Guide: 24 timer i København

Parkér børnene hos farmor og tag toget til København. Vi guider til et døgn i hovedstaden for det unge par, der trænger til en storbytur med, shopping, hygge, gåture, byliv og underholdning

Christiania hører man oftest om i forbindelse med noget negativt, men det er også en hyggelig bydel, som er et besøg værd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kl. 9.49
Toget ruller ind på Hovedbanegården, gå herfra de 500 meter ned til Wake-Up Copenhagen, som er et nyt og moderne lavpris-hotel. Check in – eventuelt på selvbetjeningsmaskinerne - og skynd jer ud i byen igen.

Kl. 10.15
Hvis der skal powershoppes, er det nu, mens butikkerne er åbne. Gå til Rådhuspladsen (tager 10 minutter) og herfra ned ad Strøget, til I når Illum. Drej ned ad Købmagergade og gå så væk fra Strøget for at komme ned til de gode sjove butikker i bl.a. Kronprinsensgade, Sværtegade, Store Regnegade, Gammel Mønt og Grønnegade. Her ligger bl.a. Whyred, Hay, Agnes Cupcakes, Flying A, Bruuns Bazaar, Tiger of Sweden, Designers Remix, og Holly Golightly.

Kl. 12.30
København bugner af sushi-restauranter, så hvis I aldrig har prøvet den japanske spise før, er det nu, I har chancen. Sushitarian i Gothersgade har en stor frokostmenu, og hvis I ikke er helt sikre på, at rå fisk er jer, kan man også få nudelretter og spyd med kylling.

Kl. 13.30
Kryds Kongens Nytorv og gå via Nyhavn til Amalienborg og Amaliehaven og videre langs vandet til Nordre Toldbod. Herfra tager I havnebussen, som er en billig form for sightseeing til vands – I sejler via Operaen og Nyhavn til Knippelsbro. Havnebussen sejler hver 20. minut.

Kl. 14.15
Gå mod Christianshavn og drej til venstre ned langs kanalen og betragt de små både, der ligger til kajs og de gamle pakbygninger, der på smukkeste vis omgiver kanalen. Gør herefter det samme som 90 procent af alle andre turister i København – gå en tur på fristaden Christiania. Køb en kop kaffe i en af caféerne og sæt jer og indsnus atmosfæren, kig på folk, den alternative kunst, og livet. Husk også at gå en tur langs voldene og se på beboernes hjemmebyggede huse. Når I skal tilbage til hotellet for at gøre jer klar til aftenen, gør I det samme københavnerne gør, når de ikke har deres cykel med sig – hopper i en taxi. Der holder altid nogle ved Christianias udgang.

Kl. 17.30
I har på forhånd booket billetter til Wallmans dinnershow »Smile« i Cirkusbygningen. Det tager cirka et kvarter at gå til Cirkusbygningen fra Wake-Up Copenhagen, stop undervejs på Nimbs Vinotek lige overfor Hovedbanegården og få et glas vin. Vinkortet er imponerende, og baren, som ligger i kælderen, er elegant på den hyggelige måde.

Kl. 18.30
Dinnershowet »Smile« er musik og dans og fantastiske kostumer. I oplever showet, mens I spiser, og menuen er bestilt samtidig med billetterne, så det er bare at finde jeres bord og så ellers nyde aftenen. Priser fra 595 kr. per person inklusiv 4-retters menu og show.

Kl. 23.00
Efter showet prajer I fra Rådhuspladsen en af de cykeltaxier, som København også er berømt for. I får chaufføren til at trille jer ud til Nørrebro Bryghus i Ryesgade på Nørrebro, som er kendt for sit store udvalg af gode øl. Det er samtidig en hyggelig bar, hvor I kan sidde og falde ned efter dagens travle program.

Kl. 8.00
I står tidligt op, så I kan nå at få noget ud af dagen, inden I skal hjem. Check ud af hotellet og gå til Hovedbanegården, hvor I udnytter muligheden for, at man kan deponere sin bagage i garderobeskabe i kælderen. Det koster 20 kr. og så er I fri for at slæbe på tunge tasker. Herfra tager I S-toget til Nørreport Station. Køb en kop take-away-kaffe og en crossiant – I spiser brunch senere, så det skal bare være en morgensnack – og tag den med i nærliggende Kongens Have, hvor I slår jer ned på en bænk og nyder den tidlige søndag morgen. Formentlig ser I nogle unge, festlige mennesker på vej hjem fra byen, ellers skal I blot nyde udsigten til Rosenborg Slot og den flotte have.

Kl. 10.30
Gå ad Gothersgade til Søerne og følg stien langs Søerne (pas på morgenfriske løbere) hele vejen til Tycho Brahe Planetariet på Gl. Kongevej, som I krydser. Herfra krydser I Vesterbrogade og siden Istedgade på jeres vej mod Halmtorvet, hvor I skal spise brunch. Halmtorvet er et supertrendy sted, og café Apropos serverer en brunchbuffet, hvor I ikke skal afgive en masse bestillinger i lyntempo til en emsig tjener, men blot kan tage det, I ønsker jer, fra buffeten. Der som regel indeholder alt fra laks til pandekager.

Kl. 12.30
Gå de få hundrede meter op til Hovedbanegården, hent jeres tasker i garderoben og hop ombord på toget tilbage mod Fyn og Jylland. Køb eventuelt et postkort med et københavner-motiv i en af de mange butikker på Hovedbanegården, inden I vinker farvel til hovedstaden.