»Det er en bananrepublik«

En af de beboere, der bliver berørt af Østre Landsrets afgørelse i sagen om Duegården, er 78-årige Annie Gustafsson. I værste fald kan domme medføre at hun må flytte.

78-årige Annie Gustafsson har boet i sin lejlighed i Duegårdens Andelsboligforening i 21 år og frygter, at hun som en konsekvens af fredagens dom bliver nødt til at flytte. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

Noget af det første, der møder ens syn, når man træder ind i 78-årige Annie Gustafssons andensalslejlighed i Duegården, er moderne kunst på væggene, planter ude og inde og Arne Jacobsens »Svanen«. Annie Gustafsson er meget ærgerlig over fredagens afgørelse i Østre Landsret om, at Duegårdens Andels­boligforening ikke kan få lov til at gå konkurs. Selv om dommen ikke overrasker hende, havde hun håbet til det sidste.

»Det er vigtigt at pointere, at det ikke er, fordi jeg ønsker, at vi skal gå konkurs, men fordi vi ikke har nogen overlevelsesmuligheder, hvis det ikke bliver sådan,« siger hun.

Annie Gustafsson har boet i sin lejlighed i 21 år og kom ind som lejer i 1994 gennem Magistrenes Pensionskasse, der var ejer dengang. Den tidligere biolog og gårdejer på Møn havde luret afgørelsen, da den i sidste uge blev udsat.

»Da de skulle bruge en uge ekstra, tænkte jeg, at de var ved at samle sammen. Jeg tror slet ikke, juraen er rigtig længere. Det er spekulationer om, hvad Danmark og de forskellige systemer kan tåle. Egentlig var jeg lidt klar over det, men man håber jo altid,« siger Annie Gustafsson.

Berlingske møder hende en varm fredag eftermiddag i lejligheden på Frederiksberg, hvor hun tager imod med kold hvidvin direkte importeret fra Alsace og »jubelatoren«. Det er hendes eget udtryk for rollator. Den har nemlig givet hende helt nye muligheder i livet, efter at hun ad flere omgange er blevet opereret i begge hofter. Senest for bare 11 dage siden.

Den 78-årige pensionist er ikke videre positiv med hensyn til fremtiden. Hun vil nødigt flytte fra sin lejlighed, men det kan blive hendes sidste udvej. Flere gange under interviewet nævner hun det gode sammenhold og de mange gode venner, hun har i opgangen.

Midt i det hele ringer hendes fastnettelefon. Det er Karen på 92 år, der også bor i ejendommen. Hun ringer nysgerrigt fra sommerhuset for at høre, hvordan dommen lyder. Hun bliver lige så ked af udfaldet som Annie. Der er ingen tvivl om, at det er en sag, der fylder meget for beboerne.

Økonomisk er grænsen også ved at være nået for Annie, der betaler knap 9.000 kroner om måneden i husleje.

»Jeg kan stadig klare den, men jeg kan ikke ret meget længere. Det er ikke, fordi vi ikke vil fortsætte, men lånene er blevet så vanvittige, at det ikke kan lade sig gøre,« siger Annie Gustafsson.

Selv er hun relativt godt stillet med sin magisterpension og samlet cirka 400.000 kroner om året før skat. Men hun er vred på Nykredit, som oprindeligt overbelånte ejendommen og dermed efter hendes opfattelse er skyld i foreningens problemer.

»Det er Nykredit, der tjener på os. De fastholder os i at skylde flere hundrede millioner kroner, og jeg synes, det er forfærdeligt. Vi er mange, der synes, det er en bananrepublik,« siger hun om situationen.

Hun tør ikke gætte på, hvor langt Nykredit tør stramme den, men hun er ikke i tvivl om, at det er beboere som hende med færrest penge, der »ryger på den først«.

»Det værste for mig er, hvis mine børn kommer til at sidde og være forpligtede til det ene og det andet over for Nykredit, når jeg er død, og min vidunderlige »Svanen« skal på tvangsauktion,« siger hun berørt.

»Det er så uværdigt.«