Nye dokumenter i kvotesag belaster Lunde Larsen

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) blev tilsyneladende særdeles grundigt orienteret om mulige indgreb over for kvotekonger, afslører nye dokumenter. De nye oplysninger lægger et hårdt pres på ministeren inden dagens samråd.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) på vej til samråd om mulige indgreb over for kvotekonger.32. marts 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) er tilsyneladende alligevel blevet grundigt orienteret om mulighederne for at gribe ind over for de såkaldte kvotekonger, som sidder på meget store andele af det danske fiskeri. Det fremgår af dokumenter fra Miljø- og Fødevareministeriet, som Berlingske har læst. De seneste dage har et flertal i Folketinget netop bebrejdet ministeren, at han blot har præsenteret dem for én eneste mulighed – en såkaldt tro- og loveerklæring – til at gribe ind over for fiskeriets kvotekoncentrationer.

Derfor har det udløst hård kritik, at Berlingske forleden kunne omtale et katalog med hele 16 muligheder for at stoppe kvotekongerne. Kataloget var nemlig udarbejdet i Esben Lunde Larsens egen styrelse.

Ministeren har siden gentagne gange givet befolkningen og Folketinget indtryk af, at han ikke kendte til de talrige værktøjer udarbejdet af embedsværket. Til Berlingske har han f.eks. udtalt:

»Jeg forstår ikke, hvis partierne skulle opleve, at jeg taler usandt. Jeg er ikke blevet forelagt Landbrugs- og Fiskeristyrelsens idékatalog med 16 idéer.«

Men i maj 2016, altså efter at Esben Lunde Larsen havde overtaget ministerposten fra forgængeren Eva Kjer Hansen (V), blev der netop oversendt et dokument til Miljø- og Fødevareministeriet om kvotekoncentration. Dokumentets bestillingstype hedder endda »Forelæggelse til ministeren«. Og dokumentet indeholder en lang række muligheder til, hvordan man kan imødegå kvotekoncentration. Eksempelvis at sænke kvoteloftet, krav om, at fartøjer skal anvendes til aktivt fiskeri, grænser for, hvor store andele enkeltpersoner kan have bestemmende indflydelse over, loft over årsmængde, der kan udlejes mv.

»Det er jo meget enslydende med dokumentet med de 16 punkter,« konstaterer Danske Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen.

»Og meget mere, end ministeren ville præsentere for Folketinget. Dette kræver en meget, meget god forklaring. Det er et stort problem, at vi tilsyneladende har en minister, der i den grad lider af hukommelsessvigt,« siger Ib Poulsen.

Socialdemokraterne kalder de nye oplysninger i sagen for »dybt, dybt alvorligt.«

»Ministeren har nægtet kendskab til yderligere tiltag over for kvotekongerne, men har samtidig modtaget en såkaldt ”forelæggelsessag til ministeren” med fyldige beskrivelser af mulige tiltag over for kvotekongerne. Det er en meget alvorlig udvikling,« siger Simon Kollerup, Socialdemokraternes fødevare- og fiskeriordfører.

Esben Lunde Larsen sagde torsdag til Berlingske, at han ikke har set kataloget med de 16 forslag, og at han ikke forstår kritikken om løgn. Ministeren havde ikke yderligere kommentarer før samrådet i Folketinget.

Ministeren skal i samråd om sagen fredag formiddag.

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.