Det spanske Serengeti

Det er et panorama at køre rundt i de spanske nationalparker, hvor man bl.a. kan opleve gribbe, ørne og flamingoer.

Den flade del af Cabañeros har et areal på 80 kvadratkilometer og ligger i den sydøstlige del af nationalparken. Kronvildt og andre vilde dyr kommer frem på La Raña tidligt om morgenen og lige før solnedgang for at finde føde. Fold sammen
Læs mere

Der er ingen giraffer eller løver i sigte. Men landskabet, som minibussen på hjul med dybt dækmønster lister sig igennem, minder på flere måder om Serengeti i Tanzania.

Det er fladt, grågult med lav bevoksning og har en enorm udstrækning. I spredt uorden står der træer, hvis trykkede kroner har en plan underside. Studsningen af trækronerne fra neden bliver foretaget af iberiske kronhjorte, som strækker hals for at gnaske blade og kviste. De iberiske kronhjorte er en anelse mindre i størrelse end vores hjemlige ditto og mere rødlige i pelsen. De er kommet ud i det åbne landskab for at spise aftensmad, mens solen synker og efterlader de omkransende bjerge i et mat skær.

Stedet er Cabañaros-nationalparken, som ligger på højsletten i Castilla-La Mancha-regionen i det centrale Spanien små to timers kørsel syd for Madrid.

Cabañeros, også kendt som ’det spanske Serengeti’, er sammen med Tablas de Daimiel-nationalparken i nærheden blandt de mindst besøgte i netværket af 15 nationalparker i Spanien, som den 8. december sidste år kunne fejre 100-års jubilæum. Og det er ganske uretfærdigt.

Forbud mod fly

Da guiden Dario gør et af sine mange stop og vi kan stige ud, kan vi høre de mægtige brøl fra kronhjorte, der kommer fra langt nede i halsen og skal tiltrække hinder og markere territorium. Dario, en ung fyr med sirlig hestehale, peger i retning af, hvor vi måske kan øjne vildsvin. Han udlåner velvilligt kikkerter. Men øv, ingen held denne gang!

Kronhjortene i nationalparken strækker sig efter de blade og kviste, de kan nå på de spredte træer. Fold sammen
Læs mere

Der er også blandt andet syvsovere, som er gnavere, og strandtudser derude mellem stråene, og der er et stort antal fuglearter i området.

Parkmyndighederne forsøger at beskytte dyre- og planteliv gennem regulering og pleje. Der er forbud mod flytrafik i lav højde over området.

Denne flade del af Cabañeros, La Raña, var oprindelig skov, som blev ryddet med henblik på dyrkning af korn og for at skaffe træ til trækul og jernbanesveller. Tidligere under køreturen har vi haft mulighed for at studere en af de kegleformede stråhytter, som de oprindelige beboere boede i.

Vi har også slået et sving omkring et nyt, stort besøgscenter – det største, som findes i tilknytning til en spansk nationalpark. Her vises en film om områdets geologiske udvikling – hvordan det var havbund for over 500 millioner år siden, og hvordan forskydninger mellem jordskorpeplader siden var medvirkende til at skabe det unikke landskab, som foruden den flade del består af bjerge, der rækker næsten 1.500 meter i vejret, slugter og vandløb, og som er temmelig afsondret fra resten af det centrale Spanien.

I besøgscentret er der desuden en livfuld præsentation af især dyreliv. Men bedst er det selvfølgelig at være ude i felten og opleve det selv.

Vil I købe en ged?

Justo på 87 år, som er iført blå kedeldragt og sorte sandaler og smiler fra under sin stråhat, er hurtig i replikken, da selskabet uforvarende vækker ham under siestaen. »Vil I købe en ged,« spørger han. Han overvåger sine omkring 50 bjerggeder, som har klokker om halsen, mens de finder græs og andet spiseligt nær en af stierne i Cabañeros.

