Ved den årlige middag for pressens korrespondenter i Det Hvide Hus er der tradition for, at den siddende præsident optræder på slap line med et standup-lignende indslag. 

Og gårsdagens var ingen undtagelse.

I Bidens komiske tale sendte han en række stikpiller til sin modstander i valgkampen Donald Trump – og han var også lidt selvironisk.

»Valgkampen er i fuld gang. Og ja, alder er et emne. Jeg er en voksen mand, der stiller op mod en seksårig,« sagde Joe Biden blandt andet. 

Dernæst talte han om, at hans valgkampagne er i fuld gang, og at han har besøgt Pennsylvania, Georgia og North Carolina.

»Jeg har altid klaret mig godt i de oprindelige 13 kolonier,« sagde Joe Biden, formentlig med henvisning til sin egen alder. De 13 kolonier var en samling britiske kolonier på den amerikanske østkyst, der gik sammen om at smide briterne på porten i 1775. 

Trump nåede ikke gennem Bibelen

Biden jokede også med, at Trump er så desperat, at han er begyndt at læse de bibler, han sælger. 

Trump begyndte nemlig at sælge bibler til over 400 kroner stykket, efter han skulle stille en sikkerhed på 175 millioner dollar i forbindelse med en retssag. 

»Men så nåede han til det første bud,« sagde Biden og fortsatte:

»'Du må ikke have andre guder end mig'. Det var der, han lagde den fra sig og sagde: 'Den bog er ikke noget for mig'.« 

Biden gjorde også grin med, at Mike Pence, der var vicepræsident under Trump, siden har været ude at kritisere Trump i skarpe vendinger.

»Alder er det eneste, vi har tilfælles. Min vicepræsident støtter mig faktisk,« sagde Joe Biden, hvorefter der bliver klippet til vicepræsident Kamala Harris, der griner stort. 

Korrespondenternes middag er blevet afholdt siden 1921, og hver eneste siddende præsident siden Calvin Coolidge i 1924 har været til mindst én middag – undtagen Donald Trump, der helt fravalgte at dukke op i sin præsidentperiode. 

Herunder kan du se George W. Bushs tale ved middagen i 2007, hvor han blandt andet gør grin med, at hans vicepræsident, Dick Cheney, havde skudt en mand i en jagtulykke.

Korrespondenternes middag plejer som nævnt at være en nogenlunde munter affære. 

Men denne gang skete det med krigen i Gaza som bagtæppe, og gæsterne ved middagen skulle forbi en masse demonstranter, der var samlet for at demonstrere mod den amerikanske regerings støtte til Israel i krigen mod Hamas.

Adskillige journalister har mistet livet i krigen i Gazastriben, og det har affødt kritik af de journalister, der deltager i middagen med den amerikanske præsident, skriver Ritzau.