Syv minutter til paradis

Et syv dage langt jordskælv for over 1.000 år siden, et 700 meter bredt stræde og syv minutters sejlads, adskiller i dag den lille fredelige ø Telendos fra den græske ferieø Kalymnos.

Sæsonen på Telendos åbnes med 1. maj festivalen. Da skal alt være repareret, malet, vasket og klar til at modtage turisterne, men traditionelt er det en blomsterfest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak.

Rigtig mange kender den farvestrålende solnedgang bag den lille dramatiske klippeø. Det billede er en af klassikerne blandt de græske solnedgange.

Prøv Den Store Rejsequiz om Grækenland

Knap så mange ved, at den karakteristiske vulkanformede ø hedder Telendos. Der er sikkert endnu færre, der har besøgt øen, selv om den er et oplagt udflugtsmål fra turistbyerne Myrtres, Masouri og Armees på naboøen Kalymnos.

Den fredelige fiskerflække på Telendos med de små taverner, der ligger i vandkanten med den flotteste udsigt til Kalymnos’ kyst, er ellers et besøg værd. Især om aftenen, når turistbyernes lys glimter op ad bjergsiden på den anden side af vandet, er synet betagende.
Og helt sikkert er det kun få, der har oplevet freden ved at bo på selve øen – endnu da. På Telendos er man nemlig begyndt at gribe turismen mere professionelt an, og man kan i dag bryste sig af ikke mindre end 200 turistsenge.

»Men så skal vi heller ikke have mange flere, for så mister øen sit særpræg,« mener Evi, datter på Porto Potha hotellet. Hun er efter endt hoteluddannelse på fastlandet nu vendt tilbage til øen.

Den yngre generation er i det hele taget så småt begyndt at flytte hjem og sætte deres præg på øens liv, og den måde, de griber det an på, tegner godt for fremtiden. For eksempel er de aktive i en nyetableret kulturel forening, der står bag forskellige arrangementer sommeren igennem. Det trækker især lokale turister til øen, men skaber også et fællesskab blandt øens beboere. Når der sker noget, har de yngre også mere lyst til at blive, mener Evi.

Sæsonen på Telendos åbnes med 1. maj festivalen. Da skal alt være repareret, malet, vasket og klar til at modtage turisterne, men traditionelt er det en blomsterfest. Sidste år beskæftigede man sig derfor også med øens flora og vigtigheden i at beskytte naturens planter. I juni var der »Jumping Festival«, hvor et af højdepunkterne var spring over ild for at lande ude i vandet.

I juli foregår den store Telendos Festival, hvor hvert år har sin kunstart som tema. Det har været billedkunst med blandt andet fotoudstilling, sidste år var det litteratur, hvor man havde inviteret alle børn til at skrive historier om øen, og i år kommer de to dage til at handle om sang og musik – og Telendos naturligvis.

Det sidste arrangement i sæsonen er en »Full Moon«-festival i august. Og den har ikke det mindste til fælles med de fester, der med techno-musik, rusmidler og mængder af unge backpackere hærger rundt omkring på strandene i Sydøstasien, forsikrer Evi.
På Telendos fejrer man fuldmånen med en strandfest for hele familien med god mad og god musik.

Med Al respekt for øens halvt hundrede faste indbyggeres spirende kulturelle identitet – så er det ikke de aktiviteter, man som turist først og fremmest kommer til Telendos for.

Det er heller ikke den historiske fortid. Bevares, antikken stikker også her hovedet frem med romerske ruiner. Der er rester af en middelalderborg og levn fra en byzantinsk landsby, blandt andet kirken, Agios Konstantinos.

Endelig er der den forsvundne Telendos by, som ligger under vandet i strædet mellem Telendos og Kalymnos. Byen sank i vandet under det syv dage lange jordskælv, der i år 554 adskilte den lille ø fra store Kalymnos, fortæller en lille folder, »Den gode guide til Kalymnos«, som også har lidt informationer om Telendos.

Nej, det er øen i sig selv og livet her, der er så charmerende. Har man hang til natteliv, disko og barer, skal man holde sig langt, langt væk. Men holder man af det enkle – en lille by, enkel overnatning og enkle taverner – og elsker man den græske afslappede livsstil, som øens beboere holder fast ved, er man på hjemmebane på Telendos.

Der er én »vej« og én bil på øen. Sidstnævnte er Nikos’, bror til Evi. Hans navn står på »nummerpladen«, og bilen er en trehjulet scooter-lastbil, der bliver brugt til at transportere gæsternes bagage til hotellet, som ligger længst væk fra havnen, og i nødstilfælde er den også øens ambulance.

