Ved den seneste udgave af Eurovision Song Contest i år var der en irsk deltager, der gik under kunstnernavnet »Bambie Thug«, hvis stil er satanistist-lignende symbolik. 

Hun betegner sig selv som nonbinær og er pro-Palæstina. Hun har forsøgt at sætte »Freedom for Palestine« på sit kostume, men fik ikke lov. Og ellers har hun rendt rundt med Palæstina-tørklæde og har krævet, at Israel skulle smides ud af konkurrencen. 

Endnu mere morbidt er dog hendes forkvaklede retfærdighedsfornemmelse, hvor hun tilkendegiver, at det er »meget farligt for trans- og nonbinær folk« og at de »fortjener samme rettigheder«, og at hun ville »skrige det fra taget«. Men i Gaza ville hun været blevet støttet med en fast hånd på ryggen … for at skubbe hende ned fra taget.

Hendes chikane har heller slet ikke betalt sig: For ikke blot formåede Israel at komme videre i finalerne modsat Irland, så bidrog også de irske seere med at give hele 10 point til Israel, hvilket er det næsthøjeste. Sikken mavepuster og hun indrømmede også selv, at hun græd.

Hvad havde Bambie Thug arbejdet så hårdt for at give? Et satanisk inspireret ritual? Og de tårer efter israeleres succes? Sikke et freakshow.

Maradona Isho, Aarhus 

Dyrevelfærd

Dyrevelfærden slutter for de fleste nede ved køledisken, når de ser, at en økokylling med et bedre liv koster cirka 200 kroner, mens en turbokylling på tilbud koster 30-40 kroner (tror jeg nok, da jeg aldrig kunne drømme om at købe sådan en).

Efter jeg i 1993 i et forbrugerprogram så, hvilke elendige forhold en lørdagskylling havde haft, gik jeg ud foran spejlet og sagde til mig selv, at jeg i den grad burde skamme mig over at »være sådan en fornæret kælling«, og siden har jeg ikke købt nogen former for kød, der ikke var mindst frilands. Nu køber jeg kun øko-kød og får så kun cirka 250 g kød om ugen, plus lidt kødpålæg (også økologisk) i løbet af ugen.

EU og andre kan hoppe og danse lige så meget, de vil, for det er PRISEN og ikke andet, der tæller hos de fleste familier, uanset om det er socialgruppe 1 eller 5. For at gøre produkterne så billige, at kunderne gider købe dem, må landbruget opfinde alt muligt uetisk, for ellers kan de ikke sælge deres varer.

Som en deltager i Debatten engang meget rammende sagde efter at være blevet skældt ud: »Jeg producerer det, som kunderne vil have, ellers kan det ikke løbe rundt«. Det var helt tydeligt, at han godt kunne tænke sig, at producere dyr, som havde haft et bedre liv end det, som nu var nødvendigt.

Nadia Garner, Espergærde

Gør deepfake strafbart

Jeg er enig med regeringen i at brugen af deepfake-videoer underminerer tilliden til politikerne, for hvis vi bare lader »snebolden rulle«, så vil vi om et par år ikke kunne skelne mellem fake news og fakta.

Derfor bør regeringen hurtigst muligt gøre det strafbart i form af en mega bøde til de partier eller personer, som bruger deepfake for at udskamme deres politiske modstandere.

Sidst men ikke mindst bør vi gå i dialog med dem, vi er uenige med og ikke benytte feje trick i form af deepfake, for det kan medføre, at befolkningen totalt mister tilliden til alle vores politikere, og det er vel ikke den vej, vi ønsker det skal gå?

Jacob Vest, København

Dragsteds drøm

Danskerne vil have velfærd og ikke skattelettelser, skriver Pelle Dragsted (PD) i sin kommentar i Berlingske 14. maj. PD bekymrer sig om uligheden i Danmark, et af verdens mindst ulige lande, med henvisning til den omdiskuterede ginikoefficient, hvis sandhedsværdi der er meget delte meninger om. Men er det mere velfærd, PD vil have, er det nøgletal, han burde bekymre sig om, produktiviteten i produktionen. Den produktion som er det, som reelt skaber velstand og velfærd.

Men PD ser tilsyneladende hellere, at alle er lige fattige, end at alle er rige, fordi nogle er lidt rigere end andre. Novo Nordisk for eksempel har mange medarbejdere i Danmark, som er vellønnede, mere end gennemsnittet. Sender man, om ikke Novo, så i hvert fald deres ledende medarbejdere ud af landet med hjælp af top-topskat og lignende, så mindsker man åbenbart uligheden i PDs optik. Men om det ville være godt for dem, der er tilbage i Danmark, er antagelig ikke noget, som bekymrer ham. PD er for klog til at tage det så belastede ord kommunisme i sin mund. Men han kan ikke skjule i sin kommentar, at han åbenbart stadig har sin gamle drøm i behold. Sin drøm om det kommunistiske paradis. Som hvorhen det end er blevet praktiseret i verden, aldrig har ført til andet end fattigdom, diktatur og ufrihed. Samt en ulighed mellem eliten og folket som intet frit og demokratisk land nogensinde har været i nærheden af.

Nils Sjoegren, Rungsted Kyst