Guide: 24 timer i Paris

Hvad gør man, når man egentlig elsker Paris for dens gamle, kulturelle charme, men alligevel er træt af at gå i sine egne fodspor efter mange gensyn med Byernes By?

Serge Gainsbourgs sidste bolig med graffiti på husmuren Fold sammen
Læs mere
Foto: Flickr.com

11.00
Meget kan man lave om på, men hvis man først har fundet et godt hotel, skal man holde sig til det. Vi tager Roissy-bus ind til Operaen, springer på linje 95 i rue Auber med retning mod Gare Montparnasse (på en god halvanden time alt i alt) og står af i rue des Saint-Pères ved rue Jacob og checker ind på Hotel du Danube.

Info:
hoteldanube.fr

13.00
(Nej, vi gemmer Le Bistrot d’Henri, 16, rue Princesse, 6. arr. til en anden dag, men vil glæde os til hans rustikke bondekøkken med simreretter af okse og lam til under 20 euro, serveret ved de små træborde med stamkunder til begge sider. Metro: Mabillon)
Vi vil godt have lagt en god bund, inden byens gader kalder, så vi bestiller den berømte hvide trøffel-risotto og et glas vino på den anderledes strømlinede Emporio Armani Caffé på 149, boulevard Saint-Germain, indrettet i topdesignerens velkendte neutrale grå-beige palet. Men kun dét, selv om kaffen dufter og desserten med bagt marcipan og vaniljeis frister. Der er ingen tid at spilde...

Metro:
St-Germain-dés-Pres

14.00
(Nej, vi går ikke over Pont Neuf, selv om det er den ældste bro i Paris, bygget i 1570erne for at aflaste trafikken, og som i senere århundreder nærmest blev en markedsplads, fordi den er så bred. Heller ikke fordi kunstneren Christo i 1985 pakkede den ind i hvidt stof, eller blev kult som mødested efter filmen »De Elskende Fra Pont Neuf« fra 1991. Metro: Pont-Neuf)

Vi tager turen over Seinen ad Pont des Arts, eller Passerelle des Arts, Quai Malaquais, 6. arr., som den træbelagte fodgængerbro også kaldes. Den oprindelige blev bygget i 1804, dengang også kun for gående trafik, men i midten af 1970erne var den så medtaget, at den blev revet ned for at genopstå på de oprindelige søjler i 1984. Vi blæser på, at den var med i slutscenen af »Sex and The City«-serien, men romantisk er det. Den 11 meter brede bro er som en levende terrasse midt i byen. Omkring os står kærester i alle aldre og nyder synet af øen Île de la Cité med Notre Dame-kirken til den ene side eller konturerne af Grand Palais i det fjerne mod vest.

De mest forelskede har sat hængelåse op i gitteret med deres initialer på og smidt nøglen i floden, et tegn på evig troskab, men ikke til bystyrets udelte begejstring. Indimellem fjerner de den folkelige kunst, kun for at nye par starter forfra. Ingen tager derimod anstød af »kunst«-malerne med deres staffeli på broen, som også danner rammen om picnic og fællessang om guitaren for både indbyggere og tilrejsende.

Metro:
Palais-Royal

15.00
(Nej, vi har for tit kigget på ginerne med det dyre designertøj, den nyeste kosmetik og nørdede gadgets i den inspirerende konceptbutik, Colette, 213 rue Saint-Honoré, 1. arr., for bare at gå i underetagen og få deres lækre, overvejende grønne frokost til 15 euro ved langborde og prøve at vælge mellem de 80-90 forskellige typer vand fra hele verden. colette.fr Metro: Tuilleries/Pyramides)

Vi sætter kursen mod Paris’ nyeste trendbutik, hvis koncept afspejler tidsånden. Merci, 111, boulevard Beaumarchais, 3. arr. i yderkanten af Marais-kvarteret, åbnede i foråret 2009 som alternativ til forbrugerismen af ægteparret Cohen fra børnetøjskæden Bonpoint. Vi oser rundt mellem vintage- og modetøj og boligtilbehør i det fabrikslignende lokale, ting skænket af designere, samt en fontæne med Annick Goutal-parfume, som man kan fylde sin egen medbragte genbrugsflakon op med. Vi støtter butikkens mor-barn projekt på Madagascar, da vi beslutter os for et smukt silke-herretørklæde til 50 euro, inkl. god samvittighed. Det er blevet tid til at hvile benene, så vi snupper en kaffe og en kage i den tilstødende bogcafé, som tillader, at man læser i bøgerne, inden man beslutter sig for at købe.