Kaptajnen på båden havde ringet og fortalt, at vi var på vej, så Nikos ventede på os. Selv vandrede vi ad »vejen« langs vandet til hotellet, mens andre gæster blev modtaget af deres værter og fulgt gennem byens smalle gader op til studios og ferielejligheder.
Snart var vi klar til at lære Telendos at kende. Otte kvadratkilometer stor, og et halvt hundrede faste beboere, men meget lidt »plads« at bebo, med mindre man er en ged. Men dem er der også mange af. Vi konkurrerede i en ny disciplin: »goat spotting«. Man kan høre dem, for de har klokker om halsen, men gederne er svære at få øje på blandt buskene på bjergsiderne. Hele øens indre er bratte bjerge med det 464 meter høje Profitas Rhaki over de øvrige. Sportsklatrerne har fået øje på mulighederne, og hard core vandrerne har også afmærkede stier at give sig i kast med.

Tre strande har navn, solstole og parasoller. Hoylaka ligger på øens vestside. Her er der ofte bølger, og det er her, man nyder solen forsvinde i havet. Og kigger man mod bjergene mod nord, kan man se »den sovende prinsesse« – alle på Telendos kan fortælle den tragiske beretning om prinsessen, der nu hviler i bjergformationen, og om den prins, hun elskede, men ikke måtte få.

Potha-stranden findes nær vores hotel på østsiden af øen, og bag den ligger isolerede Paradise, hvor naturisterne holder til. Bystranden langs tavernerne er også fin. Her er ikke solstole, kun ude ved »On the Rocks Café« hos George Trikilis og hans kone Poppi står der en stabel stole til kunderne i restauranten og hans overnattende gæster. Han har også kajakker til udlejning.

George er opvokset i Sydney, men vendte tilbage til Grækenland og Telendos i 1994, hvor parret åbnede en bar. Den blev fem år senere udvidet med restaurant og værelser til udlejning. Nu er det her »nattelivet« foregår. George praler med, at han ryster øens bedste cocktails, og skulle man miste sidste båd til Kalymnos, som sejler ved midnatstid, så fragter han »strandede« turister over.

Derudover ER der masser af små øde strandbugter. Følg for eksempel vejen til Hoylaka-stranden. Vælg stien til venstre ved skolen og følg den forbi kirkegården. Inden da kommer man forbi Gina og Yannis hus, og er Odyssey ikke på græs nede ved havnen, går han i folden bag huset.

Odyssey er et gråt æsel og hele øens kæledægge og maskot. Han er selvfølgelig en del af Telendos Festivalen, og hans eget eventyr er udgivet i et lille hæfte.

Videre forbi kirkegården og gennem »skoven« til ruinerne. Fortsætter man lige ud, ligger der en lille øde badebugt. Drejer man til højre forbi udgravningerne og følger stien forbi stenbuen, ser man snart en blå klokke helt ude »på randen af« Telendos. Her fører en sti til en snoet grå trappe ned ad klippekanten, og 57 trin nede ligger det lille St. Georgio kapel og klynger sig til klippesiden.

Sådan er det på Telendos. En lille klippeknold, der ikke har meget at byde på. I hvert fald ikke på papiret. Men kigger man lidt efter, og giver man sig tid, er der masser af historier og oplevelser.

Lokker man f.eks. lidt for Michallis, eller »Kapsuli«, som er hans kælenavn, som det var hans fars og hans farfars – hvorfor det selvfølgelig også er navnet på deres taverne ved havnen – fortæller han gerne om, hvordan hans far og farfar dykkede efter svampe.
Michallis er ikke gift, ikke endnu, som han griner. Han har to søstre, som skal giftes først, og der skal medgift til. Hans far er i USA for at tjene penge til det, mens resten af familien passer bedriften hjemme på øen.

Og når mørket falder på, henter han sin baglamas, et lille strengeinstrument, som er en mindre udgave af den, som tyrkerne bragte med sig, da de havde herredømmet.

Da Telendos og de øvrige græske øer blev græske igen, så myndighederne ikke med milde øjne på de tyrkiske instrumenter. Men de lokale kunne godt lide musikken, så de fik fremstillet en miniudgave, en baglamas, som man lige kunne stikke op under armhulen under frakken, hvis der kom en myndighedsperson forbi.

Og imens tændes stjernerne, og det er kun bølgerne og en enkelt cikade, der forstyrrer Michaellis musik og den stilhed, der er så blød og mørk, at man skal have været på Telendos for at have oplevet den.