Dyrere parkering i København skal give mere plads

Højere priser på parkering er et af de initiativer, som Københavns Kommune netop har fremlagt. København drukner i biler, hvis ikke vi gør noget, lyder det fra teknik- og miljøborgmesteren.

Det bliver dyrere at parkere i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

3.500 kroner. Så meget risikerer en årlig parkeringslicens at komme til at koste for borgere i Københavns Kommune, hvis kommunens teknik- og miljøforvaltning får sin vilje.

Udover en forøgelse af beboerlicensen er der blandt en række nye parkeringsinitiativer forslag til øget timebetaling i Indre By og en udvidelse af parkeringszonerne, så beboerne blandt andet skal betale for at parkere i Vanløse, Valby og på Ydre Østerbro og Nørrebro.

Helt konkret foreslår forvaltningen, at prisen for en parkeringsbillet i rød zone (parkering i Indre By, red.) skal stige fra 31 kroner til 40 kroner over en periode på tre år.

Samtidig skal en beboerlicens stige fra 730 kroner til 3.500 kroner årligt, mens det kun bliver muligt at få udstedt én beboerlicens per husstand.

Til gengæld skal indtægterne være med til at finansiere nye parkeringspladser i dele af byen, hvor det er svært at finde en parkeringsplads. De nye pladser skal etableres i parkeringsanlæg, så gaderne holdes fri af biler til fordel for cyklister og fodgængere.

»Trængslen i hovedstaden vil blive fordoblet frem mod 2025, hvis ikke vi investerer i gode alternativer til bilen,« siger trafik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø).

Han savner handling fra Folketinget til at regulere biltrafikken i København, og derfor er Borgerrepræsentationen nu nødt til selv at tage ansvar for at sikre mindre trængsel i Købehavn ved hjælp af dyrere parkeringsbilletter, mener han:

»Delebiler bliver stadig mere udbredt, og Cityringen skaber et godt alternativ til bilen inden for betalingsområdet i 2019. Derfor giver det god mening at tage fat på arbejdet nu,« siger Morten Kabell, der ser frem til at drøfte initiativerne med resten af udvalget:

»Hvis vi laver nye parkeringspladser uden at øge betalingen for parkering, så drukner byen i biler. Men jeg er åben for at lade en stigning i prisen for parkering gå hånd i hånd med flere parkeringspladser, såfremt de bliver etableret i anlæg. Herved kommer bilisterne selv til at betale for forbedringerne, og de nye parkeringspladser vil ikke betyde færre penge til nye skoler, daginstitutioner og grønne trafikløsninger.«

Forslagene skal behandles i Teknik- og Miljøudvalget 10. august.