Ni oplevelser i tropiske Australien

Great Barrier Reef trækker hvert år to millioner turister til området omkring byen Cairns. Men koralrevet er ikke den eneste gode grund til at besøge Cairns og omegn. Rejseliv.dk guider til ni oplevelser for hele familien.

Koralrevet ud for Cairns er verdensberømt - og med god grund. Men du kan også opleve regnskov, spille golf, komme tæt på krokodiller og meget andet i området omkring byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gitte Holtze
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Cape Tribulation + Daintree
Cape Tribulation og Daintree regnskoven er i virkeligheden ikke Cairns og omegn, men meget få mennesker forlader disse kanter uden at have taget turen nordpå til det eneste sted på kloden, hvor regnskov og hav møder hinanden.

Daintree nationalpark er med sine 135 millioner år på bagen en af verdens ældste tropiske regnskove med alt, hvad det indebærer af fugtigt klima, tætbevoksede træer og buske, og et dyreliv, der spænder fra frøer og flagermus til 430 forskellige fuglearter.

Regnskoven strækker sig på begge sider af Daintree River, som man krydser med en kabeltrukket færge. Man har også mulighed for at sejle en tur på floden og forsøge at spotte de mange krokodiller, der lever i disse vande.

Man kan af samme årsag absolut ikke bade i denne flod. I stedet kan man ved Mossman Gorge svale sig i en noget mindre, men krokodillefri flod. Her kan man også vandre ad en tre kilometer markeret sti ind i regnskoven.

Fortsætter man ad vejen på den anden side af Daintree River, kommer man til Cape Tribulation, kysten, som James Cook i 1770 strandede på, efter hans skib ramte revet ud for kysten og nær forliste. Og som har givet kysten det lidet flatterende navn Tribulation, som betyder trængsel.

Cape Tribulation er en mageløs flot strand, som gør de 140 kilometers køretur fra Cairns værd at tage hertil for. Fra november til maj kan man dog på grund af de farlige gopler ikke svømme i havet.

Adskillige selskaber arrangerer (lange) endags ture til Daintree nationalparken og Cape Tribulation, men man kan sagtens tage turen i egen lejet bil og gøre den i sit eget tempo.

Lagunen i Cairns
Der er ikke nogen strand i Cairns, og selv om man blot kan tage bussen lidt nordpå for at finde hvidt sand og blåt hav, frarådes al badning i havet fra oktober til april på grund af de livsfarlige gopler.

Hvad gør man så, når solen 300 dage om året ubarmhjertigt banker så heftigt ned over Queensland, at staten har fået tilnavnet »The sunshine state«? Man bygger en 4800 kvadratmeter stor kunstig saltvandslagune midt i byen. En lagune, som er udstyret med sand i kanten til glæde for børn og andre, der hellere vil kreere flotte sandslotte end at svømme, og med lange træbroer at folde håndklædet ud på til dem, der gerne vil supplere dukkerten med en omgang solbadning.

Lagunen i Cairns ligger ud til havet, kun adskilt fra bølgerne af en bred esplanade, så selv om man har udsigt til byliv til den ene side, kan man stirre ud over det uendelige ocean til den anden. Ved siden af lagunen er anlagt en park, hvor man kan slå sig ned i græsset eller ved et af de mange borde-bænke sæt, som alle er flankeret af en af Australiens allestedsnærværende barbeques, som er til fri brug.

Området er populært blandt både lokale og turister, men det er som regel alligevel muligt at finde sig en ledig plet. Lagunen holder åbent hver dag, fra oktober til april kl. 6 - 22, maj til september kl. 7 – 21. Parken og esplanaden – som strækker sig tre kilometer langs kysten ved Cairns og er perfekt til en slentretur – er åbent hele døgnet.

Næste: Krokodillefarm og spa i verdensklasse