Tropiske dyk døgnet rundt

Søren Frank har besøgt australske Great Barrier Reef med Liveaboard, hvorfra man kan dykke eller snorkle døgnet rundt.

Rejseliv imported photo

Januar, februar og marts er dejlig sommertid i Australien, men i det nordlige, tropiske Queensland er det også regntid og sæson for cykloner. Faktisk er det lidt at udfordre skæbnen at satse på et længere ophold på en dykkerbåd i den periode.

Næste: Solopgangsdyk er hele turen værd

Det går da heller ikke anderledes, end at cyklonen hærger området omkring Cairns i ugerne op til, at jeg skal mønstre liveaboard-båden Reef Encounter. Der er flere dage, hvor vejret er så slemt, at den slet ikke kommer ud at sejle. Den daglige vejrudsigt er en ren gyser, mens jeg går rundt i det sydlige Australien og venter. Men omkring en uge før afrejsen til Cairns smiler lykken til mig: Cyklonen trækker sydover, kysten er klar!

Reef Encounter ligger mere eller mindre konstant ude ved Great Barrier Reef, så nye passagerer bliver overført fra havnen i Cairns af katamaranen Reef Experience. At komme ud til revet tager ca. 1½ time, som i dette tilfælde ikke er nogen nydelse for Reef Experience er proppet med rødspættede éndagsturister, som skal ud at snorkle på samlebånd. På trods af den meget begrænsede søgang sidder japanske piger overalt på båden og gylper i brune papirposer. 

Dykker med guide
Da jeg og de syv andre endelig bliver overført til Encounter, venter en dårlig nyhed til briefingen i messen, airconditioningen er røget. Et skræmmende perspektiv, for det ikke nemt at sove i en kahyt i den massive hede og høje luftfugtighed. Heldigvis lykkes det at få det fikset i løbet af dagen, og vi kan indtage vores kahytter, der er som små hotelværelser. Ikke noget med køjesenge, det er enten dobbeltseng eller to enkeltsenge. Der er havudsigt, eget badeværelse med varmt (og koldt) vand, klædeskab, skrivebord, elstik og hele pivtøjet – det eneste, der mangler, er faktisk bare trådløst internet og minibar.   

Efter lidt opvarmning i form af snorkling er det tid til første dyk. Eftersom jeg rejser solo, er jeg dive budy med Frederick, en ung tysker fra Heidelberg. Hvis vi vil have guide med, koster det ekstra 10 dollars. Det har jeg ikke prøvet at skulle betale før; divemaster, instruktør eller lignende turleder plejer at være inkluderet i prisen. Vi vælger dog alligevel at bløde, hvad der svarer til 50 danske kroner for assistancen, mest at for at være sikre på ikke at gå slip af noget. Vi er jo på udebane og kender ikke revet – hvis man slap en australier løs i skoven hjemme hos mig, er det jo heller ikke sikkert, at han ville finde hen, der hvor hjorten brøler.

Næste: Solopgangsdyk er hele turen værd