Oplev fortryllende Wales

Storslåede bjerge, historiske borge og sjove bynavne. Og selvfølgelig en sær og eventyrlig by bygget af en excentrisk arkitekt. Velkommen til Wales.

Snowdon Mountain Railway, togbanen med de gamle damplokomotiver, der siden 1896 har bragt turister op på toppen af Wales’ største bjerg, Snowdon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flickr.com

En af mine naboer i London så helt forskrækket ud, da jeg fortalte, at jeg med hele familien ville køre op til det nordlige Wales.
»Pas på med, hvem du taler engelsk til deroppe,« sagde hun alvorligt. »Det er ikke mange år siden, at de brændte englænderes huse ned.«

Læs også: England ifølge Inspector Morse

Det er korrekt, at Wales’ tidlige historie er lang og til tider blodig, da waliserne ofte har kæmpet imod deres engelske naboer for at bevare deres selvstændighed og deres kulturelle arv. Men selv om der fortsat er mange nationalister, er der i dag nu ikke noget så fredfyldt som at køre ad snoede bjergveje mellem stenhuse, diger og hundredvis af får i Wales. Og manden på gaden skal under vores tur i det walisiske vise sig gæstfri som en nær ven, selv om det ind i mellem faktisk kan være svært at spørge særligt ældre om vej, da de ikke alle mestrer engelsk, men kun walisisk. Og her skal man være meget sprogkyndig for at følge med.

Således vækker skiltene på walisisk langs vejene også mange sjove bemærkninger mellem børnene på bagsædet. Vi lærer alle hurtigt en række nye ord. At politi hedder »heddlu«, at en skole kaldes »ysgol« og at en taxa selvfølgelig staves »tacsi«. Dertil kommer de noget anderledes bynavne. Den ældste datter på 15 år må bare ud og fotografere byskiltet, da vi ruller ind i byen med Storbritanniens længste stednavn med 58 bogstaver: Llanfairpwllgwyngyllgogerych- wyrndrobwllllantysiliogogogoch.

Wales er fortryllende med sine sjove bynavne, storslåede bjerge, historiske borge og attraktioner skabt af excentrikere.
En af dem, arkitekten Bertram Clough Williams-Ellis, byggede perlen Portmeirion, en lille eventyrby på den walisiske vestkyst, hvor vi checker ind på byens hotel, som ikke er helt traditionelt: For alle byens huse udgør individuelle hotelværelser.

Når man bevæger sig rundt i byens stejle gader med udsigt over Det Irske Hav, kan man ikke lade være med at smile og glæde sig over, at der findes mennesker med så kringlede hjerner, der bruger hele deres liv på at forfølge en drengedrøm om at bygge noget så sært og vidunderligt som Portmeirion.

Som ganske ung købte Bertram Clough Williams-Ellis i 1925 jorden her ved kysten for at bygge sin helt egen romantiske by. Han arbejdede på projektet lige indtil, han døde 94 år gammel i 1978.
Landsbyen bryder med alle arkitektoniske retninger, og den er en forunderlig blanding af noget romantisk italiensk, britisk herskabeligt, amerikansk art deco og byggestilen på Christiania. De halvt hundrede bygninger i forskellige pastelfarver ligger lidt hulter til bulter på bjergskrænter rundt om en italiensk piazza.

Kupler, løvehoveder, snoede skorstene, smedejernsskilte, søjler, Buddha-statuer og alverdens krummelurer mikses sammen til en arkitektur, som ikke er set mage andet steds.
Et hus har fået malet et vindue på sin forside. Først lægger man ikke mærke til det, men pludselig opdager man denne pudsige detalje, som er helt bevidst, fordi Bertram Clough Williams-Ellis ønskede at bryde med normerne og at få folk til at se verden på en ny måde.
Mange af bygningsdelene kommer fra faldefærdige britiske godser og palæer, som alligevel skulle rives ned. Derfor fik den excentriske arkitekt dem gratis, fordi godsejerne hellere ville give dem til ham end at de gik til grunde.