Man kommer rundt mellem flere af øerne på hævede træstier. Fold sammen
Læs mere

Vi sludrer lidt, inden vi begiver os længere hen ad stien Boquerón del Estena. Vores guider på denne tur, Fernando og Virginia, har særligt fokus på træerne og planterne, som skal være i stand til at modstå tre-fire-fem måneder uden regn hen over sommeren. Der er således flere typer hibiscus, der er vildtvoksende, duftende krydderurter, som gederne helst lader stå, og der er korkeg, som kan skrælles for den tykke bark ca. hvert 10. år.

Vi støder også på blåvingede ørkengræshopper, som er guf for fugle. Og ved at kigge neden for stien mod en smal, glidende flod kan vi på en sten ved bredden skimte en maurisk flodskildpadde, som er kendt for sin knudrede overflade, der ligner spedalskhed.

I sæsonen kan man melde sig til gratis guidede ture på flere af vandrestierne i Cabañeros. Desuden findes der glimrende hæfter, der beskriver, hvad man ser, hvor man kommer frem.

En anden dag er fugle, i særdeleshed rovfugle, et tema, da vi går ad stien Chorro de los Navalucillos gennem mediterran skov. »Kig op!« råber Dario, guiden fra safarien, og på en bar bjergkam øverst oppe kan vi se silhuetterne af fem gribbe – disse naturens velgørende skraldemænd, som er plaget af et dårligt image. Der er både munkegrib, Europas største rovfugl med et vingefang på næsten tre meter, og gåsegrib. Oppe i luften sker det hyppigt, at blikket indfanger kredsende ørne, nemlig den truede spanske kejserørn, slangeørn og dværgørn.

En lise for fugle

Fugle handler det også om, da vi forlader Cabañeros og tager til nationalparken Tablas de Daimiel, som er et kæmpemæssigt vådområde og blandt de fire vigtigste af slagsen i Europa. Området får tilført vand nedefra og fra jævnlige oversvømmelser af floden Guadiana i en region, som ellers er knasende tør. Derfor er det en lise for fugle.

Vores guide her hedder Núria, og hun har studeret bæredygtig turisme i et halvt år på Syddansk Universitets campus i Esbjerg. Hun fører an over på en af de 30 naturligt dannede øer eller tuer, der ligger spredt i meget lavt vand. Vi går på en hævet træsti. Fordi vandstanden kun er fem-otte centimeter, er vandet uhyre næringsrigt, og det er nemt at spotte stimer af små, blanke fisk. Der er således masser af mad til storke (hvide og sorte), fiskehejrer samt purpurhejrer, lidt mindre artsfæller, som er rødbrune. Desuden kan man ca. fra oktober til marts møde traner, som befinder sig i det nordlige Skandinavien om sommeren, men overvintrer her i Spanien og i det nordlige Afrika. Núria oplyser, at det ikke er kulde, men mangel på mad, der får tranerne til at sætte kursen mod syd.

Fugleskjul

Vi fortsætter til søen Laguna de Navaseca, som er en nylig udvidelse af Tablas de Daimiel. Her er flere fugleskjul, hvorfra man ubemærket kan observere et sandt mylder af vandfugle – tilmed vidt forskellige vandfugle.

Opmærksomheden samler sig hurtigt om flamingoer, som kan kendes på deres lyserøde fjerdragt og stilkede ben. De stikker det bøjede næb ned under vandoverfladen og stepper samtidig med benene på en komisk måde, der udløser smil i forsamlingen. Hensigten er god nok, nemlig at skabe bevægelse og frigøre fødeemner.

Midt i mylderet af vandfugle i søen Laguna de Navaseca kan man skimte flamingoer. Fold sammen
Læs mere

Og forresten: Tilstedeværelsen her af flamingoer betyder, at der også i Tablas de Daimiel-nationalparken er en parallel til Afrika og Serengeti.

Rejseliv var inviteret af Den Spanske Stats Turistbureau.