Rejs til isbjørnenes land

I jubilæumsåret for polarforskerne Nansen og Amundsen tog vi med Hurtigrutens explorerskib Fram til de fjerneste afkroge af ishavet på Svalbard.

Det gode skib Fram ligger i Magdalene-fjorden på Spitsbergens vestside. Foto: Jan Hedegaard Fold sammen
Læs mere

At intetheden - tomheden - kan være så smuk, er det mest slående. Ja, ligefrem overrumplende.

Læs også: 10 oplevelser i isbjørnenes rige

Vi er sejlet ind i Magdalene-fjorden på Spitsbergens vestside. Spitsbergen er den største af øerne i Svalbard-ø-gruppen.

Øerne ligger højt mod nord, langt oppe i ishavet på højde med det nordligste Grønland.

Vi er der først på efteråret med Hurtigrutens explorerskib Fram, det er gået helt ind i bunden af fjorden, hvor en gletcher glider ud mellem to bjergtoppe og brækker isbjerge af med en sprød knasen.

Her ligger Fram opankret på det blanke vand. Af og til krydser en søfugl hen over det med et hæst skrig. Skyer af tåge og fin regn gør de hvide, grå og brune nuancer endnu mere afdæmpede - næsten usynlige.

Her i denne stille fjord rager en blød sandbanke ud. Sandbanken er en kirkegård. I 200 år i 1600- og 1700-tallet begravede hollandske hvalfangere deres døde her.

Hvalfangerfærden var farlig. Man harpunerede de store dyr fra små både, og et rasende dask med halen kunne være fatalt. Engang har her også været en hvalfangerstation, og man kogte hvalspæk til tran i vældige kar.

I gummibåde sejler vi fra Fram ind på stranden. Forinden er vi blevet formanet om ikke at efterlade noget og ikke at tage noget med. Den arktiske natur er sårbar.

Her i denne disede skønhed og stilhed, finder jeg det smukke i tomheden - som i Schuberts sange - og jeg tænker, at det, når det skulle være, slet ikke er et dårligt sted at ligge begravet.

»En isbjørn,« lyder det pludseligt. Ikke panisk, men nøgternt, konstaterende. En af vagterne, der er posteret og udrustet med en riffel af samme grund, har fået øje på den på den på anden side af fjorden.

»Der er to,« siger hun lidt efter. »Den anden sover.«

Hun sænker kikkerten: »Hvis de begynder at svømme herover, må vi evakuere stranden.«

Bjørnene ville sagtens kunne svømme det pæne stykke over fjorden, men ikke hurtigere end vi ville have tid til at sejle tilbage til skibet. Isbjørne er gode svømmere, men de skal tage sig lidt sammen, før de hopper i.

Ikke fordi de synes, at vandet er koldt, men fordi de ikke bryder sig saltkrystallerne fra havvandet i deres pels. Den vil rulle sig i sne eller lav for at få dem ud igen.

Man tager isbjørnene alvorligt på Svalbard. I august i år angreb en isbjørn en 17-årig engelsk skoledreng fra Eton, der var med sine kammerater på arktisk ekspedition på Spitsbergen.

Han blev dræbt, fire andre – heraf to lærere – blev hårdt såret, da de forsøgte at undsætte ham, før nogen kunne dræbe bjørnen.

Jo, det er tilladt at skyde isbjørne, men kun i selvforsvar.

På øerne er der knap 3.000 fastboende, og der er godt 3.000 isbjørne. Heldigvis lever de af andet, isbjørnene. Deres kost består overvejende af sæler, som de overlister eller lurer på ved sælernes åndehuller i isen.

I bogen om sin første ishavsfærd i 1882, »Min første ishavsfærd«, skriver polarforskeren Fridtjof Nansen om isbjørnen, når den jager: »Den ligger fladt på isen, med labberne klar ved siden af sælhullet, og i samme nu sælhovedet kommer op, slår han til.«

Hanbjørnene bliver størst. Op til tre meter lange og 700 kilo tunge. Man kan kende dem på den fint buede næseryg. Hunnerne vejer ofte kun det halve, men uanset køn angriber de uden varsel.

»Nu er der tre isbjørne,« lyder det lidt efter fra vagten. De bliver ovre på den anden side, men folk begynder alligevel at tage med gummiflåderne tilbage til Fram.

På skibet står alle gæsterne helt fremme i stævnen og iagttager bjørnene i deres kikkerter og kameraernes søgelinser.

