Norges største terrænpark

Tag bare hele familien med til Rauland. Ud over tre alpine skianlæg og Norges største terrænpark venter her verdens eneste hotel målrettet snowboardere og skatere.

Snowboarding har været på det olympiske program siden legene i Nagano i 1998, og selv om man måske ikke er på olympisk niveau, kan man jo godt øve sig... Fold sammen
Læs mere

Kim Daniel tager afsæt på den fem meter høje rampe af blåfarvet is og flyver op i luften. Han hvirvler omkring i saltomortaler, hænger med hovedet nedad, rører brættet med hænderne – og lander sikkert efter sin luftakrobatik.

Læs også: Her er Norges bedste skianlæg

Ved siden af leger og udfordrer andre unge hinanden i knap så vanskelige spring: Nogle på snowboard, andre på korte »jibbingski«, der har bøjede spidser i begge ender, så de kører lige fint baglæns som forlæns. Og mellem de garvede øver også yngre og mere forsigtige sig, mens de mere forsigtige hygger sig på en af Norges største kælkebaner med både en rød som sort nedkørsel.

Vi er i norske Rauland, i landets største terrænpark. Det er imidlertid ikke – længere – områdets største attraktion, så vi hopper sammen med de ivrige snowboardere på den gratis bus fra alpinanlæggene i Rauland de få minutters kørsel til Camp Vierli, der ligger lige før Rauland »by«.

Camp Vierli er verdens første hotel, der er indrettet og målrettet primært unge snowboardere, jibbere og skatere. Hotellet besøges om sommeren naturligt nok især af skatere, mens det i vintermånederne er snowboardere, der tjekker ind.
Og faciliteter præcis til deres behov er der.
Snowboards kommer ned i den store kælder, der har et veludstyret rum til at smøre og glatte brædderne og tørreområder til de våde løberes tøj.

Ved receptionen er det tilladt at lave en rullende indtjekning: hoppe op på sit skateboard og rulle ad den røde træsti, der fører fra receptionen og gennem opholdsstuen frem til video- og afslapningsrummet med storskærme, spil, sækkestole og fri opkobling til nettet. På vejen har man udsigt til den store udendørs skaterbane, og fra terrassen kan de (primært) unge skatere filme hinanden og deres spring, mens resten af familien nyder udsigten over fjeld, skov og sø.

Camp Vierli er imidlertid ikke kun for folk med passion for et bræt, det være sig til sne eller med hjul under. Skiturister, som blot vil bo billigt, og ikke orker hytte og madlavning, er også velkomne, og det gør mange af de yngste snowboarderes familie brug af.
»Vi oplever, at mange af de 10-15-årige, der ellers ikke gider tage på fjeldferie med forældrene, nu lokker familien med herop. Så kan de være i terrænparken med vennerne, men også hygge sig med familien i Camp Vierli, der har mange faciliteter, som især de unge sætter pris på,« siger Erlend Larsen, som ejer både Vierli Skisenter og Camp Vierli.

Raulandsområdet er en velkendt familiedestination og en af de mest snesikre i Telemark. I 2011 åbnede de tre alpinanlæg allerede i oktober, og sæsonen slutter normalt godt inde i april.
Ud over de alpine bakker er der over hundrede kilometer langrendsspor at tage fat på. Om morgenen samles langrendsfolket ved den store touch-skærm i receptionen på Rauland Højfjeldshotel for at se hvilke løjper, der lige nu og her køres op og udveksler erfaringer fra de foregående dage.

De fleste vælger at satse på blå løjpe, der starter lige bag hotellet, og som er nem at vende om fra, hvis føret ikke arter sig.
Denne dag skinner solen fra en skøn skyfri himmel, men det gode vejr bringer desværre temperaturen op på ca. tre plusgrader. Og med nattens frostgrader som bund giver det isglatte spor.
Den kombination kræver, at smøringen bliver valgt med omhu. Vi satser på en lidt kold voks i et par gode lag, som toppes med lidt blød rød til plusgrader.

Af sted går det med kurs mod Bytnejuv i et fladt åbent terræn. Solen bager dejligt i ansigtet, og der er udsigt til små birketræer og lidt fjernere høje solglimtende fjelde, der står nærmest bruntonede som på et gammelt fotografi.
Der er mange langrendsløbere, som har fundet ud i det gode vejr, men de fleste må ligesom vi stage sig fremad. Et par stykker har valgt snesko til det drilske føre.
De kommer næsten ligeså hurtigt frem, som vi gør.

De alpine udfordringer i Raulund består af i alt 44 nedkørsler i de tre anlæg, som har fælles liftkort.
Fra Rauland Højfjeldshotel, der ligger mellem to af anlæggene, Vierli og Rauland Skisenter, er det bare at tage skiene på nakken, krydse under vejen og indenfor fem minutters afgang fra værelset stå på »hotelliften«.

Fra toppen fører en blød blå piste centralt ned i Rauland Skicenters skianlæg, der er det største af de tre anlæg. Herfra er der lifte op igen. Anlægget har ni lifter, to af dem er stolelifter. Foran varmestuen ved stoleliften hygger mange sig på medbragte skind. Herfra kan de holde øje med børnene, der giver den gas i ski-legelandet med børnebakker.

Raulandsfjell Alpincenter er stedet for de »tuffe« med de stejleste og mest udfordrende sorte pister og gode offpiste-muligheder, mens det tredje område, Vierli, udover den store terrænpark og det store kælkeområde har pister for hele familien. Her er fem lifter og godt en halv snes nedfarter i forskellig farve og sværhedsgrad.
Blandt andet de lette grønne, hvor man kan blive grøn af misundelse, når man ser de unge akrobater på snowboard.

Læs også: Sveriges bedste snowpark