Meteora – klipperne i himlen

En James Bond-film kulminerer under dramatiske omstændigheder i et kloster på en af Meteoras gigantiske klippesøjler.

Kloster på Meteora klippernes top – munke og fornødenheder blev hejset op i hundredvis af år. Området er et af de mest besøgte i Grækenland samtidig med, at de færreste kender det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Hedegaard.

»Ciga, ciga,« – rolig, rolig – råbte Jackie. Der lå endnu en skildpadde på vejen forude.
Vi kørte i en uendelighed og passerede langs med vejen de små altre, der var udformet som kapeller, af og til måtte vi i et langt sving undvige en græsk landskildpadde, der frygtsomt under sin kropshjelm tøffede over vejen. Senere sinkedes vi af en hjord af køer med kalve på vejen.

Læs også: Græsk fastland med ø-stemning

Når man selv vælger at køre i bil i Grækenland, skal man vogte sig for ikke at køre de små, truede græske landskildpadder over. De kan ikke holde til det og dør af det. Det samme gælder for de flokke af geder og kvæg, der pludselig befinder sig på vejen. Og det samme gælder de krogede sortklædte kvinder i vejsiden.

Vi var på vej til Meteora, men gjorde en omvej til klostret, Agia Parashevi, i Zagorohoria-bjergene. Klosteret er berømt for at gøre blinde seende og sengeliggende oppegående. Herfra var der kun cirka 40 kilometer til grænsen til Albanien. Heroppe ligger også Vikos-kløften, der har Guinness Book of World Records ord for, at den er verdens dybeste kløft, når man måler afstanden fra den øverste klippekant til bunden.

Vi gik den sidste lange vej til det lille stenkloster, der lå helt ude ved den yderste rand, og i det lille kapel tændte min kone et lys for vores eventuelle gebrækkeligheder.

Senere passerede vi oppe i bjergene ved Metsovo Grækenlands højest beliggende bjergpas, Katara-passet. I byen Metsovo taler man vlach, fordi befolkningen her engang er indvandret fra Rumænien og fordi byen ligger meget afsondret. Her spiste vi frokost – græsk salat og landpølse og en øl til.

Jackie var vores guide. Hun var oprindelig fransk, men græsk gift, og talte engelsk med en accent så tyk som kun skurkene i gamle film. Langt ude mod nordøst lokaliserede hun Olympos-bjerget.
»Skal vi repetere Olympus-bjergets 12 guder?« spurgte hun retorisk, før hun begyndte at remse op: »Der er Zeus, Poseidon, Hermes, Artemis, Apollo, Afrodite... Har jeg nævnt Zeus? Det var vist 12.«

Ekspeditionen til Meteora havde fra starten været forklædt som en helt almindelig chartersommerferie med Spies til Parga, der ligger på fastlandsgrækenlands vestkyst. Parga er en vidunderlig lille by med havn og havnepromenade og små, hyggelige restauranter på stribe med udsigt til det blå hav.

På begge sider af den lille by med de pastelfarvede huse ligger brede halvmåneformede strande, hvor man kan ligge og opsuge solens bagende stråler og siden styrte sig ud i det lysende blå middelhavsvand.
Da vi sidst på dagen nærmede os Kastraki rejste de mægtige klipper sig på den thessaaliske slette. Og som man kom nærmere, var det muligt at skelne bygninger på klippens top. De ser helt små ud, men det er enorme klosteranlæg møjsommeligt bygget og udbygget over hundreder af år ved at hejse byggematerialerne op.
Heroppe kom man i mere end én forstand Gud nærmere og heroppe kunne man være alene. Meteora betyder »klipperne i himlen«.

Kastraki er en af de små byer ved Meteora-klippernes fod – i det tiltagende tusmørke tog de mægtige stensøjler sig faktisk overjordiske ud – og herfra udgik vores ekspedition også næste morgen.
Man skal afsætte en halv til en hel dag for at få et indtryk af Meteora, så man er nødt til at overnatte enten i Kastraki eller Kalambaka, der ligger med to kilometers afstand lige op ad klipperne og her er masser af hoteller til overkommelige priser.

Kalambaka blev ligesom en del af klostrene lagt øde af den tyske hær under Anden Verdenskrig og fremstår derfor meget ny i dag, men det gør den ikke mindre både pæn og tiltrækkende. Og i begge byer ligger små, hyggelige taverner på stribe.

Kastraki ligger måske smukkest lige under klipperne og er et godt udgangspunkt for at udforske området.
James Bond-filmen »For Your Eyes Only« kulminerer under dramatiske omstændigheder i et kloster på en af Meteoras gigantiske klippesøjler, men fra den tidligste kristendom har området tiltrukket eremitter og munke, der i begyndelsen boede i stedets huler. Et til alle tider helligt og i dag fredet sted under UNESCOs beskyttelse og et af de mest besøgte i Grækenland. Hver dag kommer i hundredvis af turister og pilgrimme.

Dette landskab er i bogstaveligste forstand enestående. Det findes ikke tilsvarende på Jorden. Indtil for cirka ti millioner år siden stod disse kolossale stensøjler og –knolde på bunden af en gigantisk forhistorisk ferskvandssø.

I dag står de som en gigantisk skov af forstenede træstubbe, der rager højt op, med klostre på toppen og en egen mærkelig skønhed.

I mere end tusind år har hellige mænd, eremitter og munke været tiltrukket af landskabet som et sted, hvor de kunne være nærmere Gud. Specielt da det islamiske, ottomanske imperium trængte kristendommen tilbage på Balkan søgte munkene tilflugt fra blodsudgydelserne på toppen af klippesøjlerne.

