Thomas Larsen: Auken begår fodfejl på værst tænkelige tidspunkt

Ifølge Berlingskes politiske kommentator står SFs spidskandidat til europaparlamentsvalget med en skidt sag som følge af en række avisannoncer, der er delvist finansieret af skattekroner.

j57wy
SF lavede fredag morgen et event med fokus på global opvarmning. Selve eventet foregik omkring busskuret ved busstoppestedet Børsen og ned mod Højbro Plads. Pia Olsen Dyhr, Margrete Auken og Teis Volstrup deltog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

SFs spidskandidat til europaparlamentsvalget, Margrete Auken (SF), er i slutspurten op til søndagens parlamentsvalg kommet i modvind i forbindelse med en række annoncer for Auken og SF, der har været bragt i en række af landets aviser.

Annoncerne er nemlig delvist finansieret af støttekroner fra Europa-Nævnet, hvilket har vakt undren hos både Socialdemokraterne og de Radikale, og ifølge Berlingske politiske kommentator, Thomas Larsen, kunne sagen ikke komme mere ubelejligt for SFeren.

»Alt i alt er det egentlig lykkes for SF at vinde noget terræn, og det er også lykkes for Margrete Auken at have en forholdsvis synlig profil i valgkampen, og så er det selvfølgelig en ekstremt uheldig og dårlig finale, man har gang i, nu hvor man kommer under beskyldninger for at have misbrugt midler,« siger Thomas Larsen og uddyber:

»Margrete Auken begår fodfejl på værst tænkelige tidspunkt, og det er den værst tænkelig afslutning på kampagnen. Det kan i yderste konsekvens komme til at koste nogle meget værdigfulde stemmer, så krisehåndteringen bliver vigtig nu,« siger han.

Annoncerne har kørt i flere aviser den seneste halvanden uge, og i annonceteksten fremgår det blandt andet, at »Der er brug for Margrete Auken i EU«, ligesom der er et stort billede af SFs spidskandidat samt flere budskaber om, hvad SF vil kæmpe for i Bruxelles.

Både Margrete Auken og SFs partisekretær, Jens Andersen, har over for Berlingske Nyhedsbureau fredag forklaret, at partiet har holdt sig til reglerne for de partier, der søger støtte hos Europa-Nævnet.

I nævnets regler står der blandt andet, at:

»Aktiviteterne skal have til formål at fremme debat og oplysning om Europa, herunder udvikling af deltagelsesdemokrati,« og i SF understreger man, at annoncerne er med til at fremme debatten.

Ifølge Thomas Larsen er sagen dog skidt, og den er særlig skidt, når man holder sig for øje, at det er Margrete Auken, der er omdrejningspunktet.

»Når man som Margrete Auken gerne vil stå for de meget rene synspunkter og langer ud efter de andre for at for eksempel holde hånden over lobbyister, så skal man selv være ren som sne, og så er det ekstra uheldigt, når man ikke får fulgt spillereglerne,« siger han.

SF har fået 2,9 millioner kroner af nævnet over en treårig periode. Ifølge Europa-Nævnets hjemmeside har samtlige partiet i Folketinget modtaget støtte.