Det er ikke tilfældigt, at Nansens bog er med i bagagen. I 2011 er der to jubilæer af betydning i Norge; 150-året for Fridtjof Nansens fødsel, og at det er 100 år siden, Roald Amundsen med fire mænd nåede Sydpolen som de første.

Begge var polarforskere, landsfædre og videnskabsmænd og med omfattende forfatterskaber. Nansen var tilmed diplomat og aktiv humanist. Begge helt afgørende for skabelsen af den norske identitet, efter landet blev selvstændig i 1905.

Om en episode fredag 30. juni 1882 skriver Nansen, efter han sammen med kaptajnen har bevæget sig ud på isen for at lokke en bjørn til:

»Vi venter længst muligt. Nu er den allerede en 20 meter foran os. Der kommer hovedet op over kanten.

Et gevaldigt hoved er det, som en tilpas stor kuffert. Hovedet rokker lidt frem og tilbage, så forsvinder det igen under kanten. 

Vi holder riflerne klar. Så kommer hele skikkelsen slentrende frem på siden af skossen med brystet lige imod os.

Begge skuddene lyder på én gang. Et brøl - den synker ned på bagdelen, bider efter sårene, tumler nogle skidt bagover og falder.

Så smukt sådan et dyr er, som det ligger der stort og stærkt med sin gulhvide pels på den hvide sne, mens det røde blod drypper fra brystet. Herregud, så lumpent, at et stykke bly så pludselig skal kunne standse dette frie liv på de endeløse isvidder.«

 

Turene med Hurtigruten er ikke billige, men man får en unik arktisk sørejse og oplevelser, der er de færreste forundt. Svalbard er et storslået og vidtstrakt landskab af arktisk natur, og heroppe på Jordens top er solnedgangene særligt farverige og betagende.

Ingen træer kan gro her, kun mosser og lav, og alligevel er der et righoldigt dyreliv med fugle, polarræv, sæl, hvalros, hval og kongen over dem alle: isbjørnen.

Svalbards største ø, Spitsbergen, blev lokaliseret og navngivet af den hollandske hvalfanger og opdagelsesrejsende Willem Barentsz (1550-1597) efter øens spidse, snedækkede bjergtoppe, som han så langs vestkysten.

Inde i Isfjorden ligger Longyearbyen. Den er grundlagt som mineby og opkaldt efter den Mr. Longyear, der havde aktiemajoriteten i kulmineselskabet. I årenes løb er der gravet hundreder – nogle siger tusinder - af kilometer af minegange i bjergene på Svalbard.

Husene i Longyearbyen og på resten af Svalbard er bygget på pæle på grund af permafrosten. Udefra ser de træbeklædte barakagtige bygninger ikke ud af meget, men indenfor er de bekvemme og moderne og der er ikke det hotel eller supermarked, der ikke udstiller en udstoppet isbjørn.

Det er også det første, man som arktisk turist ser i Longyearbyens lufthavn ved bagagetransportbåndet; en mægtig, udstoppet isbjørn, hvor andre har en reklame for det toldfri salg.

Efter ankomsten overnatter vi og spiser middag på Radisson SAS-hotellet. I restauranten, Brasserie Nansen, serveres internationale og arktiske retter og gennem det mægtige udsigtsvindue er der en formidabel udsigt over Isfjorden til Hiorthfjellet og ned ad Adventsdalen.

 

På vejen ud af fjorden den følgende dag passerer skibet den trøstesløse russisk befolkede mineby, Barentsburg. Her graver russerne kul ud og insisterer på, at de også har adgang til Svalbard. Det får de så lov til.

Fram er Hutigrutens Explorerskib, det sejler ved Svalbard og Grønland, og når der er vinter her oppe sejler den i sommervejret nede ved Sydpolen.

Skibet er bygget til arktisk sejlads og indrettet med basale bekvemmeligheder. Her er kahytter i tre størrelser og indretning. (Gå ikke under en udvendig i kahyt i mellemstørrelse.)

Man købe sig en stor møbleret suite med balkon, men generelt sejler vi ikke i luksus som på krydstogtskibene, der sejler i troperne.

Her er hverken kasino eller natklub, men her er adgang til varmt brusebad og varme i gulvet på alle badeværelserne, og det er sand luksus på disse breddegrader.

Ud over et rekreativt område ved receptionen, der ligger sådan cirka midtskibs, opholder vi os dels i den friske luft på dækket, når der er noget at observere - alt fra nordlys til hvaler - ellers inde i Outlook Loungen, en stor udsigtssalon på øverste dæk, med øreklapstole, fodskamler og læselys. Og en fantastisk udsigt, der hele tiden skifter.