Info:
merci-merci.com
Metro: Saint Sébastian-Froissart

16.30
(Nej, selv om det går tjept at tage RER-toget fra Chatelet-stationen til La Defense for at se den nye triumfbue, vælger vi at blive i bymidten og snyde os til synet. Metro/RER: Grande Arche de La Defense)

Vi går ned ad rue Froissart til rue Vielle du Temple og kigger lidt på de mange skønne modebutikker, som afspejler Marais-stilen, inden vi springer på metroen ved Hotel de Ville og står af ved Place de la Concorde, går over pladsen til Luxor Obelisken, som egypterne forærede franskmændene i 1900-tallet. Med den i ryggen og blikket rettet mod det mest berømte strøg i Paris, Champs-Èlysées, kan vi se dem begge – først Arc de Triomphe, bygget under Napoleon i 1806, og på denne klare dag, Grand Arche i det fjerne i al sin firkantede, monumentale storhed, tegnet af danske Otto von Spreckelsen og indviet i 1989.

Pladsen var skueplads for guillotinering af Ludvig den 16. og hans trofaste under Revolutionen. Nu til dags er man mest i fare for at miste livet pga. trafikken. Vi drejer derfor om på hælen og går stik modsat, ind ad porten til Tuilerierne, den skønne kongelige park, med Monets åkande-malerier i Musée de l’Orangerie på højre hånd, forbi søen, hvor skolebørnene sejler med små motoriserede både, for til sidst at stå ved den tredje og mindste triumfbue, Arc du Carrousel, som blev bygget samme år den store på Place Charles de Gaulle.

Metro:
Concorde

18.30
(Nej, køen for at komme ind på Musée du Louvre på den anden side af gaden og se Mona Lisa m.m. er som altid lang. louvre.fr Metro: Louvre-Rivoli)

Når vi er her alligevel, beslutter vi os for i stedet at nyde synet af I.M.Pei’s omdiskuterede glaspyramider fra 1989 i Louvres gård, der markerer indgangen til museet. Vi gør det i læ for den værste kulde bag beskyttende plexiglas i kolonnaden, som huser en af byens trendy vandhuller, Café Marly, 93 rue de Rivoli, 1. arr., der serverer moderne café-mad med samme attitude, som var det en Michelin-restaurant. Vi nøjes med en coup de champagne i de behagelige lænestole med hvidt lærredsovertræk, inden vi går hjem til hotellet og hviler benene inden aftensmaden.

Metro:
Louvre-Rivoli

20.30
(Nej, vi må virkelig forny repertoiret og ikke forfalde til Brasserie Lipp, 151, blvd. Saint-Germain, 6. arr., selv om Hemingway sad her og skrev »A Moveable Feast« over en tallerken sild. www.brasserie-lipp.fr Metro: St-Germain-dés-Pres)

Væggene i Alcazar kan fortælle lige så mange gode historier fra det gamle Paris, men af en lidt anden slags. Restauranten i 62, rue Mazarine, 6. arr., var en spillebule i 1700-tallet, et trykkeri de næste 100 år og det meste 1900-tallet stedet i latinerkvarteret, en meget berømt og besøgt varieté. Da engelske Terence Conran åbnede restaurant i 1998, prydede gamle tegninger af lårsvingere væggene, men nu dominerer sort-hvide fotos i det store højloftede lokale, som mere minder om en New York-restaurant.

Vi tager en drink i mezzanin-baren med store bløde lænestole, indtil vores bord er klar. Menu-tilbuddet til 40 euro for tre retter lyder godt, og mens vi venter på maden, lægger vi mærke til, at gæsterne er en blanding af turister i T-shirts og velklædte kosmopolitter. Vi bliver ikke skuffede over det veltillavede, moderne anglo/franske måltid baseret på europæiske råvarer, og servicen er bare top-professionel.

Info:
alcazar.fr
Metro: Mabillon.