Penge skulle Bertram Clough Williams-Ellis naturligvis bruge til at betale sine håndværkere, men det blev finansieret ved at lave alle byens forskellige huse til en del af hans Hotel Portmeirion, hvormed alle gæster får deres egen, individuelle hotellejlighed med hver deres navn.

Vores lyder Arches Suite – en skøn toværelses lejlighed med retro-tapet, udsigt over byen og sherry stillet frem på bordet i en karaffel ved ankomst.     
Ikke overraskende har denne atmosfærefyldte by og ditto hotel tiltrukket kreative kendisser på stribe – Annie Lennox, Liam Neeson, Terence Conran – og mange kommer tilbage igen og igen. Nogle for at få samme lejlighed som sidst, andre for at prøve en nu, fordi det hver gang giver en ny oplevelse. 

Byen trak også i Beatles.Brian Epstein, Beatles’ manager, lejede i 1960erne altid portnerboligen i sin sommerferie, og klædeskabet i lejligheden er bygget på hans opfordring og ud fra hans ideer og mål.

George Harrison fejrede sin 50 års fødselsdag i hotellets restaurant med udsigt over vandet. Hans sikkerhedsvagter afviste dog hans ønske om, at han kunne bo i »The Watch House« – et yndigt hus med sprossede vinduer, der ligger øverst oppe på en skrænt med udsigt over havet – da de frygtede han i fuldskab ville falde ud over klippen.
Da jeg stiller mig på terrassen foran klippehuset og kigger ned i dybet, får jeg en vis forståelse for den beslutning. Svimmelheden melder sig hurtigt.

Bertram Clough Williams-Ellis er ikke den eneste excentriske waliser, der har skabt en særlig attraktion her.
For skoven lige bag ved Portmeirion rummer ikke blot alverdens eksotiske træarter og planter: Skilte langs de små vandrestier fører os også imod en hunde-kirkegård dybt inde mellem træerne.
Kirkegården blev etableret af en af Portmeirions tidligere beboere, Frøken Adelaide Haig, som her boede i et palæ fra 1870 og indtil sin død i 1917.

Hun foretrak hundeselskab frem for menneskeligt, og holdt en flok på 15 bastarder i sin fine spejlsal, hvor hun oplæste tekster fra bibelen for dem stående bag en skærm.
Hele hendes palæ voksede til og blev et vildnis, fordi hun ikke ville tillade destruktion af noget-som-helst, der groede. Da hun døde, kunne rustvognen og bedemanden ikke komme frem til huset og hente hende, før skovarbejdere havde hugget den jungle-agtige vej til huset fri for træer, buske og planter.

Jeg har svært ved at slippe denne underlige historie, da vi endelig når frem til kirkegården, hvor en kæmpe hundefigur skåret ud i træ byder én velkommen og såvel over hundrede år gamle som nyere hundegravsten står i skovbunden.
»Vores elskede ven, som forlod denne verden al for tidligt,« lyder afskeden på en gravsten opsat for hunden Prince. Den blev 11 år gammel.

Wales har til gengæld andet at byde på, der nægter at dø og gå til grunde:
Snowdon Mountain Railway, togbanen med de gamle damplokomotiver, der siden 1896 har bragt turister op på toppen af Wales’ største bjerg, Snowdon, i Snowdonia Nationalpark, der sådan omtrent er på størrelse med Fyn.

Parken er både øde og barsk og overvældende smuk med vandfald, grønne skrænter og dybe bjergslugter.
Da vi en af dagene i Wales sætter fra perronen i landsbyen Llanberis, er det netop for at få det optimale ud af natur-oplevelsen Snowdonia.

Damplokomotivet pruster voldsomt, mens det slæber sig med blot 11 km/t op ad det stejle bjerg. Der er kun ét spor, men ved et sidespor halvvejs oppe på bjerget, holder lokomotivføreren ind for at gøre plads til sin kollega, der er på vej ned ad bjerget med et andet damplokomotiv. 

Svært er det ikke styre, forsikrer Rodney, der har kørt vores lokomotiv de sidste 13 år.
»Det tog mig kun en uge at lære,« siger han. 

