Flere rentedyk på vej fra Bernstein

Nationalbanken har sat renten en lille smule ned. Men renten kan blive en del lavere endnu.

Nitaionalbankens direktør Nils Bernstein - i midten med blikket opad - kan have mere i posen, når det gælder at sænke renten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Linda Henriksen

Danmarks Nationalbank med Nils Bernstein i spidsen gennemførte i går en lille isoleret sænkning af den danske rente.

Den korte rente blev sat ned fra 1,65 til 1,55 procent. Dermed er denne rente på det laveste niveau, siden Danmarks Nationalbank blev oprettet i 1818. Men der er mere på vej af samme salgs. Danmark kan godt indsnævre det nuværende rentespænd til euroområder yderligere.

Muligvis vil Den Europæiske Centralbank (ECB) også sænke sin rente endnu mere hen over sommeren. Det blev i hvert fald antydet i går af præsidenten for ECB, Jean-Claude Trichet. Han sagde, at den nuværende rente hos ECB på 1,0 procent »ikke er en rentebund« men dog »passende under de nuværende omstændigheder«.

Når Danmark i går kunne banke renten ned, uden at ECB rører ved sine satser, skyldes det, at den danske krone i længere tid har ligget på den stærke side af centralkursen over for euroen. Men reserven af fremmed valuta hos Danmarks Nationalbank er svulmet voldsomt op på det sidste. Alene i maj steg den med 39 milliarder kroner til 325 mia. kr., hvilket er det højeste niveau, valutareserven nogensinde har været på og næsten en fordobling siden sidste efterår.

Sidst Danmarks Nationalbank ændrede renten var 11. maj i år. Her blev de korte renter sænket fra 2,0 til 1,65 procent. Det skete i forbindelse med, at ECB også satte sine renter ned fra 1,25 procent til den nuværende 1,0 procent. 

Fortsat er det aktuelle rentespænd til euroområdet på 0,55 procent dog højt set i et historisk lys. Det har været nede på 0,25 procentpoint i lange perioder og også 0,15 pct. Alt tyder på, at det vil nærme sig disse niveauer igen, med mindre der sker en uventet forværring af krisen. Dermed kan renten herhjemme falde både i takt med, at ECB sænker renten, og at spændet til euroområdet bliver lidt mindre.

Jean-Claude Trichet nedjusterede også de økonomiske  udsigter for de 15 eurolande. Nu venter ECB en økonomisk nedgang på mellem 5,1 pct. og 4,1 pct. i år – mod tidligere  3,2 til 2,2 pct., som er forudsagt tidligere. Også 2010 bliver et hårdt år, men her skulle være udsigt til en vending og fremgang til det bedre i andet halvår.