22.30
(Nej, IKKE Eiffel-tårnet!!!! Metro: Champ de Mars)
Jo, men på den kitschede måde. Vi får med besvær fat i en taxa og beder chaufføren svinge hen over Concorde-pladsen, så vi kan sidde på bagsædet og nyde Eiffel-tårnet blinke med sine tusinde lys mod aftenhimlen. Så blir’ det ikke mere fransk. Og turistet.

23.00
(Nej, nu er det for sent at komme i Centre Pompidou, place George Pompidou, 4. arr., og se moderne kunst. De lukker kl. 21. centrepompidou.fr Metro: Rambuteau)

Det gør ikke noget, for et af Paris’ populæreste moderne museer, Palais de Tokyo, 13, avenue du Président Wilson, 16. arr. har åbent lige til midnat, så vi lader taxaen køre os derhen. Vi har fået at vide, at det faktisk er sjovest at komme her om aftenen, fordi museet lige så meget er et gå-i-byen sted med musik, bar og restaurant. Hvis det ikke var fordi, vi lige havde spist, er menuen i Tokyo Eat bestemt fristende – og stort set ikke japansk. Vi nøjes med at lade øjnene blive mætte på de moderne udstillinger, inden de skal lukkes i for i dag.

Info:
palaisdetokyo.com
Metro: Iéna

9.30
(Nej, i dag vil vi ikke have morgenmad på sengen)

Vi går lige ind ved siden af på Le Comptoir des Saint-Pères på hjørnet ved 58, rue Jacob, 6. arr. for at få lidt af historiens vingesus, kaffe og croissant til morgenmad. I dag er bistroen moderat moderniseret, men oser af stemning. Den stammer fra 1920erne, hvor Hemingway satte James Joyce og Scott Fitzgerald stævne, i dag kommer turister, bohemer, lokale forretningsfolk og de studerende fra fakultetet overfor.

Metro:
St-Germain-dés-Pres

11.00
(Nej, vi genser ikke kult-boghandelen fra 1921, Shakespeare and Co., 37, rue de la Bûcherie, 5. arr., som i starten blev frekventeret af Gertrude Stein, Ernest Hemingway og Henry Miller, og i nyere tid blev kendt i filmen »Before Sunset«, selv om de taler engelsk og både de nye og brugte bøger kan læses på stedet. Metro: Saint Michel)

Vi slår et smut ned i 35, rue Bonaparte, 6. arr., hos Assouline, som er det diamentralt modsatte. Boghandlen er fem år gammel, men forlaget har udgivet coffee table-bøger siden 1995, som ligger stablet i sirlig orden fra gulv til loft i en butiksindretning, der er et mondænt boligblad værdigt. Man kan nemt fortabe sig blandt de billedrige, knap så teksttunge bøger, men ser, at de også har Marcel Prousts læderindbundne »Questionnaire«, som er populær baggrund for moderne interview-teknik i nutidens medier og virksomheder. Ikke ligefrem et fund til 210 euro. Vi nøjes meget passende med »Paris Hotel Stories« til mere spiselige 32 euro.

Info: assouline.com
Metro: St-Germain-des-Prés

12.00
(Nej, selv om det er en rejse i historien på kändis-kirkegården Père Lachaise, 20. arr. hvor vi kan dvæle ved Prousts, Chopins eller Jim Morrisons grav, og der er åbent KL. 7.30-18, er tiden for knap denne gang. Metro: Père Lachaise/Phillippe Auguste)

I stedet kunne vi være taget på Montparnasse-kirkegården, 14. arr., for at se Serge Gainsbourgs sidste hvilested, men vi bliver i nabolaget og finder til gengæld hans sidste bolig, som er blevet legendarisk. Der er lige så meget graffiti, som i perioder på Jim Morrisons grav – hvis ikke mere – på husmuren ved 5 bis, rue de Verneuil, 7. arr., hvor den kontroversielle franske multikunstner boede til sin død i 1991. Fans viser deres respekt ved hele tiden at forny mur-malerierne, som stiltiende bliver accepteret af datteren, skuespiller Charlotte Gainsbourg, der har overtaget forpligtelserne ved hans hus.

Metro:
Raspail/St-Germain-dés-Pres

Læs også: 5 åndehuller i turistede Paris