Guide: 24 timer i Cannes

Cannes er som Paris, bare ved Middelhavet. I filmfestivalbyen kan man være stjerne for en dag, spise frokost i vandkanten, være på sightseeing i filmens fodspor, luksus-shoppe og gå efter loppefund.

Foto: Elsebeth Mouritzen

13.00
Vi er landet med bus 210 fra Nice lufthavn, har fået sat bagagen i den centralt beliggende lejlighed – parate til at tage første bid af en af Frankrigs mest glamourøse kystbyer, bogstaveligt talt.

Læs også: Guide: 24 timer i Paris

Vi skal da spise frokost på Croisetten! Eller nærmere betegnet på en af restauranterne, som ligger nedenfor Cannes’ mest berømte strandpromenade ud mod Middelhavet. Det er bare at vælge. Skal det være en af dem, som tilhører luksushotellerne, eller en af de tyve andre, som mere eller mindre ligner hinanden? Vi lægger forsigtigt ud med en af de moderate, Long Beach, og går helt klassisk efter dagens prix fixe-menu til 27 euro og vælger gratinerede muslinger efterfulgt af søtungefilet med iskold hvidvin.

14.15
Uha, det er godt nok fristende at blive hængende på stranden, leje en solseng for resten af eftermiddagen og bare ligge og dase under en parasol, men vi strammer os op efter en espresso, ryster sandet af fødderne og går på Promenade de la Croisette langs vandet ned mod det ikke så charmerende bygningsværk, festival-palæet fra 1982, som nogle mener kunne få De Gyldne Palmer for »største arkitektoniske makværk«.

Det er altså her, alle stjernerne flokkes på den røde løber hvert år midt i maj til filmfestivalen, som skulle være holdt første gang i den sydfranske by i september 1939, men det satte Anden Verdenskrigs udbrud en stopper for. Allerede året efter krigens afslutning, i 1946, åbnede festivalen. Siden har den taget til i størrelse og popularitet og er kun aflyst tre gange, i 1948 og 1950 pga. finanskrise og i 1968 pga. studenteroprøret.

Lidt stjerndrys er der nu altid udenfor sæsonen på Esplanade Georges-Pompidou ved siden af palæet. Allée des Étoiles du Cinema hedder det stykke fortov, hvor de store skuespillere, instruktører og andre kendte har efterladt deres håndtryk i terracotta-farvede fliser ligesom på Hollywood Boulevard. Vi ser Sophia Loren, Catherine Deneuve, Robert de Niro, Quentin Tarantino...

14.45
Vi spørger efter et decideret filmmuseum inde på turistkontoret i festival-palæet, men det findes ikke. Vi slentrer videre over til busholdepladsen ved place Bernard Cornut-Gentille og kigger på det berømte murmaleri på den gamle husfacade over billetsalget. Det er det nærmeste, Cannes kommer noget, som hylder byens vigtige tilhørsforhold til filmens verden, udover alléen med håndaftrykkene. Vi finder bl.a. Charles Chaplin, Yves Montand og Marilyn Monroe på maleriet.

15.00
Til gengæld er der masser af plads til en noget ældre kultur på toppen af Le Suquet, den gamle bydel. Vi går op ad den stejle rue du Mont Chevalier og ender på toppen af bakken med udsigt over lystbådehavnen og Esterel-bjergene. I ruinerne af et middelalder-kloster fra 1200-tallet, der tilhørte den munkeorden, som nu holder til på Lérins-øerne,  har byen indrettet Musèe de La Castre.

I 1877 stod den pludselig med en kæmpe-samling etnografica, doneret af en glad amatør, den hollandske baron Francois Lycklama, som gennem et helt liv havde samlet på antikviteter, musikinstrumenter fra hele verden, primitiv kunst og etnografiske objekter. Det tager sig godt ud på baggrund af det rå murværk. Vi ser også museets fine ophængning af landskabs- og Riviera-malerier fra det 19. og 20. århundrede, inden vi tager de 109 trin op i det firkantede tårn og siger »aaah...« over udsigten.

16.00
Vi går ned til Le Suquet igen og igennem de folkelige gader i det gamle kvarter ned til rue Antibes, som er byens livsnerve og shoppingcentrum. Vi nøjes med at kigge på vinduer, fordi vi vil gerne nå ned til Centre d’Art La Malmaison inden lukketid kl. 18.

Vi drejer ned ad rue Commandante André for at komme ud på La Croisette igen, finder nr. 47 – blot for at opdage, at det lille kunstmuseum er lukket fra april til juni. Vi nøjes med at beundre bygningen udefra. Den er de eneste rester af det oprindelige Grand Hôtel, bygget i 1863 og revet ned 100 år efter. Den selvstændige pavillion med søjler og palmer udenfor blev brugt som te- og spille-salon, indtil kommunen købte den i 1970, og den huser nu kulturforvaltning på første sal og skiftende udstillinger med moderne kunst i stueetagen ni måneder om året.