Det er ren fryd og nerveberoligelse at sidde her og skiftevis læse og se ud over havet, følge de arktiske terner, der svæver med skibet i lav højde over de isgrå bølger. Utrætteligt på deres lydløse flugt og aldrig ser man dem hvile.

Her er gratis servering af kaffe eller te og også sofaer, borde og små lænestole. Outlook Loungen er skibets dagligstue, så her er desuden skabe med skibets bogsamling - en faglitterær afdeling om arktiske forhold, dyr, geografi og bøger om de steder skibet besøger. Og et andet skab med skønlitteratur på forskellige sprog, der består af de bøger, som gæsterne har efterladt. 

Hver formiddag er der foredrag eller dokumentarfilm på tre sprog - skandinavisk, engelsk eller tysk - og emnerne er relevante for turen. På denne tur hører vi om dyrelivet, historiske polarekspeditioner og om Nansen og Amundsen.

Restauranten er vores fælles spisestue. Man klæder ikke om før middagen, men slapper af og møder andre mennesker ved bordene.

Køkkenet serverer uhyre velsmagende mad, overraskende nok egentlig, for det er en blanding af norsk, filippinsk og international hotelmad.

Det filippinske islæt stammer fra den servicerende del af besætningen og fra mange af kokkene; de er filippinere. Og de er i sig selv en af skibets attraktioner.

Man kan se de samme personer i forskellige funktioner; den ene dag serverer de te i udsigtssalonen.

Den næste dag ordner de kahytter og reder senge og en tredje dag hjælper de folk i land, når der er landgang fra de motoriserede gummibåde. Altid i sving og altid med et smil.

Vi sejler op langs Svalbards vestkyst og passerer som indledningsvist nævnt Magdalenefjorden, og efter den går det mod Ny-Ålesund. Her befinder vi os i det område, som de lokale kalder »Nordvesthjørnet«.

Ny-Ålesund ligger inde i Kongsfjorden. Fjorden og landet omkring den er et af de smukkeste fjordområder på Svalbard og med et rigt fugleliv på øerne og holmene, der ligger indrammet af fjelde. Inderst i fjorden ligger en vældig gletcher.

Ved Ny-Ålesund går skibet til kaj, og en lille mudret vej fører direkte hen til den klynge huse, som nordmændene kalder verdens nordligste by.

Så her står også verdens nordligste damplokomotiv på verdens nordligste stump jernbane. Her ligger verdens nordligste hotel, Hotel Nordpol, her ligger verdens nordligste posthus og sådan kunne man blive ved og ved og ved.

Siden 1964 har Ny Ålesund været center for international arktisk forskning og miljøovervågning og flere lande er repræsenteret her.

Men det var også fra Ny Ålesund, at Amundsen foretog sine ekspeditioner til Nordpolen. Her står stadig den mast, hvortil Amundsens luftskib havde været tøjret – og hans buste er anbragt på en granitsokkel i byen.

Efter at Amundsen havde nået Sydpolen i 1911, gik kampen i gang for at nå den geografiske nordpol. Nordpolen er dækket af en kompakt masse af drivis, og ingen ved i dag ved, hvem der var først på Nordpolen. I mange år troede man, at det var amerikaneren Robert E. Peary i 1909, men det er siden blevet bevist, at han snød.

I 1926 fløj Amundsen så sammen med italieneren Umberto Nobile over Polarhavet og hen over polpunktet luftskibet »Norge«, og herfra kastede Amundsen et norsk flag ned og erklærede, at hermed var de først. Men nordpolsfundamentalister fastholder, at det ikke gælder bare at flyve hen over stedet.

Muligvis var det først i slutningen af 1960erne, at nogen nåede Nordpolen hen over isen. Det gjorde eksempelvis englænderen Wally Herberts fire-mands British Trans-Arctic Expedition, der forlod Canadas nordkyst 21. februar 1968 med hundeslæder og opholdt sig nær polpunktet i et par vintermåneder. Nordpolen passerede de 5. april 1969, og de nåede Svalbard 1. juni samme år.

Men knap et år inden, 19. april 1968, nåede Ralph Plaisteds ekspedition med snescootere stedet, og den anses for at være den første, som nåede punktet hen over isen. Ad søvejen var Nordpolen allerede nået første gang af den amerikanske atomdrevne ubåd Nautilus i 1958 og igen året efter af søsterbåden Skate.

Inden var der gjort flere mere eller mindre opsigtsvækkende forsøg, der ofte endte tragisk. En af dem var den svenske ingeniør Salomon August Andrée, der i 1897 forsøgte at flyve til Nordpolen i varmluftballon.

