DF vil ikke lade rige pensionister slippe

Lovbøvl sikrer folk med store pensionsopsparinger en samlet skattelettelse i år på 200 millioner kroner. Men den skal sløjfes fremover, siger Dansk Folkeparti.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et hul i skattereformen sikrer de rigeste pensionister 200 millioner kroner ekstra om året. Men det skal kun være i år.

Dansk Folkeparti insisterer på, at det bliver en udligningsskat og ikke andre ordninger, der kommer til at dække hullet i finansieringen af skattereformen.

- Hvis der ikke bliver lavet en udligningsskat, så er der ikke bare et økonomisk hul, men også et politisk hul. For Dansk Folkeparti vil det være urimeligt, hvis de store pensionsopsparinger slipper for den ekstra beskatning, siger DF's skatteordfører, Mikkel Dencker.

Regeringen og Dansk Folkeparti har i forbindelse med skattereformen aftalt, at der skal findes en udligningsskat. Det er bare ikke sket endnu.

- Vi her end ikke være præsenteret for et udkast til forhandling om, hvordan udligningsskatten skal laves, selv om det snart er et år siden, vi lavede skattereformen. Og det tyder på, at det er meget vanskeligt, konstaterer Mikkel Dencker.

Uden udligningsskatten vil store pensionsopsparinger blive beskattet med omkring 50 procent, mens fradraget for indbetalingerne i sin tid har været helt oppe på 59 procent, påpeger Mikkel Dencker.

Det indebærer, at rige pensionister i år får tilsammen 200 millioner kroner, fordi der ikke kan lovgives med tilbagevirkende kraft, oplyser DF-skatteordføreren.

Ifølge Ugebrevet A4 er der stor usikkerhed om, hvorvidt det rent teknisk kan lade sig gøre at skrue sådan en udligningsskat sammen.  /ritzau/