Under den videre opstigning løber små lam langs med toget, som om de vil løbe om kap. Flere gange er det ved at gå galt for dem, da de løber ind over skinnerne foran toget, hvorfor Rodney igen og igen må tude i dampfløjten.
I takt med at vi bevæger os højere op, bliver luften mere diset og køligere. Men det er nu fortsat en mere magelig måde at nå toppen på i forhold til de mange vandrere, som vi passerer, og som allerede på opturen ser slidte ud.

Endelig helt oppe standser vi ved en perron, hvorfra vi må selv må tage de sidste få skridt op til den absolutte bjergtop, 1.085 meter over havets overflade.

Vi smager på den friske luft, nyder den utrolige udsigt over nationalparkens bjerge og stilheden. Man hører kun fuglenes lyde og skrig, når de glider gennem luften. Vi nikker anerkendende til et midaldrende ægtepar i vandrestøvler, der har taget turen op til bens. Tre og en halv time har det taget dem, fortæller de udmattede, men konstaterer så fortrøstningsfulde:
»Heldigvis går det hurtigere nedad.«

Efter al den helsende bjergluft drager vi igen ud mod kysten, men denne gang til Caernarfon med en af Europas mest imponerende middelalderlige borge.

Ikke for ingenting kaldes Wales for »verdens hovedstad for slotte«.
For waliserne kan prale af omkring 400, hvoraf over 100 stadig står, enten som restaurerede eller som ruiner. Caernarfon Castle blev påbegyndt i 1283 og indgik i den kæde af 17 fæstningsanlæg, som Kong Edward I i slutningen af 1200-tallet lod opføre som symbol på englændernes magt over waliserne.

Slottet i Caernarfon er et af de fire, der blev bygget af kongen og udråbt som Verdens Kulturarv af UNESCO i 1986.
Det forstår man, så snart man går igennem byen med blot få tusinde indbyggere med retning imod slottet: Langs den mægtige bymur på 734 meter med otte tårne og et par byporte for til sidst at ankomme nærmest majestætisk til slottet, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over byen og vandet.

I et af tårnene ser vi en video og udstillingen, der viser, hvordan prins Charles på dette sted som ganske ung fik sin titel som Prince of Wales af sin mor Dronning Elizabeth II ved en ceremoni under åben himmel på den store plæne midt i borgen.
Børnene er nu mere interesseret i at springe op og ned ad de mange vindeltrapper, kigge ud af skydeskårene og finde hemmelige gemmer af rum og fangekældre i slottet.

Man kan sådan et sted slet ikke lade være med at tænke på, hvordan livet mon udfoldede sig her tilbage i middelalderen. Og vores fire-årige søns fantasi heller ikke fejler noget, da jagten går rundt på slottes gange og kringelkroge. For pludselig udbryder han med alvorlig mine:
»Det var her, de holdt Jesus fanget!«
 

4 oplevelser i Wales

Royalt
Hvis du vil se øen, hvor prins William og Catherine »Kate« Middleton bor, så tag en tur over til Isle of Anglesey. Det royale par bor her, indtil prinsen i 2013 afslutter sin tjeneste som redningshelikopter-pilot på den lokale militærbase.

Under jorden

I Snowdonia Nationalpark kan man få en fornemmelse af minearbejdernes hårde liv i den tidligere kobbermine Sygyn Copper Mine eller de nu lukkede skiferminer i Blaenau Ffestiniog, hvor man føres ned med tandhjulsbane.   

Havnemole

Den victorianske træmole i Llandudno fra 1878, The Victorian Pier, er absolut et trækplaster. Molen går 700 meter ud i havet og med sit mini-tivoli og sine butikker er der noget at se og opleve for både børn og voksne. 

For børn
For familier med børn er der masser af aktiviteter i Nordwales. Du kan komme på rideture og togture, og der er zoo, vandland, klatreland, dyreparker og sågar et skicenter. Tjek muligheder på topten.co.uk

Læs også: Verdens mest fjollede stednavne