Han tog af sted fra Danskøya på Svalbards nordvestkyst. Han havde gjort et forgæves forsøg tidligere og følte han var nødt til at forsøge igen for ikke at tabe ansigt. Så 11. juli 1897 kastede Andrée og hans to følgesvende los, og ballonen »Ørnen« steg til vejrs og begyndte drive nordpå.

Efter få dage var ballonen dækket af is og faldt ned tung som en sten. De tre mand var nået 480 kilometer fra udgangspunktet og var landet i et drivisbælte, som skubbede og knagede og drev dem den forkerte vej.

Efter måneders hårdt slid nåede mændene i land på Kvitøya, en isoleret ø i den alleryderste nordøstligste del af Svalbard, og her døde de. Ingen ved helt hvordan.

Først 33 år efter fandt en norsk ekspedition tilfældigt Andrée-ekspeditionens jordiske rester. Man fandt hos dem blandt andet en film, der kunne fremkaldes og som gav et indtryk af mændenes strabadser på tilbagerejsen.

 

Moffen er en sandbanke med hundredvis af hvalrosser.  En pæn andel af de cirka 2.000 hvalrosser, man regner med holder til omkring Svalbard, holder til her. Banken ligger over 80 grader nord, og nordligere kommer vi ikke på denne rejse. Herfra er afstanden til Nordpolen overskuelig.

Hvalrosserne på sandbanken er gulligt brune og ligger og ligner Jørgen Schleimann i sovepose med busket moustache og det hele. De kan blive 30-40 år gamle og vejer rask væk 1.500 kilo. Deres føde består udelukkende af muslinger.

Også i restauranten er middagen denne aften et festmåltid. Her er der King Crab til forret og rømmegrød og stuvet rensdyr.

Derefter sejler vi i en storslået solnedgang og hele natten på blide bølger mod Bjørneøen, der ligger lagt sydligere end de øvrige af øerne på Svalbard.

Først på eftermiddagen den følgende dag befinder vi os i farvandet, hvor Roald Amundsens fly forsvandt i 18. juni 1928.

Her fandt fiskere vragdele fra flyet, der var startet fra Tromsø med kurs mod Spitsbergen. I 2009 forsøgte man en sidste gang at lokalisere vraget. Forgæves. Og hvad der skete forbliver uopklaret.  

Om Bjørneøen skriver Nansen i sin optegnelser: »Da hollænderne under Rijp og Barentsz opdagede Bjørneøen i 1596, traf de en stor bjørn, der svømmede i vandet. (...) Med to både og folk bevæbnet med bøsser, hellebarder og økser udkæmpede de et søslag med dyret, og efter to timers kamp gjorde et øksehug gennem hovedet ende på dens liv. Efter den bjørn var det, at øen blev kaldt Beeren Eylandt.«

Bjørneøen har form som en trekant, der peger med spidsen mod syd. Landskabet er fladt og bredt mod nord og stejl og klippefyldt mod syd.

Historisk har øen været interessant både militært, geografisk og som ressource. Norske fiskere lastet om på Bjørneøen, så de ikke behøvede at sejle helt hjem, når lasten var fuld, i 1918 etablerede Institut for Geofysik i Tromsø den første radiostation her, fra 1918 til 1932 gjorde man forsøg på at udvinde kul.

Bjørneøen har siden 2002 sammen med havet omkring det i fire sømils bredde været fredet som naturreservat, men helt inde ved det stejle fuglefjeld, hvor det tårner sig op af de grå bølger, ligger et russisk fragtskib grundstødt på fjerde år.

For første gang på turen er her tåge og regn.

Vi bliver om bord i Frams lune indre. Her er te, og man kan sidde med benene oppe og se regnen slå mod ruderne og overgive sig til læsning om seje polarforskere, der stred sig mod nord i knagende træskibe. 

Herfra sætter Fram kursen sydpå. For kaptajn Arild Hårvik på broen betyder det afsked med det medløb skibet har haft af en sydgående kold havstrøm fra ishavet.

Han vil blive nødt til at bruge mere motorkraft på grund af den lune nordgående havstrøm, der herfra løber skibet i møde: Golfstrømmen. Og godt 300 kilometer mod syd ligger Nordkap. Herfra begynder Europa igen.

Hurtigrutens explorer skib Fram er igen i farvandet omkring Svalbard i juli i 2012 og sejler til den tid videre op langs Grønlands østkyst. Turen koster fra 47.221 kr. for 14 dage inkl. fly og transport. 

Læs også: 10 steder du kan blive spist af dyr