom hjem efter en skolefest, blev jeg beordret til at hænge min jakke på en træbøjle. Morgenen efter var den faldet ned, og så besluttede min far at bruge træbøjlen til at tæske mig. Da den knækkede, tog han en jernbøjle og fortsatte,« siger Frank Skov med rolig stemmeføring og gennemborende blik.

»Jeg passede slet ikke ind på Bornholm. Jeg kunne ikke lide min stedmor, jeg kunne ikke lide min far. Og så blev jeg kastet ind i en skole, hvor alle syntes, jeg var underlig, fordi jeg kom fra København. Allerede i 1. klasse fik jeg at vide af lærerne, at jeg ikke kunne følge med i skolen.«

Frank Skovs dårlige oplevelser i skolen er ikke enestående, og han pointerer selv, at hans egne oplevelser er »det rene vand« i forhold til andre skæbner.

Skal kunne betale sig at hjælpe

Efter tre år på Bornholm blev han endelig forflyttet til sine bedsteforældre i Tårnby. De gav ham den omsorg, han manglede, men det kunne ikke rette op på det store efterslæb i skolen. Han søgte kammeraternes anerkendelse ved at stjæle bilradioer og ryge hash i stedet for at lære at skrive, og ikke engang et gennemsnit præcis over dumpegrænsen kunne overbevise ham om, at det gik den forkerte vej. Det var først i 9. klasse, han indså, hvor han var på vej hen.

»En dag kiggede min dansklærer på mig og sagde: »Er det virkelig det her, du vil have ud af det?« Så blev jeg flov. Der skete et eller andet dér, der gjorde, at jeg tog 10. klasse med. Og så begyndte jeg at lave noget af alt det, jeg skulle have lavet. Og samtidig løb vi tør for topskud,« siger han med et glimt i øjet.

Når Ceveas analysechef i dag kigger på danmarkskortet, der viser, at tre ud af ti børn i visse kommuner ikke er glade for at gå i skole, og op til fem ud af ti ikke har en voksen at tale med i skolen, begynder han at banke i bordet og tale hurtigere.

»Som økonom skal jeg jo sige, at det er for dyrt at hjælpe alle dem som mig. Men jeg mener faktisk, at selv om de offentlige finanser er under pres, vil det i sidste ende betale sig. Jeg ved, hvad de her mennesker kommer til at gennemgå, og vi skal som samfund have råd og format til meget, meget mere,« siger han.

I 80ernes Tårnby var der ikke meget, der tydede på, at Frank Skov skulle blive til noget. Det fik han i den grad modbevist.

Posted by Berlingske on 12. april 2015