S og DF øger presset: Ministeren taler usandt – igen

Interne e-mails ser ud til at belaste Esben Lunde Larsens svar i kvotesagen. Ministeren taler usandt endnu en gang, mener S og DF.

Foto: Thomas Lekfeldt. Arkivfoto: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er kommet under hårdt politisk pres i sagen om fiskekvoter.
Læs mere
Fold sammen

Folketingets to største partier, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, lægger yderligere pres på miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), efter at ministeren har forsøgt at udrede sin rolle i sagen om de såkaldte kvotekonger.

S og DF mener, at Esben Lunde Larsen har løjet, og det har fået ministeren til at svare:

»Jeg kan forstå, at aftalepartierne nu ønsker en mere vidtgående model. Det har jeg bedt mit embedsværk om at se på,« siger Lunde Larsen i torsdagens udgave af Berlingske.

Men med den udtalelse får ministeren det til at fremstå, som om partierne uden om regeringen først lige nu beder om yderligere muligheder for at gribe ind over for de magtfulde storfiskere. Og derfor gør Esben Lunde Larsen sig skyldig i endnu en usandhed, lyder det.

»Det havde været rart, hvis han gik til bekendelse. I stedet kommer han med en ny usandhed, fordi han skriver, at vi nu ønsker en mere vidtgående model. Men der ligger masser af mails, som dokumenterer, at det er noget, vi har efterspurgt igennem længere tid. Det er ny omgåelse af sandheden,« siger Ib Poulsen, Dansk Folkepartis fiskeriordfører.

Esben Lunde Larsen er kommet under hårde anklager for at tale usandt. Det skyldes, at et flertal i Folketinget ønsker at gribe ind over for de få, men kapitalstærke personer, som besidder store andele af landets kvoter for, hvor mange fisk man må fange. Partierne uden om regeringen har bedt ministeren om konkrete værktøjer til, hvordan man kan gribe ind over for kvotekongerne, men er ifølge partierne selv alene blevet præsenteret for ét enkelt forslag. Derfor har det udløst kritik, at Berlingske torsdag omtaler et katalog fra en af Esben Lunde Larsens egne styrelser med 16 konkrete bud på at imødegå kvotekoncentration.

»Ministeren har hele tiden afvist, at vi måtte bruge embedsværket til at få belyst tingene og til at få aftalen implementeret ordentligt. Det har han blankt afvist, og det er der måske en grund til. Problemet har nok været, at de forslag, embedsværket lå inde med, flugtede med vores politik, og den har ministeren ikke ønsket at gennemføre,« siger Ib Poulsen.

Berlingske er i besiddelse af flere mails, som ser ud til at belaste Esben Lunde Larsens forklaring om, at partierne først nu beder om mere vidtgående indgreb. På vegne af forligskredsen sendte Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, eksempelvis en mail 10. marts 2017 – altså for tre uger siden - hvori han afviser ministerens eneste forslag om kun at gennemføre en såkaldt tro- og loveerklæring mod kvotekongerne. I den pågældende mail efterspørger Ib Poulsen specifikt flere tiltag:

»Derfor vil vi bede din styrelse om at sende forslag til den mest slagkraftige implementering af punktet om indsatsen mod kvotekongerne, da det er den vej vi som flertal vil gå i den her sag,« skriver Ib Poulsen i mailen.

Næste formiddag sender Ib Poulsen endnu en mail på baggrund af en telefonsamtale, hvor Esben Lunde Larsen tilsyneladende har afvist muligheden for andre forslag.

»Tak fordi du ringede i går, hvor du sagde, at det eneste du kunne foreslå som indsats over for kvotebaronerne var en tro og loveerklæring,« indleder Ib Poulsen og fastholder, at han ønsker yderligere forslag:

»For en god ordens skyld skal jeg bare gøre opmærksom på, at flertalspartierne mener, at der både er mulighed for og også behov for en noget mere kraftfuld indsats. Vi beder derfor endnu en gang om, at ministeren gør sig behjælpelig i denne her sag,« skriver Ib Poulsen til ministeren.

Her til formiddag holdt Dansk Folkeparti gruppemøde, hvor kvotesagen bl.a. var på dagsordenen.

»Jeg fik fuld opbakning til at stramme op over for kvotekongerne. Hvad der skal ske med ministeren, diskuterer vi internt i DF – og afhænger af samrådet fredag,« siger Ib Poulsen.

Både Venstre og Dansk Folkeparti kan have store interesser i at frede ministeren efter en turbulent periode i blå blok.

Er det rigtig fornemmet, at din ledelse ønsker at frede Esben Lunde Larsen?

»Det har jeg ingen kommentar til.«

Til TV 2 sagde Kristian Thulesen Dahl torsdag middag, at denne sag har været »betændt« længe, og at ministeren ser ud til at have været stædig, men at ministeren skal have lov til at forklare sig på samrådet.

Også Socialdemokraterne mener, at Esben Lunde Larsen blot har forværret situationen med sit seneste svar i sagen.

»Sagen er i forvejen dybt alvorlig, og nu gør ministeren det endnu værre for sig selv. Det er simpelthen ikke sandt, at vi først nu beder om skrappere værktøjer over for kvotekongerne. Vi har mail på mail, som beviser, at ministerens seneste forklaring ganske enkelt er lodret forkert,« fastslår fødevare- og fiskeriordfører Simon Kollerup (S).

Esben Lunde Larsen siger i dagens udgave af Berlingske, at han ikke har set kataloget med de 16 forslag, og at han ikke forstår kritikken. Ministeren har ikke yderligere kommentarer før samrådet i Folketinget.

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.

Se kataloget med de 16 forslag her: