Borgmester vil femdoble prisen­ på p-licenser

Et forslag om at gøre det dyrere at parkere i København for at bekæmpe den øgede trængsel møder stor modstand allerede inden forhandlingerne på rådhuset. De fire blå partier afviser blankt.

Står det til Enhedslisten, skal det i fremtiden være markant dyrere at parkere i København, end det er i dag. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere

Bilkøer i sneglefart og en evig jagt efter en ledig parkeringsplads er hverdag for bilister i København.

Den tiltagende trængsel har derfor fået Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), til at stille en række forslag, som på mange måder skal gøre det dyrere at parkere sin bil i København.

»Eftersom Folketinget ikke har modet til at regulere biltrafikken, må Borgerrepræsentationen tage ansvaret for at sikre mindre trængsel i København ved at justere priserne,« forklarer borgmesteren.

Og det vil have en gavnlig effekt på trængslen at gøre det dyrere at parkere, vurderer trafikforsker Harry Lahrman fra Aalborg Universitet:

»Det er klart, at hvis man ikke kan opkræve bompenge eller andet i den retning, er parkeringsvåbnet et fornuftigt våben, hvis man vil holde bilerne væk. Og det er det våben, som kommunerne har,« siger han.

Rød zone større og dyrere

Helt konkret går forslaget ud på, at den såkaldte røde zone, som er det dyreste område at parkere i omkring det indre København, gøres større, og samtidig skal prisen på en parkeringsbillet her sættes op fra 31 kroner i timen til 38 kroner.

Desuden lægger man op til at udvide hele den zone, hvor en holdeplads langs kantstenen koster penge, ligesom det bør kræve betaling at parkere i gaderne omkring tre S-togstationer langt fra centrum, der er populære hos pendlerne.

Men den del af forslaget, som vækker mest harme hos både politikere og bilejernes egen organisation, FDM, er en femdobling af prisen på beboerlicenser. I dag kan københavnere med bil købe sig adgang til at parkere i nærheden af deres hjem for 730 kroner om året. I fremtiden bør det koste 3.500 kroner årligt, mener teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

Forslag får en kølig modtagelse hos FDM

Det er en rigtig dårlig idé, mener FDM ikke overraskende. De advarer imod at sætte prisen på parkering i vejret, da det vil gå ud over de mange københavnske familier, der er afhængige af bilen.

»Det er jo ikke sådan, at folk, der bor i København, bare har bil for sjov. Det er jo ganske almindelige mennesker, der har et job, børnepasning, indkøb og fritidsaktiviteter og så videre, der skal hænge sammen, og for rigtig mange mennesker er bilen altså en forudsætning for, at det kan lade sig gøre,« siger Dennis Lange.

FDM kan derimod godt bakke op om den del af kommunens forslag, der går ud på at bygge flere parkeringspladser. Teknik- og miljøborgmesteren vil lade pengene fra den dyrere parkering gå til bedre og flere parkeringsmuligheder. Men det forudsætter netop, at priserne skal sættes op, så byen ikke drukner i biler, mener Morten Kabell, der bakkes op af trafikforsker Harry Lahrman:

»Hvis man bare laver flere parkeringspladser i København, og ikke gør det dyrere eller gør andet, kommer der mere trængsel. Det er i hvert fald sikkert,« fastslår eksperten, der påpeger, at det selvfølgelig afhænger af både placeringen og prisen på de nye parkeringspladser.

Politisk flertal siger klart nej

Københavns bilister kan dog tilsyneladende ånde lettet op. På Københavns Rådhus møder forlaget om prisstigningerne nemlig stor modstand, allerede inden det på mandag 10. august skal diskuteres i teknik- og miljøudvalget.

Samtlige blå partier skyder forslaget ned som enten uretfærdigt, uklogt eller direkte urealistisk.

Fra Venstre lyder det bastant, at man vil »stemme imod revl og krat i det her forslag«, mens de Konservative og Liberal Alliance beskylder forslaget for at skubbe handel ud af byen til gene for både butiksliv og forbrugere.

Også Socialdemokraterne må ryste på hovedet af ideen om prisstigninger, særligt over de dyrere beboerlicenser.

»Det er ikke et forslag, vi kan støtte overhovedet. Det har vi også meddelt teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. Vi vil meget gerne diskutere, hvordan vi mindsker trængslen i København, men det skal ikke ske ved at øge beboerlicensen,« siger partiets medlem af teknik- og miljøudvalget Jakob Hougaard.

Socialdemokraterne er dog åbne for forslaget om at udvide parkeringszonerne.

SF er som det eneste parti positiv over for udsigten til dyrere parkering, selv om de mener, at en pris på 2.000 kroner for en parkeringslicens er mere rimelig.