Den eneste adgangsvej var ad lange, vaklende stiger, som kunne trækkes op på toppen igen. Siden, efterhånden som klostrene blev udbygget, blev stigerne erstattet med hejseværker og både munke,  fornødenheder og byggematerialer blev hejset op i net.

Hvis man dengang havde spurgt munkene, hvor ofte rebene blev udskiftet, ville svaret have lydt: »Lige efter, at Vorherre har ladet dem knække.« Adskillige munke har mistet livet på den måde. Når stiger væltede eller brød sammen, når vinden slyngede de dinglende net ind mod klippevæggen og når de styrtede ned under vægten af deres last.

En af klipperne ligner stævnen på et mægtigt skib og har siden filmen ikke heddet andet end »Titanic«.
Siden 1920erne har man bygget tusindvis af stentrin i klipperne for at lette adgangen og til flere klostre fører også veje op på bagsiden. Enkelte er endog udstyret med elevator. Det er blevet lettere og mere sikkert at besøge stedet.

Vi stod på trapperne til Moni Agias Varvaras Roussanou, der også bare kaldes Roussanou, og som i dag bestyres af nonner, klokken 9, da det åbnede for besøgende. Efter en del stentrin går man over til klostret ad en lille træbro. Den diminutive kirke i midten er højdepunktet her. Lille, men oplyst af sollyset gennem de små ruders kulørte glas og dekoreret med mageløse fresker af Kristi Himmelfart.

I den græskkatolske kirke er et billede fra Bibelen ikke bare en illustration til en religiøs fortælling, men i sig selv et vindue ind til det guddommelige.

Det lille klosters sindrige system af trapper og niveauer er i sig selv en oplevelse.
I souvenirbutikken kan man købe små ikon-kopier og meget andet, men også en stor krukke honning for otte euro (ca. 60 kr.) og det er ikke galt for den flydende gyldne honning. Bland den med den fede græske yoghurt (mærket Total er super) og man har den lækreste morgenmadssnack – eller dessert.
Bagefter tog vi op til Store Meteora-kloster, Moni Megalou Meteorou, et imponerende bygningskompleks anlagt på den højeste af Meteora-klipperne – 613 meter over havet.

Det blev grundlagt af Sankt Athanasius i 1400-tallet og blev det rigeste og mest indflydelsesrige af klostrene her takket være den serbiske kejser Symeon Uros, der overgav sin formue og sine rigdomme til klostret for selv at blive munk.

Højdepunktet her er en helt fantastisk 12-sidet kirke under en kuppel med serier af fresker under fællestitlen »Helgenernes martyrium«, der skildrer romerrigets grusomheder mod de første kristne.

Der er utallige stentrin op og ned og hen og under, før man når derop fra parkeringspladsen, men det er klatringen og de sveddryppende anstrengelser værd. I den udhuggede krypt ses blandt andet rummene med forgangne tiders munkes hovedskaller, mens deres sjæle afventer den yderste dag.

Begravelse er ikke mulig på klippetoppen, så heroppe anbringes – som i det øvrige Grækenland – afdøde i stenkister i tre år, hvorefter levningerne tages op igen og knoglerne vaskes i vin og stables ved en sidste ceremoni i dertil indrettede rum.

Som besøgende er det vigtigt at huske at medbringe vand. At gå på de mange trin i sommermånederne kræver væske. Det er også vigtigt at holde sig for øje, at klostrene primært er steder for fordybelse og tilgang til Gud. Derfor kan de have forskellige åbningstider, ligesom adgangen i vintermånederne kan være begrænset.

Indtil 1938 var det kvinder forbudt at færdes i klostrene, men en større brand i et af klostrene blev kun forhindret i at udvikle sig katastrofalt ved håndfast indgriben fra egnens kvinder. Dette tolkede munkene klogt som et vink med en himmelsk vognstang, og herefter tillod de både nonner at overtage visse klostre og kvindelige besøgende i klostrene – når de altså er sømmeligt påklædt. Nonnerne i deres klostre låner gerne lige lovligt sommerligt klædte kvinder et skørt, de kan slå om sig.

Overhovedet håndhæves en streng dress code. For kvinder ingen bare skuldre og nederdel til knæet og derunder. Heller ikke bukser går an, når man er kvinde. Hvis man er mand, er det det eneste, der går an. Mænd, der på trods af alle advarsler møder op i shorts, må låne sig til et par lange sorte bukser som andre har haft på. Så skal man være stærk i troen.

Moni Agias Triados, Den Hellige Treenigheds Kloster, er det af klostrene, der ligger mest fantastisk, og det er i dag de berømteste, fordi det optræder som kulisse i en James Bond-film. Synet er enestående – og udsynet skulle være endnu bedre, men jeg havde fået nok klatren for én dag, så jeg undlod at gøre forsøg på at klavre op til kirken her.

I stedet kørte vi tilbage til det evige sommerliv ved hotellets pool og fiskerestauranterne i Parga og den utrættelige musik med temaet fra »Zorba« og »Aldrig om søndagen« på intenst dirrende elektrisk buzuki.

Lidt nede af kysten fra Parga støder man – efter en smuk sejltur – på floden Aheronda, der engang blev antaget for at være floden Styx, og et lille stykke oppe af den ligger en labyrintisk ruin, Nekromanteio af Afyra, som man tilsvarende antog for at være nedgangen til antikkens dødsrige, Hades. På den måde kunne man sige, at vi befandt os mellem himmel og helvede, og at vi her fandt jordisk lykke. Ikke dårligt.