16.30
Således »snydt« går vi tilbage ad rue Commandante André og napper en kop kaffe på Trattoria La Libera i nr. 17, inden det store aften-rykind kommer for at spise stedets populære gnocchi og pasta-retter. Vi er ikke i festival-byen for ingenting, så vi slår et slag ned omkring Ciné-Folie, i 14 rue des Frères Pradignac ved siden af, som sælger bøger og filmplakater.

17.00
Det er tid til at lade kreditkortet gløde, og hvilket bedre sted end i dét, de lokale kalder en forlængelse af Faubourg Saint-Honoré i Paris? Designer-butikkerne på Croisetten er ikke til vores budget, så vi vender tilbage til rue Antibes. Her ligger franske butikskæder og internationale mærkevarer i en skøn blanding og til enhver pris. Ikke at forglemme lokale Jacques Loup, som har to butikker i hhv. nr. 21 og 47 med byens største udvalg af internationale luksussko. Vi når også lige ned i sidegaderne, både Galeries Lafayette og Monoprix, men også i rue Macé for at tjekke danske Julie Budiks udvalg af dansk og international mode i butikken Stylejunky.

19.00
Med hænderne fulde og med slæbende skridt begiver vi os på vej tilbage til lejligheden og passerer blomsterhandlerne og pétanque-banen på Allées de la Liberté foran rådhuset, hvor statuen af Lord Henry Brougham står. Mens de lokale spiller videre eller sludrer på bænkene med udsigt til solnedgangen bag Le Suquet, kigger vi lige på den engelsk adelsmand, som i 1835 var med til at grundlægge Cannes’ status som vinter-feriemål. Dét år besluttede han sig for at blive boende permanent, og siden fik han kongelige fra England og Skandinavien til at rejse derned for at nyde det milde klima.

20.00

Selv om den står i alle rejseguides, er La Cave på 9, boulevard de la Republique tæt på rue Antibes ikke en turistfælde, men en klassisk fransk bistro, som også er populær blandt de lokale. Den ser ikke ud af meget med de grove blondegardiner og brune træmøbler, nærmest lidt kitch, men vi får at vide, at det faktisk betragtes som et chikt sted. Så vi nyder i fulde drag betjeningen fra Marco og hans team, da vi bestiller prix fixe-menuen med tre retter til beskedne 29 euro, som er et fint lille udvalg af det rustikke, provencalske køkken og god vin til rimelige penge.

22.00

Maven kan næsten ikke klare mere, men vi slår et slag ned i rue des Frères Pradignac og omliggende gader, hvor barerne ligger side om side, og napper en digestif, inden vi får dagens rigtige kitsch-oplevelse. Vi tager nemlig turen hjem til lejligheden via Croisetten, hvor små farvede plasticslanger på jorden lyser op i forskellige farver langs det hvide rækværk.

8.00
Vi slår plat og euro om fordelingen af opgaverne. Jeg vinder turen til bageren i rue des Halles efter croissanter og får en åbenbaring: lige bagved ligger Marché Forville, en kæmpehal, som hver dag danner rammen om det skønneste marked med friske frugter, grøntsager, honning og blomster. Ved nogle faste flisebelagte borde ligger friske fisk… Skynder mig op og spiser morgenmad med resten af familien og tager bagefter turen rundt og spiser alle de lækre ting med øjnene. Den bedste nyhed: hver anden mandag rykker et loppemarked herind og fylder de mange kvadrameter.

9.30
Det er stadig ikke helt strandvejr, så vi giver os god tid, ligesom man gjorde i gamle dage, og tager turen til fods langs vandet helt ud på molen ved lysbådehavnen i øst til det forfaldne sommercasino Palm Beach fra 1929, som også var en mondæn spa engang, længe inden det blev trendy. Dengang kom de rigeste af de rige til maskebal, velgørenhedsmiddage, receptioner, teater-forestillinger og galla-arrangementer, når de var færdige med spille på casinoet eller slappe af i solen, i havbad eller tyrkisk hammam.

Stedet lukkede som sommercasino i 1990, og siden har det fået lov til at forfalde. De lokale borgere håber, at det ikke bliver revet ned, men får lov til at vende tilbage til fordums glans. Vi runder de små parkanlæg og lystbådehavnen på vejen tilbage og går op på Avenue Marechal Juin med en afstikker til Avenue Roi Albert, som er begyndelsen på velhaverkvarteret La Californie, for at måbe over nogle af de fantastiske huse som Villa Kazbek, Villa Madrid og Villa Saint-Charles udefra.

12.00
Skal det være italiensk? Ja, vi troede, det skulle være i går, men det er kun under de store messer, at Da Laura, på hjørnet af rue 24 Août og rue Hoche, har aften-åbent, så vi er klar, så snart de åbner til frokost. Den hæse Laura tager selv ordrer fra gæsterne i den hyggelige, højloftede og meget populære restaurant med en stor pålægsmaskine midt i lokalet, som skærer silketynde skiver prosciutto som appetizer, serveret på pergamentpapir! Menukortet er ikke prangende, men skiftende. Vi vælger hver sine pasta-retter, som er husets speciale – og så tiramisu samt en latte at gå på.

Læs også: Guide til 24 timer i Krakow